Ledigidanmark.dk - Din hjemmeside til jobsøgning og karriere

17 nov 2014

Skriv en god ansøgning eller løs en spændende opgave

/
Skrevet af
/
Kommentarer7
/

Skriv en god ansøgning eller løs en spændende opgave – Hvad vil du helst?

Niels Reib - Skriv en god ansøgning eller løs en spændende opgaveDu har sikkert skrevet mere end en god ansøgning og sikkert et hav af dem i din tid som jobsøgende. Nogle har du været til samtale på, andre har du slet ikke hørt noget på, fra virksomheden du søgte hos…

Hvis du kunne vælge, hvordan ville du så helst kvalificere dig til de jobs du søger? Skal det være motivations konkurrencen i ansøgningerne eller vil du hellere bevise dit værd, allerede inden du bliver ansat?

Lad os lige lege med tanken om, at du som jobsøgende ikke skulle skrive ansøgninger. Fantastisk tanke ik’?!? Du bliver i stedet sat til at løse en opgave, som virksomheden, der søger, står overfor. Ville du så ikke, i langt højere grad kunne sætte dine kompetencer i spil, og vise et langt bedre og nuanceret billede af, hvad du reelt kan?

Jeg kunne godt tænke mig at udfordre den gængse måde at tænke rekruttering på, og vil rigtig gerne høre din mening… Hvad siger du?

Viser din ansøgning og dit CV, hvad du VIRKELIG kan?

Her kunne jeg godt forestille mig, du lige nu sidder og tænker; NEJ egentlig ikke. Jeg er meget mere end hvad mit CV afspejler og hvad der kan skrives på en side i en ansøgning… Men hvad siger du? Viser din ansøgning og dit CV, hvad ud virkelig kan?

Bliver en ansøgning ikke hurtigt en konstrueret salgstekst, hvor dem der er ordjonglører ofte vinder den konkurrence, selvom de måske langt fra er bedst til det job, der skal besættes?

Der er rigtig mange, som har en mening om hvordan du skal skrive dine ansøgninger. Du skal vise drive og motivation. DØØØHH… Selvfølgelig er du motiveret, hvis du søger!! (eller er du, med de regler der i øjeblikket er gældende for ledige i danmark?).


Du skal skrive, så du fanger modtageren og bruge de rigtige buzz-words, specielt hvis du skal komme igennem den automatiserede screeningsproces, som flere større virksomheder bruger. Men selvom du får skrevet en god ansøgning, viser den så hvad du kan? Næppe vil jeg tro…

Hvad hvis nu du i stedet kunne lade dine konkrete kompetencer tale og indgå i en reel opgave?

Løs en reel opgave…

… og vis hvad du kan!

Forestil dig du sidder og læser et spændende jobopslag. Du kan virkelig godt se dig selv i den stilling, som er beskrevet og trykker på linket: SØG JOBBET!

I stedet for at blive videresendt til en ansøgningsformular, får du nu i stedet en opgave du skal løse inden for et bestemt tidsrum. En opgave der kræver forberedelse, brainstorm, research og alt det, som det kræver at løse en reel opgave. Du får simpelthen mulighed for, at vise hvad du kan og arbejde på en konkret opgave, og hvem ved, måske laver du den løsning, som giver dig jobbet.

Kunne det ikke være en super cool måde at søge job på, hvis du kunne få mulighed for at vise, og ikke mindst bevise, dit værd, uden at skulle igennem motivationskonkurrencen ved at skrive ansøgninger?

Tænk, hvis du kunne få feedback på den indsats du gjorde i arbejdet med opgaven, så selv om du ikke fik jobbet, ville du have fået noget ud af processen. Tænk hvis du skulle indgå i et samarbejde med andre ansøgere om at løse opgaven, og alt dette ville være noget du gjorde online.


Hvis man tænker ud af boksen og man som virksomhed tør gøre det, er mulighederne mange. Jeg tror på, det er noget vi i fremtiden vil se med de online muligheder vi har. For det vil ikke kun være til jobsøgerens fordel, men da i den grad også virksomhedernes.

Et par af fordelene jeg ser som jobsøger:

  • Du skal bruge dine kompetencer og ikke bare beskrive dem.
  • Du får mulighed for at vise hvad du kan.
  • Din jobsøgningsproces giver dig mulighed for at udvikle dine kompetencer.
  • Du vil kunne få feedback på din jobsøgning.

