Ledigidanmark.dk - Din hjemmeside til jobsøgning og karriere

21 jun 2012

Moderne kommunikation – Krav, forventninger og nødvendighed?

/
Skrevet af
/
Kommentarer1

Moderne kommunikation

Pia Henningsen

Pia Henningsen

Jeg tror jeg lægger ud med en påstand:
Det da er utroligt, som flowet af kommunikation er enormt – og hurtigt – nu til dags.

Da jeg midt i 80erne fik et job i en investment bank (datidens kæmpe trend: Alle banker med respekt for sig selv oprettede investment bank kontorer i byer, hvor de på daværende tidspunkt ikke var repræsenterede), fik vi installeret en telefax maskine – for at vores pantebrevshandler kunne gå hurtigere igennem. TÆNK! Nu gik det altså hurtigt – det var nu muligt at kommunikere og afvikle forretninger indenfor meget kort tid. NU! Kunne det da ikke komme til at gå meget hurtigere.

HONK! Forkert svar. Ganske få år senere blev uhandige mobiltelefoner lige pludseligt til mindre og lettere apparater – for så igen at blive mindre…og mindre…og mindre – og på en medarbejderdag i BG Bank holdt vores direktør foredrag om, at der ikke ville gå mange år før vi kunne klare alt muligt med telefonen – endda betale varer m.v. NEJ NU! Havde han da tabt småkagedåsen? Det var da vist den rene fantasi?

Det var det så ikke. Telefaxmaskinen er så godt som en saga blot og bruges vist ikke ret meget i dagligdagen på et kontor – ihverttilfælde ikke på de kontorer jeg senest har været ansat. Til gengæld har menneskeheden så stiftet bekendtskab med internettet, der vist nærmest er uundværligt i det daglige arbejde omkring informationssøgning, med e-mail, med smartphones, mulighed for videokonferencer over ekstreme afstande osv. osv. osv.

Og alt det kan jo være meget godt……..!

Eller kan det?

Jo, det var ganske udmærket, at jeg i mit seneste job kunne sidde på mit kontor og skrive en e-mail til en kollega i Tyskland – når hun selv er væk fra sin telefon. Jeg behøvede ikke vente – hun kunne se jeg havde kontaktet hende – og kunne selv vælge hvornår hun vendte tilbage til mig. Der blev sparet tid – jeg behøvede ikke huske på at skulle blive ved at ringe – der skulle ikke sendes brev med ’langsom post’. Udfra det aspekt er de moderne kommunikationsveje fantastiske.

Ligeledes er det dejligt at kunne bestille fly- og togbilletter på nettet og i mange tilfælde printe dem direkte – det er fikst at holde videokonferencer, fordi folk bliver i deres egne omgivelser – ja – der er rigtig mange fordele ved alt den nye kommunikationsteknologi. Og jeg må igen kommentere at internettet er forrygende til informationssøgning – lige fra alt over køreplaner for tog i ’Far-Far-Away’ til ’hvem er hvem i Storekøbing Kommune’.

Den private kommunikation

MEN: Jeg har gjort mig en erfaring: Det går altså nogle gange FOR hurtigt – og navnlig når det drejer som om den private kommunikation synes jeg at det hele går for hurtigt – eller rettere: Det forventes at det skal gå hurtigt – fordi vi som mennesker er begyndt at sætte nogle helt tossede krav til hinanden – og med udgangspunkt i min forrige artikel omkring stress, så er dette flow måske med til at gøre os stressede?

Jeg husker tydeligt i begyndelsen hvor jeg havde min egen mobiltelefon. Jeg  holdt jeg den for det meste slukket. Min holdning var at såfremt folk skulle have fat i mig, så kunne de ringe på min fastnettelefon (den har jeg med blødende hjerte givet afkald på, fordi der ikke var nogle, der ringede til den – og så var den for dyr). Således var mobilen kun tændt når jeg var ude af huset – eh…hvis jeg altså huskede at tænde den – og min bror var rasende: ’Hvad fanden har du en mobiltelefon for, når den altid er slukket’. Okay! Jeg lod mig overbevise om at det var en livline på samme vis som en fastnettelefon. Jeg gik over til at lade den være tændt altid – og har fortsat med det.

Den husstand jeg er en del af – nu kun med mig selv – var med stats- og bankgaranti blandt de første i landet, der fik internetforbindelse og e-mail – selvom det var svært at se fidusen ved det – lige dér i begyndelsen af 90erne. Mon det i det hele taget blev til noget? Da jeg imidlertid altid har elsket at skrive og som følge deraf har haft en hoben pennevenner var jeg lykkelig for e-mail – for det ville således blive meget enklere at kommunikere med dem. Ironien i det hele er, at de fleste af de pennevenner har jeg ikke mere – og den ene der er tilbage tager jeg mig aldrig tid til at skrive til. Årsag: Det er jo så nemt med e-mail – så det kan jeg altid gøre. I modsætning til den gang hvor jeg skrev lange breve – postede dem – og længselsfuldt ventede på svar – da var det som om forventningens glæde blev postet med brevet – og fornøjelsen over at modtage et brev med en lang beretning oversteg langt dét, der ligger i at få en e-mail i dag. Det er altså ikke helt det samme.

