Ledigidanmark.dk - Din hjemmeside til jobsøgning og karriere

24 maj 2013

Kaffemøder og endnu et pletskud fra nytænkende Ikast!

/
Skrevet af
/
Kommentarer3
/

Niels Reib - Ugens wrap-up, kaffemøder og endnu et pletskud fra nytænkende Ikast!

Så er det igen blevet fredag og tid til denne uges wrap-up. En uge som kom lidt sent ud af starthullerne ovenpå Pinsen, men, på trods af det, ikke har skortet på interessante begivenheder og nyheder, om blandt andet et iværksætter initiativ målrettet jobsøgende i Ikast-Brande.

 

Kom ud af busken og plej dit netværk!

(advarsel!! Der kan opstå magi!)

Igår var jeg en tur i Aarhus. Jeg var inviteret til at give en peptalk til PowerjobMidts 2 års fødselsdag om aftenen, hvilket jeg selvfølgelig ikke kunne sige nej til.

Når jeg tager rundt i landet, sørger jeg altid for at lave 2-3 kaffemøder med nogle kontakter fra mit LinkedIn netværk. Igår startede dagen meget tidligt, da jeg havde et kaffemøde kl. 11 i det nordlige Aarhus i Krifa’s nye store hoveddomicil. Her mødtes jeg med Andreas, som er arbejdsmarkedskonsulent hos Krifa. Sidst vi mødtes var for halvandet år siden, før jeg lancerede Ledigidanmark.dk, så der er jo løbet et hav under broen siden dengang, og der var derfor en del at samle op på.

Andreas havde fulgt lidt med på sidelinien og fortalte mig om nogle af de nye tiltag, de har gang i hos Krifa. Det er så her det bliver interessant, fordi vores møde mundede ud i at jeg i dag, fredag, skal sidde med til et internt møde hos Krifa i København. Andreas kunne se der ville være synergi i at tage med mig fordi han mente at jeg med de mange erfaringer og idéer jeg har, ville bringe noget med til bordet i denne udviklingsprocess de skulle mødes om, og at jeg, ved at deltage, kunne møde nogle af de medarbejdere i København, jeg på sigt måske ville kunne stable et samarbejde på benene med, i form af konsulentydelser. En enestående mulighed, som udelukkende opstod fordi jeg var proaktiv og opsøgte det. Som min gode netværkskollega, og Netværksekspert, Carina Heckscher ville sige det; jeg var heldig med vilje.

Mit andet møde var med Aske. Han kontaktede mig på LinkedIn tilbage i efteråret, så derfor tænkte jeg, at det nu var på tide at styrke den relation. Så da jeg skrev til ham i sidste uge og spurgte om vi skulle drikke en kop mokka, var han på. Aske har hjemmesiden jobmagneten.dk som handler om autentisk personlig branding og bevidst karriere networkingen. Vi snakkede og sparrede med hinanden i knapt to en halv time, og endte med at lave en aftale om at Aske, inden så længe, vil begynde at dele ud af sine guldkorn til dig, som læser her på Ledigidanmark.dk. Det er noget jeg glæder mig meget til, da han vil kunne bidrage med nye redskaber til dig, som har mod på at skabe dit eget job i din drømmevirksomhed.

2 års fødselsdag hos PowerjobMidt

Dagen i Aarhus blev, som skrevet, rundet af med en peptalk for medlemmer og tidligere medlemmer af PowerjobMidt til deres 2 års fødselsdag. Min gave til dem var et kærligt indspark om hvad man kan opnå, hvis man har det rette fokus og vedholdenhed, ved at tage personligt ansvar og ved at droppe de opslidende bekymringer.

Det var som altid en fornøjelse at besøge PowerjobMidt og få del i den gode energi de spreder om sig med, så hvis du sidder derude og befinder dig i, eller omkring, Aarhus, så burde du gøre dig selv den tjeneste at dukke op til et af deres møder, som du kan finde på PowerjobMidts hjemmeside

Ugen startede med artiklen ‘Vi skal skabe et sundt arbejdsmiljø for jobsøgende‘. En artikel jeg skrev på baggrund af en undersøgelse, som viser at virksomheder pr brugt krone investeret i godt arbejdsmiljø, tjener 2,2 kr. på bundlinien og om hvorfor man ikke drager den tankegang ind i ligningen, når snakken falder på jobsøgende. Onsdagens artikel var et indspark til, og spørgsmål om, Hvordan du vælger at investere i en ny karriere? En artikel der handler om, hvordan du kan investere i at skabe dig et forspring, i forhold til nogle af alle de andre du kæmper om jobbene med.

