Ledigidanmark.dk - Din hjemmeside til jobsøgning og karriere

27 mar 2012

Når man selv bliver ramt som jobsøgende

/
Skrevet af
/
Kommentarer5
/

Når man selv bliver ramt som jobsøgende

Pia Henningsen

Pia Henningsen

Hvor svært kan det reelt lige være at finde et nyt arbejde? Hvis man ikke kommer til samtale, så må det da være fordi, der er noget i vejen med ansøgningen! Og dét med alder – er det ikke kun en myte?
Sådan har jeg faktisk tænkt, når arbejdsløse – eller bare ’søger-nye-udfordringer – venner har fortalt mig om deres jobsøgning.

Atter en gang må jeg konstatere at hovmod – på nogle punkter – står for fald.

Jeg er så heldig at jeg er blevet fyret ovenpå et langt sygdomsforløb, som jeg er overbevist opstod, fordi jeg overhørte alle signaler fra min krop om at jeg var det forkerte sted. Jeg er opdraget til at være pligtopfyldende – og det var jeg så…Lige indtil min krop viste mig på den hårde måde – og 3 ½ måneds sygeleje – at NU! Var det nok. At jeg er blevet fyret er i dette tilfælde en gave – jeg tror fuldt og fast på, vi får hvad vi beder om under mit lange sygehusophold lå jeg i min seng og bad til universet om, at jeg ikke skulle tilbage – indstillet på, at jeg skulle hjem og fortsætte den jobsøgning, jeg havde igangsat inden jeg blev syg. Det er trods alt bedre for selvtilliden at sige op selv – men de kom mig så i forkøbet – jeg fik, hvad jeg havde bedt om – på den ufede måde – og ender nu med at være blevet jobsøgende.

Her er det så, at jeg må konstatere, at alle mine tidligere fordomme ikke nødvendigvis er fordomme, men fakta.

Ignorance over for de jobsøgende

I mit tidligere indlæg undrer jeg mig over, hvad arbejdsgiverne egentlig bilder sig ind – og nu hvor jeg selv er kommet i situationen må jeg stadig undre mig over den ignorance, der udvises fra arbejdsgiverside – hvilket kan gøre, at det er rigtig svært at finde motivation til at søge jobs. Hvilken nytte gør det reelt, at man bruger rigtig meget tid på at skrive en – synes man selv – god ansøgning, når man aldrig får respons på den? Hvad der er endnu mere skræmmende er, at der tilsyneladende ikke er forskel på responsen hvad enten du er i arbejde og søger, fordi du gerne vil prøve noget nyt eller om du er jobsøgende. Pudsigt!

Nu hvor jeg selv er blevet ramt, har jeg måtte konstatere, at det rent faktisk er MEGET svært at finde nyt arbejde – det er svært at skrive lige netop DEN ansøgning, der går i gennem nåleøjet, det er svært at komme til samtale – og dén med alder? Hm! Hér tror jeg altså ikke rigtig på, at det har den store betydning. Jeg er med i en masse netværksgrupper på LinkedIn – og jeg kan læse mig frem til, at det er alle aldersklasser – og endda navnlig de unge og nyuddannede –  der synes det er svært at brænde igennem – og det er også alle aldersklasser, der undrer sig over, at de ikke bliver kaldt til samtale.

I forbindelse med min afskedigelse har jeg været så heldig – hvis man kan bruge den betegnelse i forbindelse med en fyring – at min tidligere arbejdsplads har betalt et outplacement forløb hos en jobkonsulent. Det har jeg også før haft rigtig gode erfaringer med, så jeg har bestemt fundet det nyttigt at få set på mig selv – og min ansøgning – med nye øjne, og derved lærer at brænde mere igennem. Ligeledes har de accepteret at betale en uddannelse for mig, som jeg længe gerne har villet have, så hvem ved: Måske den uddannelse kan føre til nye veje for mig.

