Ledigidanmark.dk - Din hjemmeside til jobsøgning og karriere

16 jan 2013

Ud af krisen: Er vi bange for nytænkning og “anderledes”?

/
Skrevet af
/
Kommentarer0
Klaus Boyhus

Klaus Boyhus

Krisen er vores mulighed for at skabe nyt og anderledes, men mange er bange for “ANDERLEDES”?

At blive mindre bange for anderledes, tror jeg, vil være en god vej ud af krisen. Det betyder ikke nødvendigvis at det gode gamle, som i de gode gamle dage, er noget skidt. Jeg synes det er meget af det gamle som er godt, men måske kan vi bare PRØVE at bruge det på en anden måde.

Derfor har jeg skrevet nedenstående – som en opfordring og udfordring til danmarks befolkning.

Nytårstalen 2012-13
Åbent brev til Regeringen, Folketinget. Den danske befolkning og erhvervslivet.

Kære Statsminister Helle Thorning Schmidt, kære Beskæftigelsesminister Mette Frederiksen, kære Børne- og Ungeminister Christine Antorini, kære Økonomi- og Indenrigsminister Margrethe Vestager m.fl.

Helles Nytårstale har mange elementer, der støtter sig godt op af mange af mine holdninger og teorier i forhold til at komme ud af denne krise, og til at vi mennesker ser på vores egen eksistens og berettigelse til at gøre indflydelse på vores omgivelser. Tid til at gøre op med fordums tiders dumheder, og det går jo bare så godt, så det skal nok gå alt sammen.

Helles Nytårstale afstedkom dog også en prompte reaktion fra et sted bag mig (og i mit eget baghoved):  ”Jeg vil meget gerne tro på alle de ord, men jeg vil hellere se noget Action – at det kan blive til noget!” – blev der sagt med en sund portion skepsis.
Og det kan jeg også føle – desværre i min ellers så store tiltro til mine medmennesker – at det kan blive svært at omvende folk, der har smagt den søde frugt af det økonomiske opsving. Og som nu har svært ved at skulle sluge det bitre, fordi spekulanter, kommuner og stat red på en bølge af svulmende optimisme op til det økonomiske sammenbrud. Det gik så godt, at jeg tror FÆLLESSKABET røg sig en tur på gulvet sammen med det gamle fjernsyn, og der i stedet blev et MIG- og MIT-syn, som skal tilfredsstilles først, som kommer i første række.
Jeg synes, at jeg ser det hver dag i trafikken, i byen, på www, i radio/TV og i debatter. Jeg hører det fra familie, venner, naboer osv.

Vejen ud af krisen

Jeg tror, at når der skal tales om fællesskab, så skal der være meget fokus på det nære. Vores lokalsamfund skal bygges op til at indeholde fællesskabsfølelse og ærlighed, der så kan brede sig ud i verden – eller blot over kommunegrænsen. Så kommer der en øget ansvarsfølelse for fælles ting og beslutninger. Vi tør noget mere, når vi har baglandet i orden (lokalsamfund og familie). Så tør vi bruge flere penge, vi tør sige goddag til fremmede, vi tør sende vores børn i skole på cykel eller til fods osv.
Vi tør investere i vores lokalsamfund. Og vi tør tro på, at vore politikere og embedsmænd fører en fornuftig og ansvarsfuld politik.

Det er godt at se fremsynet hen imod der, hvor pengene er. Lad os dog bare håbe, at det ikke er risikable eventyr som vores eget økonomiske boom (og fald), men være realistiske og have solide økonomiske forretninger med solidt afkast. Det skal selvfølgelig ikke være en stopklods for at forfølge muligheder for gode investeringer. Uddannelse og viden om ledelse/arbejdsmiljø (og produktivitet), om ligebehandling, om diskrimination, og hvordan dette skrues godt sammen er også omsætningsmuligheder.

Og det nære og personlige skal selvfølgelig ikke være en stopklods for den teknologiske udviklings mange muligheder. Vi skal bare passe på, at vi ikke bliver slaver af denne udvikling. Så vores fornuft og hjerners overmagt (udviklingen) hele tiden tager styring. Hvis udviklingen får taget i styringen, så frygter jeg endnu mere stress og jag, hvor der ikke er mulighed for den nødvendige hvile til ører, øjne og hoved, og vi får endnu flere, måske især unge uden arbejde, der må den tunge vej gennem stress og muligvis depression og mange og lange kampe for at komme tilbage på sporet. Hvis de fantastiske muligheder får lov til at overstyre mulighederne for de nære sociale kontakter, så splittes fællesskabet uden mulighed for den udvikling der ligger i mødet mellem 2 mennesker.

På danske arbejdspladser higer medarbejdere ikke nødvendigvis efter mere i løn – nej de higer efter anerkendelse, efter tryghed og ledelse der er synlig og som kan vise vejen.

