Ledigidanmark.dk - Din hjemmeside til jobsøgning og karriere

26 jun 2013

Vi mangler mænd!

/
Skrevet af
/
Kommentarer2
/

PH13Ja, for dem, der tror, at jeg er ved at skrive en datingannonce – og at dette er lige på nippet til at blive rigtig spændende, ja, så må jeg skuffe allerede nu – og opfordre til, at du stopper med at læse, for der er intet som helst lummert i denne artikel. Sådan da…..!

Næh – vi skal i en helt anden retning!

 

Vi mangler mænd i netværksgrupperne

Som det nok er de fleste bekendt, der læser indlæg her på Ledigidanmark.dk, så er jeg af den mening, at netværk er blevet et modeord og at alt for mange forlader sig på, at ’netværk’ er dét,
der gør, vi kommer i arbejde igen – uden at være realistiske om den
egen-indsats det kræver.

Den mening har jeg for så vidt stadig – men om jeg helt efterlever mine ord, er jeg ikke så sikker på. Sagen er nemlig den, at jeg ved regelmæssige lejligheder tillader mig at komme ud af skabet – og så deltager jeg sørme i netværksmøder.

Jo – jo..Nu er det ude..Jeg har indrømmet – og så må jeg ved samme lejlighed lige hellere indrømme, at det vikariat jeg i øjeblikket er i, også er kommet i stand via netværk.

Egentlig bør jeg vel vakle i troen!

Det gør jeg så ikke – men jeg bliver ved med at gå til netværksmøder, der kan gavne mig og give mig inspiration når/hvis jeg ender med at blive jobjæger igen.

Men så var det at jeg forleden dag læste en udtalelse – fra en mand – at: ’Mænd er bedre til at netværke’!

AAARRRGGGGHHHHH! HONK! Forkert udtalelse – hvis I spørger mig.

Kære mænd – kom ud af hulen

Nuvel – det kan godt være, at mange mænd har den opfattelse, at de er enormt gode til at etablere kontakter, udveksle visitkort og aftale møder. Men for os kvinder ligger det helt tilbage fra dengang vi boede i huler, naturligt at tale om alt og med alle – at udveksle ideer i form af madopskrifter, børneopdragelse og husførelse i almindelighed – hvorfor vores form for netværkskontakt i nutiden måske er mere afslappet og naturlig – og ikke altid baseret på, at der skal være en agenda. Måske det også kan give stof til eftertanke, at kloge hoveder er nået frem til konklusioner om, at mænd mødes, når de har et formål med det, kvinder mødes bare for at mødes.

Men – og nu skyder jeg med SKARPT lige fra hoften:
Hvordan kan det være, at der stort set ikke er nogle mænd tilstede, når der er netværksarrangementer for ledige – hvis mænd nu er så gode til at netværke?

Lige meget hvad emnet er, så sidder vi altid en stor flok kvinder – og spredt rundt i forsamlingen sidder der nogle få mænd, der helt tydeligvis ikke føler sig godt tilpas. Det er kvinderne, der små-sludrer med hinanden og udveksler erfaringer – og det er kvinderne, der stiller spørgsmål til foredragsholder – mens mændene oftest sidder med skeptiske udtryk i ansigterne – undgår at fange med-tilhørernes blik – og kun stiller spørgsmål, hvis de føler, de er dybe nok.

Så – Kære mænd:

Hvorfor kommer I ikke til netværksmøder i grupper for ledige? Gider I ikke? Skammer I jer over jeres situation som ledig? Er I så optaget af at skrive ansøgninger, at I glemmer tid og sted? Mener I, at I kan klare jer selv – og ikke behøver sparring – samt den energi, det rent faktisk giver, når man mødes med ligesindede og erfarer, at de tanker, frustrationer, glæder, udfordringer – føj selv til listen – som DU med stor sandsynlighed også render rundt med – hele det emotionelle register – er LIGE NØJAGTIGT det samme, som alle andre i situationen render rundt med – og som kun kommer til at synes lettere, hvis det bliver delt med andre?

Derfor, kære mænd:

Synes I ikke det vil være en rigtig god idé at komme ud af hulen og deltage i netværksmøder for ledige? Kom ud og giv jeres fantastisk bidrag med. Som i alle andre aspekter i livet, så bliver det kun til mangfoldighed, hvis der er in-put fra mange sider – og af alle paletter, er den, der males af kvinder og mænd i fællesskab dog den mest farverige – i alle henseender……!