Hér er føler jeg virkelig at jeg selv er blevet ramt

Hvad kan jeg lige gøre i denne situation, jeg nu er havnet i? Ikke rigtig noget!  Hvor mærkeligt det end lyder, så føler jeg mig endnu mere magtesløs som jobsøgende end jeg gjorde som dødssyg patient på et sygehus. På sygehuset fik jeg alt den hjælp jeg havde brug for, jeg blev orienteret om handlingsplaner, jeg følte mig set – og fik hele tiden at vide, at ’du er jo så ung’. Nu føler jeg, at jeg er overladt til mig selv, jeg aner dybest set ikke hvad der kommer til at ske, jeg føler mig overset – og lige pludselig nager den lille tvivl, der hedder alder…..trods alt.

Så hér er føler jeg virkelig at jeg selv er blevet ramt – og ikke har nogle muligheder for at gøre noget som helst. Jeg føler mig virkelig i andres vold. Jeg prøver seriøst at læne mig tilbage – forsøger at se på tingene udfra det fantastiske råd jeg fik fra yndlingsmanden i weekenden, nemlig udelukkende at leve i nuet – at tage tingene som de kommer – hvad jeg jo altid selv prædiker til andre – men hvor er det svært. Det er ikke fordi jeg identificerer mig med mit job – jeg er så meget andet end mit job – men da vi jo alle er til salg for ussel mammon, så er det nok det økonomiske aspekt, der vejer tungt i mine bekymringer.

Alligevel er der ikke nogle, der skal knække nakken på mig. Jeg skal nok finde det rigtige job – det ved jeg – men samtidig har jeg altså måtte bøje hovedet ydmygt og konstatere, at det rent faktisk ER svært at finde arbejde – at det kan være svært at komme til samtale, selvom man skriver en velformuleret ansøgning – og alder……..NEJ! Jeg tror altså ikke på den.

Således må jeg dog indrømme, at jeg da i den grad selv er blevet ramt af alt dét, som andre arbejdsløse slås med – og det er ikke sjovt. Jeg nægter bare at give op – jeg vil være positiv!

Husk nu at nyde det, så længe du kan

Og inden det hele bliver sort-i-sort – for sådan ønsker jeg bestemt ikke det skal se ud – så vil jeg da lige sige, at jeg rent faktisk HAR været til en del samtaler. Godt nok har de ikke ført til job – endnu – men jeg er overbevist om at det rigtige job kommer til mig, når tiden er. Den tid kan jeg ikke selv bestemme, så jeg husker meget på de ord en jobkonsulent engang sagde til mig: Husk nu at nyde det, så længe du kan – du ved ikke hvornår du igen får mulighed for at få så meget frihed.

Er de ord ikke så ganske rigtige? Husker DU at nyde den frihed du har? Oftest er det nemlig sådan, at vi mennesker først ser det, når vi er kommet i arbejde igen – og savner friheden. Livet og logikken er nogle gange nogle underlige størrelser – men det er min overbevisning, at det vi sender ud, får vi igen.

Trods situation, PRØV at nyd friheden, se positiviteten i de små hverdagsting – og visualisér dig selv i dit nye job. Lur mig om du ikke pludselig har det.

Husk at smile!
Skrevet af

Pia Henningsen

Kunne du li’ hva’ du læste, så del det med dit netværk :o)

5 Kommentarer

  1. Tonny L

    Det med alderen…???? Som 57-årig er tanken der hele tiden – men på trods af mange ansøgere i branchen kommer jeg dog til samtale for næsten hver 6. ansøgning. Og nogle gange også til 2. samtale! Men alligevel er der altid lige nogen andre man valgte at arbejde videre med “fordi de passede bedre i profilen”…

    Meget få gange er det lykkedes mig at få at vide, hvor det var, jeg IKKE passede inde i profilen – men det er ofte banaliteter og/eller fejltolkninger (synes jeg), så det er svært at forestille sig, at der er nogen, som passer profilen endnu bedre! Og ‘rosinen i pølseenden’ er når ansøgningen så gen-opslåes; så føler man, at man aldrig får den rette begrundelse til afslag (og bemærk: alderen må IKKE være begrundelse…)

    … og ja, så kan man jo kun smile! 😉

    Tonny

    1. Hej Tonny

      Keep up the good work. Tro på det. Jeg tror dine oplevelser er, hvad vi alle som jobsøgende er ude for. Jeg har selv siddet med HR – og ofte er det altså svært at give en fuld begrundelse. Jeg er i kontakt med en fantastisk jobcoach via LinkedIn og hendes størte sejer i det år, der er gået er, at hun har fået 2 57årige og en 58årig i job – så der er muligheder. Bestemt.
      Husk: Vi får hvad vi sender ud – så troen – positiviteten – gejsten – bevar den – og så kommer det rigtige job. Vi er bare ikke selv herrer over, hvornår det skal være :-))
      Hav en god forårsdag.
      Pia

  2. jette R

    Hvis man går op i helikopterperspektiv …..
    Duer ikke.

