Ledigidanmark.dk - Din hjemmeside til jobsøgning og karriere

17 dec 2012

Udvikling, mod og vedholdenhed skaber succes! Et tilbageblik på 2012

/
Skrevet af
/
Kommentarer2
/

Niels ReibSucces – hvad er det? Er det at tjene en røvfuld penge og kunne købe sig til en masse materielle goder, ferier eller andet?

Har du overvejet hvad succes er for dig?

Nu er det jo december og 2012, kapitlet i dit og mit liv, er ved at skulle rundes af. Jeg har brugt den sidste tid på at reflektere lidt over de ting der er sket gennem de sidste 12 måneder og jeg må sige, at jeg ikke i min vildeste fantasi havde troet, at hvad der startede med en lille blog hvor jeg bare gerne ville bidrage med de erfaringer jeg har draget i min tid som jobsøgende, i dag tæller 10 bidragsydere i form af 5 andre jobsøgende og 4 selvstændige inden for hvert deres felt, som bidrager med tips og værkstøjer der kan hjælpe jobsøgende på flere måder i hverdagen.

2012 har været en fantastisk rejse, det har været dragende, berigende, overvældende, lærerigt, spændende og udfordrende.

Hjemmesiderne – Ledigidanmark.dk & Aktiveledige.dk

At jeg for snart et år siden lancerede Ledigidanmark.dk fordi jeg gerne ville skabe fokus på velvære og håndteringen af hverdagen som jobsøgende, uden at have nogen som helst form for kompetencer, viden eller anden baggrund inden for området der omhandler hjemmesider, til at jeg i dag har denne side som jeg selv har bygget op fra grunden med lidt kompetent hjælpe fra mine fantastiske netværkskontakter, når det har været nødvendigt, fortæller mig noget om hvad man kan når viljen kombineret med nysgerrigheden og ønsket om at bidrage, kan føre til. Godt nok har jeg et mål om at jeg vil tillægge mig en ny kompetence om året men, på den konto vil jeg nok ikke behøve at tænke mere på det de kommende 3,4,5 år, med de kompetencer jeg har tillagt mig via denne udvikling der er sket inden for mit kendskab til hjemmesider. Så at jeg i dag har to hjemmesider, havde jeg på ingen måde set komme, da jeg sad her ved bordet for et år siden. Det har været lærerigt, udfordrende og spændende. Succes? Det er det i min bog.

Den udvikling jeg har tillagt mig, kombineret med den udvikling Ledigidanmark.dk har gennemgået de sidste 11 måneder, gør at jeg i øjeblikket bruger jeg et par nattetimer på at gøre et nyt layout klar til at rulle ud på siden, noget du som læser vil kunne få glæde af når du besøger siden fra nytår. Jeg glæder mig som et lille barn glæder sig til juleaften, til at kunne præsentere det nye Ledigidanmark.dk for jer!

Netværket – Menneskerne

Da jeg først blev jobsøgende tilbage i 2010 havde jeg ikke et særlig stort fagligt netværk. Mine kontakter på LinkedIn kunne tælles på 2 hænder, tror jeg havde syv kontakter og det var alle venner. I dag ligger der 10 kontaktanmodninger og venter på at jeg godkender dem og jeg har rundet de 400 netværkskontakter på LinkedIn, hvor af største delen er kommet i år.

For et år siden kendte jeg ingen af dem der bidrager på Ledigidanmark.dk med en undtagelse. Thomas Flindt og jeg boede for 15 år siden i nogle ungdomsboliger sammen, så vi var genboer og har ikke haft kontakt sidenhen. Men da Thomas dukkede op i en update, skrevet af en i mit netværk på LinkedIn, som roste hans bog ‘Go Arbejdsdag’, ja så måtte jeg jo have fat i Thomas og finde ud af hvad han rendte og lavede.

