Ledigidanmark.dk - Din hjemmeside til jobsøgning og karriere

26 jul 2013

… så er mit personale bare nogle røvhuller

//
Kommentarer8
Pernille Uhrbrand

Pernille Uhrbrand

Jeg kigger lidt forfærdet på ham, velvidende at han ikke er typen, der har den tilgang til hans personale, tværtimod har han fået stor anerkendelse som arbejdsgiver – han smiler til mig.

Sætningen er faktisk det sidste i hans kommentar, hvor han istemmer min manglende forståelse for, at hele verdenen ikke træner. Jeg forstår det jo ikke.

Når jeg træner og passer på mig selv

Han startede kommentaren – hvis jeg har en hverdag, hvor jeg er styret af tiden, dvs. jeg har for travlt til at træne, jeg ta´r bussen i stedet for at cykle og jeg løber ikke, så bliver mit personale nogle større og større røvhuller.
Han fortsætter … jeg mærker jo, hvordan jeg får mere og mere overskud og en nemmere tilgang til hverdagen, når jeg træner og passer på mig selv.

Tak Ole for det bidrag!

Jeg lunede mig i hans udmelding, fordi jeg har en overbevisning om, at vi er mange, der forbinder fysisk aktivitet med at tabe os eller komme fysisk i bedre form, hvilket jo er rigtigt. MEN hvad med det mentale der sker hos os? Hvad med det at vores hverdag kan føles mere overskuelig, når vi træner?

Det kan være svært at komme ud af starthullerne, når der ikke noget at vågne op til eller nogle, der venter på en. Måske hænger overskuddet i den situation sammen med, hvor meget du giver dig selv og hvordan du passer på dig selv? Måske vrisser du lidt mere af dine omgivelser, fordi dit overskud ikke er der? Du vrisser lidt mere af familie og venner, som bare prøver at være forstående og gerne vil trøste – lidt i stil med Ole.

Der er ingen regler!

VIGTIGT!!! Der er ikke nogen rigtig eller forkert måde at lave fysisk aktivitet på. Det der passer ind hos dig og som får dig ud af døren og giver dig noget. Det er rigtigt for dig! Så selvom naboen er i gang hver dag i 1 time i motionscenteret, kan du i stedet sagtens gå dig en rask tur på 15 minutter, så det fint.

Det vigtigste er, at du får noget ud af det! Du kan lave 10 x sprællemænd om dagen, så det fint, der er INGEN regler.

Det der måske vil være ”allerdummest” er ikke at prøve det. Det kunne jo være, du gik glip af noget?

Måske du vil opnå et bedre overblik over din situation, måske dine omgivelser oplever dig mere imødekommende, fordi du giver dig selv lov til at ”rase ud” og få mental medvind igennem fysisk aktivitet.

En ting kan vi være sikre på, at uanset hvor meget vrede og irritation vi giver den situation, vi er i, så ændrer den sig ikke, selvom vi fastholder det ”dårlige” humør. Vi kan kun selv ændre vores opfattelse af situationen, og det kræver altså en del mental træning af holde gejstren oppe og være handlingsparat hver dag, hvis omgivelserne ikke reagerer, som vi ønsker.

Et spark bagi

En hjælp til start kunne måske være at du tager fat i de relationer, der er gode til at give dig et spark bagi. De relationer kan godt være virkelig irriterende, men måske er de det bedste for dig nu. For hvad skal du bruge relationer til, der konstant syntes, det er synd for dig og ”blot” vil holde dig i hånden og ikke får dig til at rykke nogle steder hen.

Har du mod på at aftale noget fysisk aktivitet med dig selv – hvor mange gange om ugen kan det lade sig gøre, så du får succes? Hvem skal du hive fat i, der kan få dig ud af døren, mærke luften omkring dig og sørge for, du bliver ladet op?

Du må meget gerne skrive her på siden under banneren, hvad dine tanker er om det skrevne. Kan det bruges eller er det helt placeret på et sidespor?

Jeg venter spændt på at høre fra dig.

Kærligst

Pernille Uhrbrand

8 Kommentarer

  1. Anne Frederiksmose

    Jeg kan ikke være mere enig med Pernille. Som jobjæger bliver man sin egen chef. Man skal selv administrer ens opgaver efter vigtighed. Det er første gang i mit liv, at jeg har oplevet, at jobsøgning bliver et “job” i sig selv. I mit lille “firma”, skal der laves research, netværket skal aktiveres, ansøgningsfrister skal overholdes, blanketter skal udfyldes, møder o.s.v.
    Men for ikke at frustrere og få stress. Går jeg en lang tur over middag. Jeg har altid en blok og kuglepen i nærheden, hvis der er nogle tanker vedr. job som dukker op. De bliver skrevet ned, til næste dag.
    Det at jeg går den lange tur uanset hvordan vejret er, føler jeg giver mig frihed og mere energi.