    Den nye pensions og efterlønsalder, – kan ikke huske hvor den slutter, men for mig som 55’årig .. er de hhv 67 og 63, – – er ud fra den demografiske udvikling helt i orden, – og politisk velovervejet.

    Gid så de “unge løver” – mellemlederne i 30’erne og 40’erne ville begynde at blive lidt mere obs på, at alder i sig selv ikke er farligt, – at en ældre medarbejder i afdelingen i sig selv ikke er en trussel i deres organisation, – heller ikke et “alderdomshjem” at slæbe rundt på, – men en kvalificeret medarbejder, – der har levet så længe, at han/hun ofte har erfaringer, ikke mindst livserfaringer og andre ting at byde ekstra ind med, end de, der er i deres egen aldersklasse.

    En arbejdsplads med en bred aldersspredning er ofte et rarere sted at arbejde, end hvor alle er ex 25-35, – hvor interesserne ofte er meget ens, – og albuerne måske ret spidse.
    Jeg opfordrer absolut ikke til at diskriminere på alder den anden vej – slet ikke – men kig lidt mere på hvad den enkelte, rent faktisk kan byde ind med, – og lidt mindre på, om der er fyldt 45,50 eller hvad du nu mener smertegrænsen er i din organisation …

    Jette R

  3. Kære Jette
    Tak fordi du tager dig tid til at kommentere på indlægget. Imidlertid må jeg sige, at jeg føler mig lidt angrebet – hvilket måske nok bare er min følelse. Jeg mener ikke at jeg overhovedet skriver om nogen smertegrænse rent aldersmæssigt i min organisation, da jeg selv er jobsøgende – og iøvrigt ikke nogen vårhare – men netop har rundet de 50. Jeg har selv – i mine mange år i erhvervslivet – heraf langt den største tid i finanssektoren – arbejdet med kolleger i alle aldersgrupper – hvilket – er min fornemmelse – har været berigende på mange måder. Senest har jeg arbejdet i en organisation, hvor gennemsnitsalderen var 50 – med en flok kolleger, der på ingen måde var ‘over and out’. Jeg tror stadigvæk på, at jeg får det rigtige job, når det er der til mig. Det er udenfor min indflydelse – og i mellemtiden er jeg bare i flowet og situationen.
    Vi skal sådan passe på med, hvad vi sender ud, for det kommer tilbage til os i samme form: Udviser vi frustration i vores hverdag, går den igen i vores ansøgninger og ved jobsamtalerne – hvorfor vi diskvalificerer os selv til et godt job. Både du og jeg har mange år tilbage på arbejdsmarkedet – så vi får ikke lov til at blive siddende i vores sofahjørne.
    God jobjagt og god forårsdag
    Pia

  4. jette R

    Kære Pia.

    Beklager hvis det ikke var så tydeligt, – men det var ikke dig, jeg sigtede til.
    Det var til de unge mellemledere, – der ofte ses ansætte iht rip-rap-rup. ….

    Ja og jeg er helt enig i beskrivelsen om hvad man sender ud – positivitet og good wibes … som halvgammel kone (har nogle) jo en vis øvelse i at beholde frustrationerne for sig selv – eller skrotte dem som ubrugelige …
    Ser da frem til at få travlt på den fede måde, – og vil gerne arbejde til jeg bliver 70.

    Så vi behøver heller ikke tænke så meget over det der med efterlønnen, overgangsordninger og den slags ?
    Ha en god dag – jeg skal ud og fange en lækker fiskemand 😉

    Jette

Skriv en kommentar