2012 har været berigende og overvældende med de kontakter jeg har fået i mit netværk siden jeg lancerede Ledigidanmark.dk. Skulle jeg skrive om alle dem der har gjort en forskel i 2012 for mig, ville det blive en alt for lang artikel, så jeg vil nøjes med at beskrive hvordan jeg har mødt de første bidragydere til Ledigidanmark.dk.

Pia Hemmingsen

Pia mødte jeg til min Fest For Fyrede (FFF) i Herlev tilbage i marts. Hun stod og fortalte om en netværksgruppe (Powerjobsøgerne) og efterfølgende faldt vi i snak og fandt hurtigt flere fælles interesser og Pia tilbød at bidrage til Ledigidanmark.dk, hvis jeg ville have flere til at skrive på siden. Dermed blev hun den første af de i dag 9 andre bidragsydere der efterfølgende er kommet på Ledigidanmark.dk. Det at der i dag er andre der bidrager på siden var ikke noget jeg havde tænkt over da jeg i januar lancerede Ledigidanmark.dk, men hvor er det fantastisk at de har beriget siden med deres skriverier også.

Linda Mylius Nielsen

I slutningen af marts dumpede der en mail ind fra en pige, der skrev hun længe havde gået med tanken om at skriv på en blog. Hendes baggrund var inden for beskæftigelse og fagbevægelsen, som jo var noget helt andet end Pia og jeg selv. Så jeg mødtes med Linda på en café inde ved søerne på Østerbro og efter et par timers snak blev vi enige om at Linda skulle begynde at bidrage til Ledigidanmark.dk også.

Lars Kristiansen

Lars og jeg mødte første gang hinanden til FFF i Herlev i marts, men det var først i slutningen af juni vi fik snakket om at han kunne skrive på Ledigidanmark.dk. Det var da jeg var ude hos Powerjobsøgerne og lave et oplæg og efterfølgende deltog i deres sommerfest. Her sad vi ved siden af hinanden og det viste sig at Lars havde gået og leget med nogle metaforer for jobsøgning og da jeg godt kunne lide den måde Lars forholder sig til tingene på, ja så tilbød jeg ham at bidrage til Ledigidanmark.dk. Det var han helt med på og der skulle ikke gå 3 dage før der lå 3 eller 4 artikler klar til mig fra Lars.

Pelle Esbensen

En søndag formiddag ringede telefonen, i den anden ende af 3G nettet var en fyr jeg ikke kendte. Han fortalte han havde fundet Ledigidanmark.dk via en Erland som han havde mødt til et arrangement (Erland havde jeg været på et 6 ugers kursus hos da jeg lavede Aktiveledige.dk). Fyren her var Pelle og han havde selv gang i et projekt som skulle være en form for anderledes aktør på beskæftigelsesområdet. Efter at have talt mit højre øre døvt, valgte jeg at invitere Pelle på en kop kaffe et par dage senere. For som det viste sig, så havde vi begge to et ønske om at bidrage til udvikling i beskæftigelsessystemet. Men vi kom fra to vidt forskellige baggrunde og vores tanker var meget forskellige, så tænkte det da nok kunne blive interessant også for siden at få en sådan karakter som bidragsyder.

Vores forskellighed har været en berigelse. Pelle og jeg har igennem de sidste 6 måneder haft rigtig mange sparringer på Skype og det var først i starten af november vi mødtes for anden gang. Meget surrealistisk når man tænker på de mange timers sparring vi har haft. Vi har snakket sammen 2-4 gange om ugen til tider.

Liste over dem jeg skylder stor tak for den forskel de har gjort i 2012.