Et par af fordelene jeg ser for virksomhederne:

  • Man vil opnå langt bedre match.
  • Nogle ansøgere vil falde fra i processen og derved vil man opnå en naturlig udskillelse af kandidater.
  • Man vil kunne opbygge en værdifuld database af kandidater baseret på løste opgaver.

 

Hvad tænker du? Del gerne dine tanker med os andre.

Jeg glæder mig til at læse dem.

Ind til man som jobsøgende får mulighed for at løse opgaver, og vise sit værd på den måde, så er et af de bedste tips, til hvordan du skriver en god ansøgning, det som Thomas Bigum her shipper afsted.

Niels ReibSkrevet af

Niels Reib – Foredragsholder og konsulent
Ejer af Ledigidanmark.dk

NielsReib.dk

Kunne du li’ hva’ du læste, så del det med dit netværk :o)

7 Kommentarer

  1. Lotte Olsen

    Vi jobsøgere kunne måske skubbe til udviklingen ved at sende flere uopfordrede ansøgninger, hvor vi henviser til en udfordring i virksomheden og foreslår en løsning. Da det ikke altid er nemt at finde den indgangsvinkel, ville det da være rart, om virksomhederne ville begynde at tænke i at stille os en udfordring, så vi kunne løse noget konkret.
    Det kunne osse være rart, hvis virksomhederne opdagede, at det at løse en opgave er en rigtig god måde at lære os at kende på fagligt i stedet for den traditionelle måde med brev og flere samtaler. Det viser i bund og grund jo ikke noget om, hvordan vi arbejder. Jeg har endda oplevet, at en virksomhed, som tog mig i betragtning til en stilling pga. et stykke arbejde, jeg havde lavet, alligevel gerne ville ha’ en traditionel ansøgning, fordi sådan var proceduren – det kan man da kalde indgroet vanetænkning. Virksomhederne benytter sig allerede i stort omfang af praktik, løntilskud og vikariater, hvor parterne lærer hinanden at kende fagligt, inden de indgår et varigt samarbejde. Det er jo på samme måde en metode til at se, om kandidaten opfylder kravene til stillingen. Så vejen til opgaveløsningsmodellen burde ikke være så lang. Det kræver lidt mere af virksomhederne, som Linda Mylius Nielsen osse skriver i sit indlæg om motivationskonkurrencen. Men ikke set i forhold til en kortvarig ansættelse, hvor parterne er gået fejl af hinanden enten fagligt eller personligt. Det er både dyrt og tidskrævende (bare prøv at google ”fejlansættelser”)
    Kunne i øvrigt være morsomt om kravet fra a-kassen om at søge et min. af opslåede stillinger om ugen blev ændret til fx: skab min. en ny relation om ugen eller løs min. en faglig opgave om ugen. Indrømmet at førstnævnte kan blive svært at kontrollere – hvilket jo er et KÆMPEproblem.
    Ideen med at løse en opgave i samarbejde med andre ansøgere er superfed. Det ville lige gi’ en ekstra dimension på profilen, at samarbejdsaspektet blev taget i betragtning. Igen sammenlignet med den traditionelle jobansøgning er det for nemt at skrive, at man er teamplayer / har holdånd, eller hvad man nu finder på af fancy formuleringer.

    1. Som skrevet ser jeg det som en WIN WIN hele vejen rundt, både for jobsøgeren, virksomheden og hele rekrutteringsprocessen. For som du er inde på Lotte, så vil en virksomhed få et langt bedre kendskab til ansøgeren og vedkommendes arbejdsmetoder og derfor i langt højere grad kunne mindske fejlansættelser.

      Udfordringen kan være hvordan man gør det bedst muligt og optimere hele den process og nye måde at tænke rekruttering på. Jeg tror, at ansøgninger og CV’er vil være døde og unødvendige om 5-10 år!

  2. jacob Sten Madsen

    God ide, holder simpelthen ikke rent praktisk og selv om den ville saa taenk paa de resurser udover den som behandler ansoegningen som skal involveres. Man er noedt til at forholde sig til de realiteter som gaelder, og selv om at udfordre status quo og skabe et paradigme skift saa er det altsaa ikke alle ‘pie in the sky’ ideer som kan lade sig goere.
    Jacob Sten Madsen

    1. Tak for din kommentar Jakob.
      Jeg er faktisk enig med dig i, at det ikke praktisk kan lade sig gøre, som tingene er i dag. Men nu er der jo heldigvis nogle, der udfordre status quo og allerede har udviklet et system, som kan løfte opgaven. Der er et par større danske virksomheder, som har været med i udviklingsprocessen og de er vanvittig begejstrede over denne nye, meget innovative, måde at rekruttere nye medarbejdere på.

