Ledigidanmark.dk - Din hjemmeside til jobsøgning og karriere

11 jun 2012

Stress – hvorfor finder vi os i det?

/
Skrevet af
/
Kommentarer10
/
Pia Henningsen

Pia Henningsen

Det er ikke så længe siden at jeg var til et meget spændende foredrag, der berørte et emne, der er meget oppe i tiden – og som diskuteres heftigt – dog – som jeg fornemmer det – uden at der egentlig bliver taget alvorligt nok fokus på det – nemlig: Stress!

Stress – hvorfor finder vi os i det?

De seneste dage har det været fremme i medierne, at ca. 25 % af arbejdsstyrken slås med en eller anden form for stress – mest relateret til jobusikkerhed – men tilsyneladende gør langt de fleste ikke noget ved symptomerne, netop fordi de er bange for at miste jobbet.

Jeg har selv kontakt til et jobsøgningsnetværk – og jeg kan se, at der også dér er rigtig, rigtig mange, der er og/eller har været ramt af stress. Jeg har ikke det nøjagtige tal – men mit umiddelbare gæt er, at det p.t. er omkring 40 % af styrken i netværket, der på den ene eller anden måde har været ramt i større eller mindre grad – og er endt med at blive fyret, fordi de i en periode ikke har været i stand til at passe det arbejde, der rent faktisk gjorde dem syge.

Ligeledes har jeg i allernærmeste kreds set nære og kære gå ned med stress indenfor de seneste +- 12 måneder. Mennesker, som jeg altid har anset for at være enormt stærke, rodfæstede i det de står for, dygtige og normalt meget velafbalancerede, er blevet afsporet i deres dagligdag, med sygemeldinger og midlertidig nedsat arbejdstid til følge. Jeg synes det er skræmmende – for stress rammer alle steder.

Erkendelsen

’Stress er bare sådan et modeord, fordi det lyder smartere end at sige man har travlt’ er holdningen hos mange – og jeg har endda hørt ordene udtalt af min kære far, der i en alder af snart 76 stadig er erhvervsaktiv – tror han kan klare det samme som da han var 36 – og i virkeligheden ER hamrende stresset – uden at ville erkende det.

Og erkendelsen – eller mangelen på samme, er dét, der får os mennesker alt for langt ud, når vi bliver ramt af stress – og ikke formår at sige fra i tide. Vi tror vi er supermennesker, der kan klare det hele – men sandheden er, at imens vi forsøger at klare det, der giver os stress – så bliver de ting, som kunne give os lidt kvalitet i livet, ting, som vi betragter som perifere og uvæsentlige – fordi overskuddet er brugt og vi ikke magter at se det energigivende i det nære og positive.

Jeg har selv været ramt af stress – af to omgange og under to forskellige forudsætninger. Første gang var det mest af alt kulminationen på, at jeg et par år forinden havde mistet min mand – og været rigtig stærk i processen – så stærk, at jeg formodentlig har overhørt en masse indre stemmer, der har sagt til mig, at jeg skulle mærke efter i sorgen. Da jeg så blev lokket til at tage et ’rigtigt spændende job med store udviklingsmuligheder’ (fakta: Rutinearbejde, som man kunne lære en dresseret abe), knækkede min film og jeg måtte ned og bide så meget i græsset, at jeg fik jordsmag i munden. Det tog mig godt og vel 15 måneder at blive nogenlunde menneske igen – og komme videre. Jeg fandt så et job, som jeg troede var JOBBET – endda i en branche, der er spændende og som jeg dybest set brænder meget for. For det så ikke skal være løgn – som man siger på bredt dansk – så viste det sig, at fra allerførste dag havde chefen et horn i siden på mig – på trods af, at han selv havde ansat mig. Jeg fik aldrig nogensinde en funktions- og arbejdsbeskrivelse, ej heller fik jeg en fornuftig dialog med chefen om, hvad han forventede af mig. Hver gang jeg forsøgte at booke ham til one-on-one møder – som han vel og mærket havde med resten af sine nærmeste medarbejdere – gjorde han alt for at smyge sig udenom – gav tydeligt udtryk for, at han ikke gad høre på mig. Han gav mig aldrig besked om sammenhænge i opgaver han forventede jeg skulle lave – oftest i samarbejde med andre fra management gruppen – med hvem han selvfølgelig havde diskuteret detaljer. Han beskyldte mig for at være inkompetent, ikke at kunne se sammenhænge, generelt være dårlig til mit arbejde – ikke leve op til hans forventninger (som han jo ikke ville fortælle mig, hvad var) osv. Listen er uendelig – og inde jeg skriver, hvad konsekvensen heraf var, vil jeg lige understrege, at jeg indtil da ALTID i min karriere har fået stor ros for mit arbejde og ofte har været den, der har været ’trouble-shooter’ når ting gik i hårdknude – fordi jeg var god til at se sammenhænge!