Thomas Telving, Kommunikationschef ASE
Simon Bauer, Kommunikationschef Min A-kasse
Lars Nørgaard Graversen, min it-supersupportmand!
Susan Redder Bruun, Socialøkonomisk ildsjæl
Dorthe Fischer, Konsulent Jobcenter Frederiksberg
Tonny Mikkelsen, Konsulent Jobcenter Ikast-Brande
Kaare Danielsen, Direktør Jobindex
Dorthe Hemme Jensen, Teamleder Jobindex
Helle Uldbæk Sørensen, Can Jur
Dorthe Scott Jensen, Eventmaker
Jakob Skaaning, Journalist P1
Carina Heckscher, Netværksekspert
Thomas Flindt, Motivator og Forfatter
Tine Tangdal, Stresscoach
Lene Sheila Gjørup, Erhvervspsykisk konsulent
Morten Jacobsen, Ven gennem 28 år
Diana Carstensen, Spinninginstruktør der kan få mig op klokken kvalme
Erland Riis Lavsen, Direktør Tankevirksomheden
Knud Palsbro, tidligere konsulent Jobcenter Frederiksberg
Mette Krabbe Møller, Online Markedsførings konsulent Ikast-Brande Kommune

I har alle været med til at gøre 2012 en succes i min bog, TAK.

Jeg tror aldrig jeg på et år har mødt så mange mennesker som i år, det har simpelthen været fantastisk med alle de nye input og vinkler i har bidraget med, der har været med til at skabe grobund for hvad der er blevet en succes i min bog i år.

Foredrag

Det at tale foran en flok mennesker har jeg altid bildt mig selv ind at jeg ikke brød mig om. Det er så en af de ting som jeg også blev kastet ud i i 2012. En artikel i Søndagsavisen tilbage i marts kastede en invitation fra JobVision af sig og pludselig stod jeg der, foran ca 35 mennekser og skulle fortælle dem om min historie og hvad jeg havde gjordt for at få vendt en tid med depression og indlæggelse til en med trivsel, motivation og overskud.

Årets højdepunkter på den front har uden tvivl været mine oplæg til FFF. I Herlev i sommer jeg stod på scenen foran 500 jobsøgende og fortalte om motivationen for at lancere Ledigidanmark.dk. Det var en fantastisk oplevelse som gentog sig, da jeg også senere blev inviteret til FFF i Aalborg i september og igen stod på scenen denne gang foran 200 fantastiske Nordjyder.

Må sige at jeg fik set “frygten” i øjnene og har fået udfordret en indre barriere på den front i år. Endnu en succes i min bog.

08.15 Godmorgen – Live sparing på Google hangout

For et par måneder siden blev jeg inspireret til at lancere en ny idé. 08.15 Godmorgen blev til på baggrund af et Webinar jeg deltog i, noget jeg aldrig havde prøvet før. Her blev jeg inspireret af måden et webinar fungere på og brugte det meste af den efterfølgende nat på at udtænke en måde hvorpå jeg kunne gøre det brugbart for flere og derved skabe en nem måde at finde sparring med andre jobsøgende på.

08.15 Godmorgen fik allerede efter de første fire uger den første succes historie. Ved hjælp af sparringen og opbakningen Christian havde fået på de fire første morgen møder, kunne han fortælle at han havde landet den 8 ugers virksomhedspraktik som var det han havde arbejdet for at få som springbræt som nyuddannet.

Der skulle kun gå 3 uger efter Christian var kommet videre, før den næste forlod 08.15 Godmorgen, denne gang med en projektansættelse. Karina fik en sparring på et af onsdagsmøderne som hun løb videre med og fredag skrev hun til mig at hun skulle til jobsamtale den efterfølgende mandag. Da det blev mandag var Karina blevet ansat!! Det skal siges at hun i sidste uge, efter en uges arbejde, nu har skrevet under på en fastansættelse efter projektansættelsen. Det skal også siges at Karina har muskelsvind og er Flexjobber og derfor ikke kan arbejde på samme vilkår som andre, hvilket kun gør succesens sødme endnu mere tilfredsstillende.

Jeg kan ikke lægge skjul på hvor meget jeg forventer mig af dette 08.15 Godmorgen forum, det har været utroligt berigende, overvældende og nærmest dragende den måde inputtene og sparringen har flydt i mellem deltagerne.

Medier og presse

Thomas Telving gav i februar mit telefonnummer til en journalist fra Søndagsavisen, han ringede mig op og spurgte om han måtte bruge mig som case i en artikel han havde skrevet om det at blive fyret. Jeg sagde; ja – hvis også jeg må bruge dig. Det blev til en lille klumme i Søndagsavisen.

