Ledigidanmark.dk - Din hjemmeside til jobsøgning og karriere

12 jul 2012

Sommer, sol og jobsøgning

/
Skrevet af
/
Kommentarer0

Linda-nu-i-jobOk. Jeg skal være ærlig. Det som fylder mest i mine tanker lige nu er vejret, Tour de France og trang til sol og ferie. Men selvfølgelig tænker jeg også på jobsøgning og ledighed…

Således har jeg efter inspiration fra venindes veninde og et godt glas hvidvin (som jeg for første gang i mit liv er blevet helt vild med sammen med oliven, hvorfor jeg er i overvejelser omkring, hvorvidt det skyldes, at jeg er blevet (mere) voksen a la når man lærer at spise sild eller om det er en slags hormonel forandring… I don’t know) besluttet mig for en ny sommer jobsøgnings-strategi.

Sommer, sol og jobsøgning

Som jer, der har læst med, ved, skal jeg søge jobs hele sommeren … som de fleste andre ledige, men derfor kan jeg vel godt have ondt af mig selv! Min nye strategi er: tæppebombning + være mig selv.

Denne sommer vil jeg søge en uopfordret ansøgning hver dag til et sted, hvor jeg virkelig gerne vil være (altså a la virksomhed ikke land, strand, by og den slags). Men jeg vil ikke researche. Skrive om og om og om. Sende ud til gennemlæsning hos andre. Ej heller bruge diverse metoder eller noget. Det har jeg gjort. Det virker tydeligvis ikke.

Nu vil jeg prøve at være mig selv og sende mindst fem ansøgninger om ugen (minus denne uge, hvor jeg først er blevet klar til metoden i dag, hvorfor det så bliver til 2).

Tanken er at prøve noget nyt. Nå mere. Og forhåbentlig blive mindre ked af det. For er der noget jeg ikke gider være denne sommer, så er det afslags-ked-af-det. Det går bare ikke, når pigerne er hjemme og jeg ikke kan gemme mig under dynen. Selvom det godt nok ville passe helt utrolig godt sammen med Tour de France…

Det andet som jeg har brugt min tid på denne uge er en debat på LinkedIn i forhold til det ‘nye’ tiltag på jobnet.dk om, at man skal tjekke ti job om ugen, fremfor bare at trykke på knappen ‘jeg søger job’ eller hvad den nu hed.

Jeg må sige, at jeg synes, at det er fint. Jeg føler mig på ingen måde chikaneret. Faktisk ser jeg det som en service. I modsætning til mange andre – kan jeg forstå. Der er for mig ganske mange relevante stillinger. Og så selvfølgelig dem, hvor man tænker, at det er nok bedst for Danmark og folket, hvis det ikke er mig, der får den stilling : – ) Men alligevel. Det er faktisk én af de jobsøgnings-agenter, hvor jeg føler mig mest forstået.

Hos flere andre jobsøgnings-agenter er det så tydeligt for mig, at forestillingen om, hvad magistre kan og vil arbejde med er helt ude af trit med tiden og virkeligheden. Forsker, undervisere og en klat kultur. Tre kategorier jeg ved gud ikke skal røre ved … ikke at jeg ikke gerne ville noget med f.eks. kultur, men jeg ville da nærmest være til grin, hvis jeg søgte og ende med at blive hængt op på væggen i frokoststuen til evig morskab. Nej tak.

Nuvel, det debatten primært kom til at handle om, er det frustrerende ved at modtage alle de mange ikke relevante stillingsopslag og det er faktisk en vinkel, jeg aldrig har haft på det. Jeg klikker jo bare væk, trækker lidt på skulderen og hvad så!

Det der bekymrer mig er, at jeg ofte – selvom jeg synes, at jeg søger og søger – får tilsendt relevante stillingsopslag fra venner, som jeg ikke selv har fundet. Det er derfor, der er noget galt med systemerne. Vi SKAL kunne finde hinanden. Ellers er det jo ligegyldigt.

Så hvis nogen, der kender nogen, som kender nogen som arbejder med jobnet.dk, i AMS eller lignende som kan sige det her videre, så vil jeg godt foreslå, at man sætter penge af til at udvikle en kategoriseringsmodel, hvor alle jobjægere kan ‘finde’ sig selv. Derudover skal man systematisere og styrke indsatsen for at få virksomhederne til at krydse rigtig af. For godt nok kender jeg ikke den side af systemet, men jeg har på fornemmelsen at det er her noget er gået galt.

Nuvel, jeg kan hverken gøre fra eller til, men i solen/regnen (alt efter, hvornår du læser…) citere Oehlenschläger ‘De higer og søger, I gamle Bøger, I oplukte Høie, Med speidende Øie, Paa Sværd og Skiolde, I muldne Volde, Paa Runestene, Blandt smuldnede Bene.’ … men de fandt aldrig guldhornene. Lad os håbe, det ikke går så skidt med jobsøgningen : – )

For de nørdede ud i metaforikker, vil jeg da lige tilføje, at  guldhornene blev omstødt ganske få huse fra der, hvor Oehlenschläger skrev sit digt – samtidigt! Hmm… det kan man jo så reflektere lidt over.

Skrevet af

Linda Mylius Nielsen

Læs mere om Linda

Skriv en kommentar