      Jeg har selv set konceptet og hvordan det fungere. Det er genialt!

  3. Pia Hansen

    God idé for sidder selv og slås med at finde ud af hvordan jeg i min ansøgning og cv kan vise virksomhederne hvem jeg er og hvad jeg står for. Synes det er rigtig svært i en ansøgning at få virksomheden til at turde tage chancen og se hvem man er. Prøver i hver ansøgning at gøre opmærksom på at jeg kan det de ønsker, men får alligevel afslag hver gang – uden samtale. Når jeg så spørger ind til hvorfor jeg ikke kom i betragtning får jeg beskeden at det var en fin ansøgning og cv, kompetencer og kvalifikationer er der heller ikke noget galt med. Så hvad stiller sådan en som jeg op???

  4. Emilie

    Jeg synes din ide er rigtig god. Selvom det måske ikke helt kan lade sig gøre nu, så kan jeg godt lege lidt videre med tanken, og stille spørgsmål om, hvad det kan gøre for processen. Både for ansøger og arbejdsgiver.

    Når jeg går til kursus i a-kassen eller via jobcenteret, som iøvrigt har hyret et konsulent og rekrutterings firma ind til opgaven, så får jeg af vide, at der vil blive brugt max 20 sekunder på mit CV, og det er det de læser først. Nårh, suk! 20 sekunder!!??? Det er da det mest triste jeg nogen sinde har hørt. De forsøger at bruge så lidt tid som muligt, fordi de får mange ansøgere, og jeg, sammen med de 250 andre ansøgere med afslag, har spildt 4-10 timer i skrive frustrationer, research, opslags analyse osv. Det må da være bedre for arbejdsgiverne, at de har noget mere konkret at forholde sig til sammen med cv fx.

    Som ansøger ser jeg umiddelbart en positiv ting, som overskygger alt andet. Positiv feedback! Muligheden for at få anerkendt, at man har gjort en indsats der ikke hedder ” Tak for din interesse i vores virksomhed, vi har besat jobbet til anden side/ vi har fundet en yderst kvalificeret kandidat”. De fleste i min situation ved nok, at det stinker rigtig meget.

    Det er det sværeste ved at være ledig, og specielt når man er dimittend, for man vil bare så gerne, og det er demotiverende af en anden verden, når man bliver sat bagerst i køen med erfaringen som grundlag, hvis man overhovedet kan få noget som helst af vide.

    Derfor forestiller jeg mig, at en ændring i processen kunne være mere fordelagtigt, og det for begge parter. Virksomhederne får syn for sagen, og ansøgere får det de allermest har brug for, feedback. Det er mere end man kan få, som det fungerer nu.

  5. Hvor er den virksomhed der blankt indrømmer, at den måde de tager beslutning om hvem de inviterer til samtaler er lotterimetoden?
    Hvis jeg sammenligner antallet af ansøgninger jeg sendte for et kvart århundrede siden (postvæsnet) og dem jeg sender i dag (e-mail), er jeg måske blevet 50 % mere flittig. 2 dengang i forhold til 3 i dag. Dengang kunne jeg kigge på 10 opslag og så udvælge dem jeg ville koncentrere mig om, i dag sender jeg til alle, fordi der ikke er mere end 3 nye hver uge. Dengang fik de så også kun 20 ansøgninger, mens de i dag for 400. Dengang kunne det betale sig at skrive en fængende ansøgning. For alt blev læst. I dag kan det stadig betale sig at skrive en fængende ansøgning, men det betyder mere at være heldig.
    Problemet med den aktuelle arbejdssituation er, at der er for få jobs til for mange hænder. Det er ekstremt demotiverende at hele ansvaret for ledigheden efterhånden er blevet et problem for den enkelte ledige og ikke samfundet som sådan. Automatisering og outsourcing af opgaver til lavtlønslande forværrer situationen. At virksomheder med løntilskudsordningen og virksomhedspraktik får næsten gratis arbejdskraft drejer kniven rundt i såret på den ledige.

Skriv en kommentar