Ledigidanmark.dk - Din hjemmeside til jobsøgning og karriere

15 apr 2012

Valget af ordet bliver din identitet

/
Skrevet af
/
Kommentarer3
/

Valget af ordet bliver din identitet

Niels ReibJeg vil følge lidt op på det indlæg, som Linda skrev forleden “Kampen om ordet”, som jeg mener er med til at skabe den identitet som vi påføre os selv. Jeg mener det bringer et meget spændende element ind i hele måden hvorpå vi vælger at kommunikere den situation vi nu er i til os selv. (mellem 2 jobs, ledig, arbejdsløs, arbejdsleder, jobsøger, jobjæger eller hvad det nu er)

Jeg synes det er interessant, at arbejde med den måde vi kommunikere med os selv.

Når jeg ser tilbage på de første par måneder jeg var ledig havde jeg en idé om at jeg ville skifte branche. Valgte at jeg ville bruge situationen til at finde nye græsgange og udfordringer. Et drømmejob for mig skulle være inden for vinbranchen. På den måde kunne jeg kombinere en (sund) hobby og interesse med arbejde. Hvilket jo på alle måder ville være det optimale.

De første par måneder gik med optimismen i højeste gear, jeg kom sågar til et par samtaler, men faldt på min manglende netværk og erfaringen inden for branchen.

Da jeg havde søgt diverse stillinger indenfor vinbranchen og der blev længere mellem de positive tilbagemeldinger, begyndte jeg selvfølgelig at søge bredere hos it-firmaer, i tøjbranchen som jeg kom fra, annoncesælger og andre forskellige brancher inden for salg. Jeg lagde energi i hver enkelt ansøgning og tilpassede den enkelte til hver stilling jeg søgte. Noget af det jeg begyndte at få svært ved, var at takle måden de ansøgte stillinger jeg havde sendt til diverse firmaer, blev håndteret på. Nogle skrev, at hvis ikke jeg hørte noget havde det ingen interesse, andre hørte jeg ikke fra. Kun ganske få tog sig den lejlighed og udviste den respekt, at takke pænt for min ansøgning og gav nogle konkrete tidsrammer for hvornår, jeg kunne forvente at høre mere fra dem.

Valget af ordet er ekstra vigtigt i forhold til din indre dialog og identitet

Det var vel omkring efter knapt 4 måneder som jobsøgende, at det begyndte at tage på psykken. Min indre dialog begyndte at blive mindre positiv, jeg begyndte at betvivle mine evner, var jeg god nok, ville jeg blive kaldt til samtaler. Det var her, det virkelig begyndte at gå ned ad bakke. Jeg kan huske at jeg en dag skulle på tanken og købe, is tror jeg det var, men de havde ikke lige den is jeg havde tænkt mig. Det var nok til at vælte min dag og jeg havde det som om hele verden var imod mig!

Alt i alt begyndte jeg at have en ufattelig negativ indre dialog med mig selv. Det i en sådan grad at jeg efter 6 måneder måtte sygemeldes med depression. Jeg var simpelthen ude af stand til at se, at dagen imorgen kunne bringe noget godt med sig…

Der skulle gå 10 måneder, før jeg følte mig klar til at raskmelde mig. De måneder har jeg i dag valgt at se, som værende en gave jeg fik. Den gav mig mulighed for at starte på en frisk, vælge hvad jeg ville bruge min tid på, vælge hvad jeg ville have i mit liv, vælge ikke bruge energi på ting som jeg ikke umiddelbart har indflydelse på, men der imod bruge den der hvor jeg har indflydelse.

Lige netop den måde at tænke og agere på, gør at jeg idag handler inden for hvad jeg har indflydelse på og på den måde rykker den grænse sig og udvider sig hele tiden. Det medfører en masse nye muligheder, som for bare nogle få måneder siden, ikke havde været indenfor rækkevide. Jeg havde f.eks. aldrig regnet med, at jeg, som jobjæger, nogensinde ville få mulighed for at dele mine tanker om filosofier omkring håndteringen af ledige, med landets Beskæftigelsesminister Mette Frederiksen. Men det er nu blevet en realitet, fordi jeg har handlet inden for den indflydelsescirkle jeg nu en gang har haft og derved har udvidet den.

Vores indre dialog der sætter begrænsningerne

Mange gange er det vores indre dialog der sætter begrænsningerne for vores udviklingsmuligheder og derved fastlåser os i vores tankemønster. Jeg har arbejdet en del med mig selv i gennem de 10 måneder jeg var sygemeldt, men arbejdet er fortsat og jeg afsætter stadig den dag i dag tid af til at udvide min horisont. Senest ved at læse bogen “Flourish” som er skrevet af Martin Seligman, grundlæggeren af positiv psykologi. Det er egentlig utroligt, hvor doven vores hjerne i realiteten er. Den er “programmeret” til at bruge så lidt energi som muligt, og derfor stejler den nemt, når vi prøver at udfordre den med nye ting og nye tankemønstre. Så det kræver både tålmodighed og vilje at tvinge hjernen til at ændre tankemønster.

Det jeg vil fremtil her er, at det er utrolig vigtigt for vores selvopfattelse hvordan vælger vores indre kommunikation. Begynd med at bytte negativt ladede ord ud med mere positive og opløftende ord. Det vil føre til mere positive tanker, som igen vil medføre at hjernen vil blive mere modtagelig og i stand til, at se nye muligheder.

Jeg synes Linda kom med et helt fantastisk energisk og aktivt ord, som man kan vælge at bruge i stedet for arbejdsløs, jobsøgende eller mellem jobs…

JOBJÆGER! 

Det er vejen frem (for mit vedkommende). Ordet emmer af aktivitet, mod, pro-aktivitet, vilje og gejst.

Niels ReibSkrevet af

Niels Reib

Ejer og Community Manager på Ledigidanmark.dk
Foredragsholder og konsulent
Reib Consulting

Kunne du li’ hva’ du læste, så del det med dit netværk :o)

3 Kommentarer

  1. Ja der er krummer i ham Seligman..

    Jeg er helt enig i at man skal have får øje at anvende et ord der udstråler aktivitet og bevægelse i sin jobsøgning.

    Ledig, arbejdsløs er passive ord der udstråler stilstand.

    Jobsøgende, jobjæger eller andet i samme boldgade udstråler aktivitet og bevægelse, og det sender om ikke andet et signal om at man er aktiv, og i proces.

    Jakob Nørgaard Nielsen

Skriv en kommentar