Jobindex bragte i marts en artikel om Ledigidanmark.dk

Linda deltog i april i sproglaboratoriet på P1 på baggrund af en artikel hun skrev på Ledigidanmark.dk, som også blev nævnt i æteren. Dagen efter fandt jeg ud af at der rundt om i Berlingske Mediers Lokalaviser florerede en artikel om Ledigidanmark.dk og mig. En artikel jeg ikke kendte til, så det var lidt af en overraskelse at blive ringet op af min mor der havde fået det af vide af min mormor.

Derud over har både Krifa og ASE bragt ting om Ledigidanmark.dk i deres nyhedsbreve og jeg blev i sensommeren kontaktet af Jakob Skaaning som jeg så via Ledigidanmark.dk hjalp med at finde nogle der ville deltage i den program serie P1 har kørt her i efteråret med fokus på de jobsøgende som falder ud af dagpengesystemet.

Jakob mødtes jeg med i september. Her fortalte jeg ham om at jeg for to år siden, de jeg selv var sygemeldt, forsøgte at finde ud af hvor mange jobsøgende der bliver sygemeldt. Hverken hos Arbejdsmarkedsstyrelsen, Danmarks Statestik, A-kasserenes Samvirke osv kunne de hjælpe mig med at finde disse tal. Jakob ringende til mig for et par uger siden og fortalte han havde fundet nogle tal på de “akutpakke ramte” som blev til et interview i P1 Morgen og på radioavisen på P4, da tallene viser at 5,1 % af de udfaldstruede i dag er sygemeldte.

For mig har denne øgede interesse for det jeg fra dag et har ville skabe fokus på, nemlig velværen og håndteringen af hverdagen som jobsøgende, blevet til en succes. For dette har ikke være noget som har haft en plads i debatten når den har gået på jobsøgning. Vi er der ikke helt endnu, der kan gøres meget endnu for at få mere fokus på at man som jobsøgende der har velvære og andet i hverdagen end jobsøgning, vil kunne præstere mere optimalt.

Det er ikke anderledes end for det “arbejdende” folk. Hvis ikke man trives i hverdagen, er der ingen der præstere optimalt.

2013 – mere succes?

Jeg er en af dem der står til at “flade ud af” dagpengesystemet til april. Men det er faktisk ikke noget der bekymre mig i hverdagen, for jeg har en styrket tro på at jeg nok skal have fundet min plads på arbejdsmarkedet inden da.

Jeg er bare spændt på at se hvad 2013 kan byde på. Når jeg er blevet spurgt om hvor jeg er om 1, 2, 3 3 eller 5 år, så er jeg holdt op med at spå om det. For med det år jeg har haft i 2012, kan jeg ikke forudse noget som helst. Jeg kan kun se frem til alle de spændende ting jeg ved vil ske på den ene eller anden måde og så er en ting er sikkert, jeg vil gøre mere af det jeg har gjort og jeg vil gøre det bedre.

Så kan 2013 vist ikke blive et helt skidt år.

Til sidst vil jeg ønske alle læserne på Ledigidanmark.dk en rigtig dejlig jul og lykkebringende nytår og jeg glæder mig rigtig meget til at kunne byde jer velkommen til det nye Ledigidanmark.dk i 2013.

 

Niels ReibSkrevet af

Niels Reib  – Ejer og Community Manager på Ledigidanmark.dk
Foredragsholder og konsulent
Reib Consulting

Kunne du li’ hva’ du læste, så del det med dit netværk :o)

2 Kommentarer

    1. Tusinde tak Vibeke.
      Jeg er noget overvældet over de ting der er sket siden jeg lancerede Ledigidanmark.dk i januar. Havde på ingen måde drømt om at alle disse ting skulle ske.
      Du må også have en rigtig glædelig jul og et fantastisk 2013!

Skriv en kommentar