Så er der dét med mobiltelefoner og sms: Denne blondine var faktisk hende, der lærte brormand at skrive og sende sms. Det er samme blondine, der i dag raser over, at brormand ALTID skal skrive sms – og aldrig mere kan tage telefonen for at give den besked han skal aflevere. Han sender hellere 5 sms, hvoraf de 4 normalvis lyder: ’Er du der’ – ’Hallo’ – ’Hvorfor svarer du ikke’ og ’Hrmpff’ end at løfte knoglen!

Jeg har forsøgt at fortælle min bror, at jeg IKKE render rundt med min mobiltelefon klistret til venstre hånd. Jeg har et liv – og det er seriøst ikke altid, at jeg 1)hører at der kommer en sms 2)hører den ’ringer’ eller 3)har mobilen med ud af huset (ja – jeg kan godt finde på at tage i byen lørdag aften og IKKE have den med).

Lignende tilfælde havde jeg på min arbejdsplads, hvor en af cheferne var ekspert i at sende en e-mail, rejse sig fra sin stol og gå hen til den respektive medarbejder, der skal tage sig af sagen, for at spørge om vedkommende havde set e-mailen. FLOT! Hvad blev der af begrebet ekspeditionstid?

Tilsyneladende er det blevet en verden, hvor vi forventer, at der bliver svaret med det samme, når der sendes en sms eller skrives en e-mail – og på mange måder har jeg selv været – eller er jeg? – fanget lidt i sammen fælde, hvor jeg har forventninger om hurtige svar – men da jeg på et tidspunkt læste en klumme i Berlingske, der citerede en engelsk undersøgelse, hvor man havde fundet frem til, at nutidens kvinder hellere ville have en sms fra den i deres omgangskreds foretrukne hankønsvæsen – kald det bare kæreste – end en buket blomster eller en anden form for gave, så måtte jeg ryste på hovedet – og igen konstatere, at mænd dælme er oppe mod nogle hårde ods, hvis det er sådan, for så har de fleste kvinder ikke fattet, at mange mænd kommunikerer på helt andre måder end vi gør – hvorfor dét at skrive lange romaner på sms er en for dem fremmed verden. En af mine rigtig gode, mandlige venner har for lang tid siden sat mig grundigt på plads: Jeg skal ikke forvente overdreven kommunikation – det er ganske enkelt ikke hans ’modus operandi’ og hvis jeg ikke kan acceptere det, så er det bare ikke en mulighed at vi på nogle måder skal have noget med hinanden at gøre. Selvfølgelig undrede jeg mig til at begynde med – spekulerede på hvad det hele skulle betyde, men har efterfølgende fundet ud af, at der er meget, meget mere kvalitet i vores kommunikation, når vi høres ved. Det bliver sjældent blot usammenhængende chit-chat men er til gengæld rigtig lange telefonsamtaler eller fyldige e-mails – og når vi er sammen er vi meget mere obs! på hinanden end hvis vi i vores hver især travle dagligdag fyldte hinanden med overdrevent mange sms beskeder eller indholdsløse e-mails.

Det skulle vi måske tænke på, når vi sidder på vores arbejdsplads og sender e-mails hid og did – alle og ingen vegne. Er det altid nødvendigt at ’besvare alle’ – er det nødvendigt at sende til alle de mennesker, vi nu sender til? Skal den e-mail i det hele taget sendes – var det en idé at gå hen til din kollega i stedet (og ja: Det ER sjældent at jeg selv gør det – så ingen moralsk pegefinger her) – men mest vigtigt af alt: Er det en idé at vi lærer at skrue ned for tempoet og slippe den høje forventning om, at kæresten svarer tilbage på din sms ligeså snart du har sendt den (tænk: Det kan jo være han eller hun lige er i gang med at passe sit arbejde – fordi der er en e-mail der skal besvares) eller at du får hurtigt svar på din e-mail fra din kollega (tænk: Det kan jo være at han eller hun lige er i gang med at sende en sms til kæresten)!

Lad os prøve at skrue forventningerne ned til den moderne kommunikations krav – og på den måde også skåne os selv for at presse os ud i stress!

Husk at smile.

Skrevet af

Pia Henningsen

Kunne du li’ hva’ du læste, så del det med dit netværk :o)

1 Kommentar

  1. interessant blog, jeg har selv tænkt det samme mange gange, at vi bliver stressede over at skulle stå til rådighed når mobilen ringer- hmm det kunne jo rent faktisk være man sad på toilettet, var i bad, eller bare ikke gad snakke med nogen lige nu!

Skriv en kommentar