Når din krop først har været udsat for stress

Anyway: Nu er det jo sådan, at når din krop først har været udsat for stress – og måske endda med en depression til følge – så ligger det latent i din krop. Jeg var godt klar over, at jeg var i farezonen – det kunne jeg jo mærke – men samtidig gjorde min faglige stolthed, at jeg – forgæves – kæmpede for at bevise, at jeg KUNNE – at jeg var GOD NOK – at jeg ER en dygtig pige. Lige meget hjalp det. Til gengæld betalte jeg den højeste pris: En dag blev jeg så syg på mit arbejde at jeg måtte søge læge akut – hvorefter jeg blev kørt på hospitalet med fuld udrykning – og først kom hjem 3 ½ måned efter. At jeg i det hele taget kom hjem i oprejst tilstand – og ikke på langs med fødderne først, er mere held end forstand. Jeg havde fået hul på tyndtarmen..hvilket er livstruende – og overlevede med nød og næppe. Behøver jeg at sige, at et af de steder stress sætter sig er i mave-tarmsystemet! Og behøver jeg at fortælle, at jeg som tak fik en fyreseddel af firmaet?

Men ved I hvad: Jeg er bare fuldstændig ligeglad med den fyreseddel – eller: Jeg er faktisk ret glad for den fyreseddel. Først og fremmest fordi jeg tror på, at vi får, hvad vi beder om – og jeg havde i min hospitalsseng ligget og bedt om, ikke at skulle tilbage til det job. Samtidig tror jeg på, at når der er en dør, der lukker sig, så er der en anden, der åbner sig – vel og mærket når vi lægger mærke til at den er blevet åbnet – men i den mellemliggende tid gælder det så om at få det bedst mulige ud af de kort, der for en periode er givet os på hånden.

Men: Lige i øjeblikket bruger jeg rigtig meget tid på at prøve og forstå, hvad det er, der får os mennesker til at acceptere at vi bliver kørt helt derud, hvor vores arbejdskæde hopper af!

Først og fremmest tror jeg det er fordi danskere identificerer os selv og hinanden på, hvad vi laver frem for hvem vi er. Det et første vi spørger om, når vi i sociale sammenhænge bliver sat sammen med mennesker vi ikke kender er: ’Nå, hvad laver du så’. Hvor mange har nogensinde spurgt et fremmed menneske: ’Nå – hvem er du så’? Kunne det ikke være skægt at prøve dét, næste gang muligheden foreligger? At prøve at overvinde dig selv – samt se modpartens reaktion? Mit bud er, at det udelukkende bliver positivt.

Dernæst tror jeg også, at vi har en samfundsskabt angst for at skulle opgive vores velstand – vores – måske – alt for store boliger, to biler, ferier og lignende. Men hvorfor? Hvorfor er vi så bange for et eventuelt prestigetab? Hvis vi kun er noget værd som mennesker i relation til dem, vi tror, er vores venner, hvis vi er fuldstændig med på beatet – er det så værd at færdes i det miljø? Er det sundt for vores mentale tilstand at basere vores venskaber på basis af materielle goder? Nej vel! Jeg ved da ihverttilfælde, at jeg som ung og håbefuld bankelev lærte at tale budgetter med kunderne ud fra det faktum, at de skulle tage højde for deres udgifter i tilfælde af, at der kunne komme en arbejdsløshedsperiode. Det er vist et meget sundt aspekt at have med i overvejelserne, når der skal kigges på det økonomiske liv.

Hvad er den dybere forskel?

Og hvorfor finder vi os i, at andre voksne mennesker behandler os respektløst og forlanger at vi kører os selv helt ud, hvor vi ikke kan bunde? Er det fordi det er din chef, at du ikke tør sige imod – og fra? Hvordan ville du have reageret, hvis det var din ægtefælle, der behandlede dig på den måde? Så er jeg ret sikker på, at du for længst havde sagt fra og sat vedkommende på porten. Er det virkelig fordi du er bange for at miste en indtægt – og er det dit helbred værd? Fint nok – men tænk lige på, at du reelt også mister en indtægt, hvis du siger fra overfor en ægtefælle og beder vedkommende skrubbe hen hvor pebret gror. Hvad er den dybere forskel? Den er ikke så stor, vel?