Så – kære mænd:

Vi er rigtig mange fantastisk kvinder, der gerne vil se jer, når VI er ude og ledighedsnetværke.

Ses vi?

Husk at smile

Skrevet af

Pia Henningsen

Jobsøgende

Læs mere om Pia

2 Kommentarer

  1. Hej Pia,

    Puha, jeg ved ikke hvor jeg skal starte med at kommentere dit indlæg, for egentlig er jeg ikke uenig i det, du skriver, men…

    Lad mig starte med ”Netværket”. Jeg er enig i, at netværk er blevet et modeord og problemet for mig opstår i høj grad når folk forventer, at netværket finder et nyt job til dem og ikke erkender hvilken indsat det kræver fra dem selv. Netværk bliver for mig et irriterende modeord når folk forventer at få noget af deres netværk uden at skulle give noget igen og uden at skulle give noget af dem selv. Uden denne indsats er netværkstanken uanvendelig.

    Nu til de lidt bombastiske udmeldinger om mænd og kvinder. Jo, jeg kan da godt læse, at de er skrevet en smule for at provokere og med et glimt i øjet. Men jeg ved ikke om jeg er helt enig i dine betragtninger. Til de netværksmøder jeg har været til (som foredragsholder og ikke deltager), der har andelen af mænd og kvinder været nogenlunde ligeligt fordelt (og nej, jeg har ikke talt).

    Jeg tror ikke, at kvinder er bedre til at netværke end mænd. Jeg tror, det er meget individuelt hvor god man er til at netværke, og det gælder både mænd og kvinder. Jeg tror, det er det personlige der spiller ind og jeg tror, helt klart det den enkeltes præferencer for at være introvert eller ekstrovert, der spiller ind når du bedømmer ”hvor god man er til at netværke”. Der er bare mennesker, både mænd og kvinder, der ikke befinder sig godt i større forsamlinger og foretrækker at kende folk før de byder ind med et lille stykke af dem selv.

    Og til sidst, så kan mænd altså godt finde ud af small-talk, det handler bare oftest om fodbold, piger eller grill og ikke så meget om børn eller tærteopskrifter 😉

    God sommer,
    Hilsen Kim

  2. Måske er det hele konceptet “netværk for ledige”, der fejler en lille smule til det specifikke formål med direkte at finde arbejde gennem de “skjulte” jobåbninger. Et mere fagligt fokuseret netværk af beskæftigede har en større kontaktflade til jobåbninger indenfor faget.

    Videndeling og tips og tricks til at forholde sig til sin situation som ledig og jobsøgningen i sig selv er godt, og det bedste sted at finde sympati for ens situation er blandt ligestillede, så på det punkt er et netværk for ledige optimalt. For de mere sociale værdier vi kan have som ledige.

    Men alt andet lige, så burde et netværk af ikke-ledige dog give mere pote, når vi taler om at skabe kontakter, der har førstehåndskendskab til jobåbninger eller på andet led har flere kontakter, der kunne tænkes at have en jobåbning.

    Ledige er ikke nær så effektive som netværk til skjulte jobåbninger – medmindre de er ude i vikariater eller aktivering eller har været ledige i kort tid.

    Jeg siger ikke, at det ikke kan gøres med et netværk for ledige, men jeg mener at et netværk må betragtes som mere effektivt, hvis det i højere grad består af mennesker, der er på arbejdsmarkedet end af et stort antal “piger med svovlstikker”, der kigger på udefra, men har svært ved at komme ind i varmen.

    Det kan tænkes at mænd i højere grad er bedre til at stile efter at netværke i andre typer grupper, f.eks. faglige, med folk, der i højere grad er beskæftiget. Derved er der ikke samme grad af hensigt ved at være tilstede ved events for netværk mellem ledige.

    De bedste events for ledige er måske dem, der er for beskæftigede – hvis vi bare havde råd til at deltage 😛

    Som udpræget introvert kan jeg iøvrigt skrive under på Kims bemærkninger om at det ikke nødvendigvis er et spørgsmål om køn, der gør om nogen er god til at skabe kontakt i større forsamlinger.

Skriv en kommentar