De higer efter at kunne modtage ros uden at tænke på, at der altid kommer noget dårligt lige bagefter. De higer efter at turde tro på, at ledelsen synes de gør det godt nok. De higer efter en ledelse der ikke lægger skylden for krisen og for dårlige regnskaber over på medarbejderne. De higer efter ledelse, der er deres ansvar bevist – som tager medansvar for de svære tider, som tør lytte til medarbejdere og give plads til nytænkning. Higer efter ledelse der tør og kan sammensætte kompetencer og styrker til at yde bedre.

Utryghed og utilfredshed skaber ikke godt arbejdsklima. Det skaber ikke lyst til at gøre en ekstra indsats. Det giver ikke lyst til at komme med gode ideer til forbedringer i produktionen, i sagsbehandling mv.. Det giver både psykiske og fysiske arbejdsskader. Det giver uro på hjemmefronten. Det giver ikke fred og ro til at voksne og børn kan udvikle sig sammen, men risikerer at de glider fra hinanden med modgang og strid til følge.

Det spreder sig til vores børn, som med håb og tro på sig selv, tro på det gode, på mulighederne – bliver forvirrede, bliver desillusionerede – så de føler, at det kan også bare være lige meget.
Oplever de det både hjemme og i institution, skole eller uddannelsessted, hvilken fremtidig medarbejder har vi så fremavlet? Hvilken person risikerer vi at slippe ud på arbejdsmarkedet, til ledighed eller måske til kriminalitet?

Så kan det være svært at snakke fællesskab og omsorg.

Fælles ansvar

Der findes mange gode arbejdspladser. Der findes mange gode børneinstitutioner, skoler og uddannelsessteder – det kan og skal andre lære noget af.

Der findes steder med god forvaltning, som borgerne har tillid til. Det kan og skal andre lære noget af.

Har vi råd til andet?

Det glæder mig, at der i Statsministerens Nytårstale syntes at være oplæg til (næsten) 100 % ungdomsuddannelse. At der skal være plads til ALLE og ikke kun de 95% der er lagt op til i dag! Med tanke på det søde opsving fra før og vores nuværende krise ser og hører jeg desværre steder, hvor det med at give plads til andre, ikke bliver gjort helt så flinkt, som man kunne ønske sig, med deraf tab og spild af uddannelsesressourcer – men ikke mindst tab af menneskelige energier og drive. Der skal FOKUS PÅ FORSKELLLIGHED, så vi kan lære noget af hinanden i stedet for at mobbe hinanden.

Det gælder også på beskæftigelsesområdet og i offentlige institutioner, hvor der skal gøre brug af mere vidensdeling. Og FOKUS på forskelighed. Og FOKUS på ledelse, hvis vi skal se forbedringer i sygefraværsstatistikken, på antallet af stressede mennesker med deraf mulighed for Hash eller andet misbrug, på antallet af langtidssyge og fortidspensionister, hvor trivsel, arbejdsglæde og omsorg for hinanden gør os gladere og mere langtidsfriske.

Det kan vi sælge til hinanden og til udlandet. At vi kan anerkende, at vi er forskellige og har forskellige styrker, hvor vi har lagt fordomme bag os, hvor vi kan tale pænt til hinanden og om hinanden. Hvor vi også kan tillade os at sige fra, hvor alle har lov til at fremføre sine holdninger og meninger.
MEN – Vi har et stykke vej endnu!

”Hvad gør vi rigtigt?” blev der spurgt. Dertil vil jeg gerne tilføje; ”KAN VI GØRE DET BEDRE ENDNU?

JA DET TROR JEG – og jeg glæder mig til at se det!

Jeg glæder mig til at se omtale om mobning, dårlig ledelse, ligebehandling, chikane og overfald og diskrimination blive mindre til sidst, blot for kun at bliver taget op for ikke at gå i glemmebogen.
Dertil er vi nok stadig for meget Homo sapiens – vi skal holdes på sporet – uden om æblet i Edens have?

Og jeg glæder mig til at se politikere gå forrest, når vi skal til at snakke lønnedgang, besparelser og styrkelse af konkurrenceevnen til udlandet. Når vi skal til at snakke om at beholde danske arbejdspladser på danske hænder.

Og jeg glæder mig til at arbejde med beskæftigelsesområdet for at få et tættere og mere givtigt samarbejde (Brobygning) mellem Virksomheder, Jobsøgende, Jobcentre og Uddannelse.

Læs eventuelt også 

Davids kamp mod Goliat

Forholdet mellem ledighed og selvledelse

Første januar 2013 – Et nyt år og et nyt Ledigidanmark.dk

Med venlig hilsen

Klaus Boyhus

Kunne du li’ hva’ du læste, så del det med dit netværk :o)

Skriv en kommentar