I mit fremtidige job vil jeg helt sikkert ikke have problemer med at sige fra. Jeg ved også, at det ikke bliver nødvendigt, for jeg mærker meget dybt efter, når jeg går til samtaler – stiller de rigtige spørgsmål – og véd, at den helt rigtige arbejdsgiver også kan besvare spørgsmålene til min tilfredshed.

Mit bedste råd til dig, som måtte læse dette – og som har været eller er ramt af stress – er, at du skal først og fremmest søge hjælp. Dernæst skal du være ærlig om din situation, så du kan få omverdenens hjælp og støtte. Du skal erkende din situation og acceptere at du måske lige netop i dag ikke har lyst til andet end at se TV eller høre musik – men alligevel skal du også forsøge at have fokus på dit velbefindende. Sørg for at få lidt sund mad – sørg for at få lidt frisk luft og motion – om det så bare er en tur ud i haven og rundt om huset.

Husk at have fokus på dig selv – og husk at det er OK at sige fra her i livet – i ALLE sammenhænge!!!!

Pas godt på dig selv.

Husk at smile

Skrevet af 

Pia Henningsen

Kunne du li’ hva’ du læste, så del det med dit netværk :o)

10 Kommentarer

  1. søren

    Jeg har været igennem samme tur, som du har været, forskellen var bare jeg fik en blodprop, og hjerteoperation, det er trist så mange som ender ud på den måde. Arbejdsgiverne mangler uddannelse i behandling af medarbejdere.

    Der er ikke mange som tør at sige nej, i krise tider, da de forbinder material goder, som deres måde, at fremvise omgivelserne, at de har rigdom, trivsel, og et godt liv, og ikke kan tåle at tabe ansigt overfor familie, og deres omgivelser.

    Men hvad de opdager efter alvorlig sygdom, og arbejdsløshed, er at den nyeste bil, eller mobiltelefon, bytur, eller det nyeste skrig af TV og bolig er ligegyldigt. Dem som aldrig har oplevet, eller været igennem det selv, forstår ikke mennesker som ikke synes det er verdens nummer 1 at have alle disse ting.

    Jeg fokusere mere på sundhed, og motion, og tænker over hvad man spiser. Jeg skal dog ikke kigge længere end over hækken, før jeg ser mennesker som stadig kører sig selv ned, da de fokusere på material goder.

    Lige for tiden er der stor fokus på hvem som kan få den bedste sommerferie med luksus pool, og total planlagt flyture rundt i verden. Folk stresser rundt, og praler med hvor mange tusinde de skal nå at brænde af på 2-3 uger. Og det første der sker, når de kommer hjem igen, er at de er stresset, og opkørt, fordi de nu skal kæmpe de næste mange måneder, på at tjene de penge hjem igen, og få endnu mere stress i kroppen, bare fordi de ugers ferie de nu holder, skal være total spækket med material goder, og når det kommer til stykket, så tror jeg ikke de har lyst til at tænke på den dyre lejebil, eller hotel, bagefter.
    Næ det er sådan set kun maden og oplevelserne, som bliver fortalt om efter deres ferie,

    Forventningerne, både på og uden for et job, skal reguleres mere, Det er ikke underligt, sygdom, og stress følger mennesker, og så skal vi blive bedre til at erkende, vi har alle begrænsninger, det er bare trist man først lærer det, når skaden er sket.

    Hvis du har et job, og en chef presser dig gentagne gange, hver eneste uge, til at påtage dig mere og mere arbejde, så sig fra, og argumenter hvorfor du siger fra, så de rent faktisk forstår, hvorfor du som ene mennesker ikke kan nå mere i din arbejdstid, og lad være med at have dårlig skyldsfølelse, for der er ingen som kommer og takker dig, for at have siddet begravet i ting som du ikke kan nå. Alle har prøvet overarbejde, på arbejdsmarkedet, og givet den en skalle ekstra i presset perioder, men derfra til så at opgive sit eget livs sundhed, og selvrespekt, almindelig fornuft, må være grænsen.