    1. Sikke du bruger naturen Anne – den kan også indimellem give lidt mere medvind i tankerne end, hvis man er indendørs.

      Bare det at vi indimellem laver et rumskifte kan være vigtigt for vores tanker, hvis de trænger til at få et andet indspark i form af positive tanker.
      Tak fordi du deler med mig/os – og tak fordi du giver dig selv luft.

      Kh Pernille

  2. Lene Heide

    Jeg er helt med på samme vogn, der er ingen regler og det gælder om at finde det, som passer til en, så det ikke er noget, der bare skal overstås, men noget som er sjovt undervejs. Jeg er dog også helt overbevist om, at fysisk aktivitet GØR EN FORSKEL til det bedre i et afbalanceret mængde(hvad det så end er). For mig føler jeg mit system er blevet reset efter fysisk aktivitet på den gode og energigivende måde. Jeg får et bedre udgangspunkt for at løse de udfordringer, livet som jobsøgende byder på. Oplever gang på gang at når jeg flytter mig fysisk, flytter jeg mig også mentalt og det er for mig at se den vildest genvej til at kommer videre på alle planer. Tak for et godt indlæg.

    1. Hej Lene,
      ja det med at vi kan komme i en vis form for “high”, når vi rører os fysisk, kan for nogle godt ligge rigtig langt væk fordi den motion de har fundet ikke er motiverende. MEN når vi så finder den, er det vildt, hvor mange “bjerge” vi kan flytte efterfølgende.

      FEDT at læse at du er der – jeg tror på, at det er det, der kan gøre forskellen på en god vs dårlig dag.
      Og tak fordi du deler.
      Kh Pernille

  3. Susane Nielsen

    Du har fuldstændig ret, motion giver bare så meget ekstra energi.
    Det har altid været vigtigt for mig at få frisk luft og motion, både når jeg har været i job og måske især når jeg er jobsøgende. Ud over det sunde i at være aktiv træffer jeg mange søde og positive mennesker i fitness centeret, hvor jeg har været medlem siden 1989, både på aerobic holdene og i fitness rummet. I tidens løb har jeg haft mange forskellige langvarige vikariater og nogle faste jobs, men mellem dem har det altid føltes som et deltidsjob at dyrke motion og at gå lange ture, og det giver rigtig positiv energi til at komme videre.

  4. Hej Susane,
    og sikke et deltidsjob du har dig. Det kan i hvert fald give dig ressourcer til alt det andet, du arbejder med, og hvor mange “deltidsjob” gør det?
    Hvis vi vælger at motionere sammen med andre, så er der også den enorme mulighed for os at netværke, hvilket kan give os til en masse uforudsigelige muligheder og hjælp.
    Og det giver os medvind uanset at være sammen med søde og positive mennesker.
    Tak for at du deler.
    Kh Pernille

  5. Lene Dahl Pedersen

    Jeg kan jo også kun være enig. Men jeg har dog dage, hvor jeg bare ikke gider, simpelthen. Så trøster jeg mig med Søren Kierkegaard der skrev, om en masse han ikke gider “i dag”, og slutter af med: altså gider jeg ikke!
    Men naturen, at røre sig, få oplevelser har altid været et must for mig. En strandtur kan klare mange tanker!
    Jeg har købt nogle bøger på udsalg om grøn terapi, og de sætter også fut i tanke-kassen. Den første jeg læste gjorde mig så høj, at jeg sad og lavede udkast skriftligt + fik tegnet en masse en hel nat. Det gjorde, at mine ansøgninger nu er lavet helt om, nu skriver jeg med hjertet, og lige hvad jeg vil. Nu er jeg begyndt at få respons i klasse A, bl.a. respons fra udenlandske arbejdsgivere. Tror ikke, det fede job i udlandet lander i min indbakke, men jeg har afgjort fat i noget rigtigt.
    Så jeg tror måske risikoen for et job er blevet lidt større! Det gør heller ikke noget, for jeg ved nu, at mine kompetencer er gode nok og selvtilliden er høj!
    Så jeg kan kun anbefale at læse noget også, noget om at have det godt og se noget gro og forandre sig.

    1. Hej Lene,
      tak for dit input. Hvor er det godt at læse, at du har fundet dit “værktøj” til at sætte fut i tanke-kassen. Ja læsning kan være et rigtigt godt sted at lave et mentalt “rumskifte” i. For det kan flytte vores tanker lidt væk fra her og nu ved at få os ind i skønlitteraturens verden eller via fagstoffet gøre os mere konstruktive i tankerne.
      Jeg tror også, at vi får mere nytte af vores “gider ikke” dage, hvis vi læner os tilbage og accepterer dem. Dog samtidig holde øje med at de dage ikke ta´r overhånd.
      Er der for mange af dem, er det vores ansvar overfor os selv at finde ud af, hvad dagen kan indeholde af små tiltag, så energien kommer tilbage.
      Jeg læser dit skriv som, at du har fundet din vej – det er da fantastisk.
      Venligst Pernille Uhrbrand

Skriv en kommentar