Interviewet til landets lokale TV stationer

Onsdag var jeg inviteret til at lave et interview til landets lokale TV stationer. Et interview som kom til at handle om alt lige fra Jobnet, Jobcentre, hele beskæftigelsesindsatsen, samt udfordringerne der er som jobsøgende i dag og historien bag Ledigidanmark.dk og hvorfor.

Se hele interviewet her og lad mig endelig høre dit feedback.
(kan ikke vises på Iphone og Ipad)

Nyheder, inspiration og ugens pletskud!

Ugen har igen budt på lidt nyheder om blandt andet at Fleksjobbere kan tabe halv million i pension og at flere tusind mennesker, i følge en ekspert, står til at miste deres levegrundlag, efter Enhedslisten og regeringen søndag udarbejdede den seneste redningskrans.

Ugens pletskud på nyhedsområdet går til…. IKAST-BRANDE Kommune!

Ikast-Brande Kommune kom igår med en pressemeddelelse, hvor de skriver at de nu har etableret et samarbejde mellem Arbejdsmarkedsudvalget og Erhvervskontaktudvalgte som skal støtte ambitionerne for iværksætteri blandt jobsøgende. Det er et projekt som skal give de jobsøgende de bedst mulige forhold til at blive iværksættere og er et forløb på 50 uger der bliver tilbudt jobsøgende der har været tilknyttet Jobcenteret i mere end tre måneder.

Læs hele pressemeddelelsen fra Ikast-Brande Kommune

Jeg vil i den kommende uge prøve at kigge lidt nærmere på projektet, som jeg finder yderst interessant, da det vil kunne være med til at skabe vækst, via de mange kompetente jobsøgende, der pt står udenfor arbejdesmarkedet.

Håber du får en forrygende weekend og gør noget godt for dig selv.

 

Niels ReibSkrevet af

Niels Reib  – Ejer og Community Manager på Ledigidanmark.dk
Foredragsholder og konsulent
Reib Consulting

Kunne du li’ hva’ du læste, så del det med dit netværk :o)

3 Kommentarer

  1. Hej Alle på LEDIGIDANMARK.DK

    Først, tak til Niels for en god snak. Niels har selv skabt sit eget job, med networking som en af de vigtigste redskaber. Jeg er selv blevet inspireret af Niels tilgang til networking, hvor han proaktivt sætter ansigt på sine LinkedIN connections.
    Derfor vil jeg meget gerne bidrage med min viden på LEDIGIDANMARK.DK om, hvordan man skaber sit eget job. For mange er det det at skabe sit eget job en god, men teoretisk idé. Jeg vil gøre det MEGET konkret, så alle kan være med.
    At skabe sit eget job er i høj grad en måde at leve på. Det handler om hverdagen og derfor passer dette emne godt ind på LEDIGIDANMARK.DK

    Jeg vil skrive om Bevidst Networking, Autentisk Personlig Branding, Online Markedsføring, strategi, mentalitet mm. som konkrete redskaber, der hjælper dig med at udtrykke din personlighed, fortælle verden hvad du brænder for, og på den måde skabe dit eget job, der forhåbentligt kan gøre dig lykkelig.

    Glæder mig til at komme i gang med skriveriet.

    Go’ weekend
    Aske

  2. Rigtig god måde at opsummere ugen på og give viden videre, måske Stormvind låner sin form, håber det er ok Niels? Jeg ‘fylder også op’ med LinkedIn møder og oplever det altid som utroligt givende at netværke. Så næstengang du passerer Fyn giver jeg gerne frokost. God dag og tak for dagens post, Dorte

  3. Igen et godt indlæg fra Niels – LYT OG LÆR, eller blot bliv inspireret kan kun være nogle af de få ord og tanker der til stadighed flyver rundt i hovedet på mig – allerede tilbage til sidste år, hvor jeg bad mit Jobcenter (og senere andre) om at bruge networking, inddragelse af virksomheder og jobsøgendes kompetencer langt mere i arbejdet med jobskabelse fremfor hovedløs jobsøgning.
    Nytænkning og mod og fremsynethed præger åbenbart det Midtjyske og vist også København, men især Ikast/Brande går foran – LYT OG LÆR – lad alle inspireres, reflektere: Hvorfor gør vi som vi gør – OG HVORDAN KAN VI GØRE DET BEDRE?
    Kan vi ikke selv gøre det bedre – hvorfor så ikke drage nytte at viden udefra – som f.eks. Niels der med fingeren på pulsen skaber de bindeled, der kan medføre forandring – til det bedre!

Skriv en kommentar