    Hvis ikke arbejdsgiveren vil, eller kan forstå det, så er det på tide, at finde nye græsgange.

    1. Det er sjovt at vi som mennesker mange gange først skal ned med nakken og ramme bunden, før vi lære og indser hvad livet egentlig handler om. Kan kun give dig ret i det du skriver Søren.

  2. Kære Pia – tak fordi du tager et så relevant emne op og åbent fortæller din historie. Jeg kunne ikke være enig med dig! Har selv været igennem stress og det der følger med og har valgt at være åben omkring det (min historie kan læses på min blog http://www.selmakjaerbo.dk) Men det er som om det stadig er tabu? Og min oplevelse er at arbejdsgiverne ikke aner hvad de skal stille op? Og det ved vi oftest heller ikke selv? Jeg har selv haft stor glæde af motion og sund kost, men især mindfulness har været et uvurderligt redskab til at “finde mig selv igen”

    Jeg undrer mig over samfund vi har bygget op, hvor vi oftest bliver målt på hvad vi præsterer frem for at blive anerkendt for hvem vi er?

    1. Melder mig til koret af dem der har haft glæde, og fortsat har glæde af, mindfulness og motion… (skal lige finde den sunde livsstil frem igen)
      Mindfulness har haft en rigtig stor betydning for mig og min vej tilbage og det kan kun anbefales at man stifter bekendskab til det, hvis man er stresset og ikke føler man har sig selv med i det man foretager sig.

  3. Jeg kan kun skrive – endnu en gang: Lad os lære at acceptere hinanden som mennesker udfra vores værdier – og IKKE for hvad vi laver. Det kan godt være, det koster ‘dyrt’ at sige fra – fordi vi risikerer at miste et job – men i min verden er den højeste pris at betale, når vi betaler med helbreddet. Når vi er i situationen med en sygemelding i form af stress, så kan jeg kun give jer ret i, at det gælder om at fokusere på kost og motion – og så gælder det da så sandelig også at fokusere på DIG SELV og dine behov. Stress skal være positivt – og kunne forbindes med at have travlt på den sjove måde….Det skal ikke være en sygdomsfremkaldende faktor.

  4. amen til det med mindfulness – og iøvrigt et rigtigt godt indlæg 🙂
    Jeg tænker dog over det du skriver, som jeg også altid selv har sagt, med at når først man har været stresset en gang, så ligger det latent i kroppen. Men for nylig læste jeg at Majken Matzau skrev at det ikke er fordi vi bliver stækkede af at have været nedbrudt af stress, men fordi vi lige pludselig kan MÆRKE os selv. Og at vi faktisk bare aldrig har kunne holde til så meget før, men det ignorerede vi.

    Det synes jeg er en interessant måde at anskue det på! 🙂

  5. Hej Anja
    Det er en rigtig interessant betragtning, som jeg ikke er uenig i. I det hele taget synes jeg det er vigtigt at vi giver os tid til at mærke os selv i en hektisk hverdag. For mig er meditation et af værktøjerne.
    Kh
    Pia

  6. Anonym

    Hej til jer alle.
    Jeg har altid levet sundt og fået megen motion. – Men jeg mistede overskuddet til det, da mit “stresseri” startede – og kom først igang igen ca 1½ år efter “jeg ramte bunden” . Der var ting, der for mig var mere overskuelige at komme i gang med. Og da jeg havde det dårligst kunne jeg slet ikke gå ud (bange for at møde andre & kunne slet ikke tage det skarpe naturlige lys udenfor)

  7. Kære Anonym
    Det er en meget naturlig reaktion, du har været ude for. Jeg har prøvet næsten det samme…Har ‘bare’ siddet i min lænestol i min pyjamas – uden at være i bad i et par dage (folk, der kender mig, ved hvor pedantisk jeg er med mig selv og mit udseende). Jeg kunne gå i panik over at skulle være sammen med mennesker, hvis jeg skulle købe ind – jeg orkede ikke at gå de 300 m ned til svømmehallen – endsige svømme bare 15 minutter….Jo, det er bestemt ingen spøg at have stress….

  8. Hej Pia, tak for at du ville dele din historie.

    Og jeg giver dig så meget ret i, at arbejde har alt for stor en værdi i vores samfund. Hvorfor skal vi identificere os med vores arbejde eller mangel på arbejde? Der er i Danmark brug for et meget mere nuanceret menneskesyn, en mere bred værditænkning.

Skriv en kommentar