Ledigidanmark.dk - Din hjemmeside til jobsøgning og karriere

31 mar 2014

Michaels SUCCEShistorie – Læs hvordan Michael kom i job

Det er en fornøjelse at bringe jeres SUCCEShistorier og jobansøgninger her på Ledigidanmark.dk.

Har du en SUCCEShistorie så skriv til niels@ledigidanmark.dk. Del din historie og vær med til at inspirere andre jobsøgende, som med glæde vil høre den og dermed blive bekræftet i at der er et job derude. 

SUCCEShistorie
Læs hvordan Michael kom i job

SUCCEShistorie -Læs hvordan Michael kom i job

Michael Helm

– Leveret af Michael Helm

Min historie starter i sommeren 2013, hvor jeg bliver opsagt i min stilling som projektleder. Der var nedgangstider og der skulle spares. Nå det måtte jeg så forholde mig til, og det var mere end 10 år siden jeg selv aktivt havde været ude og søge job. Mine seneste jobskifte var sket på baggrund af henvendelser.

Hvad nu lille du ???

Så sad jeg der i juni måned og tænkte ”hvad nu lille du ???”.

Hvordan skulle jeg gribe det hele an og hvad ville jeg gerne lave ? For lige at få mig selv testet af og se om jeg var i stand til at skrive en fornuftig og brugbar ansøgning, så sendte jeg en ansøgning afsted som eventkonsulent og kom efterfølgende til samtale på denne. Så godt så vidt. Samtalen bar dog ikke frugt, idet jobbet gik til en intern kandidat. Missionen var dog lykkedes – jeg havde fået skrevet en ansøgning som førte til en samtale.

Så stod sommeren for døren, og jeg valgte at holde sommerferie sammen med familien og bruge tiden til at tænke over hvad jeg gerne ville lave fremadrettet. Efter en dejlig og særdeles solrig sommer var tiden igen inde til at tænke på jobsøgning – skylder lige at nævne, at jeg ikke var fritstillet i min opsigelsesperiode. Dette forhold gjorde at min jobsøgning ikke blev helhjertet – jeg havde svært ved at sætte mig foran computeren og søge job når jeg kom hjem.

Jobmarkedet var gået i stå

Samtidig virkede det også som om jobmarkedet henover efteråret var gået i stå – alle virksomheder ventede på et nyt år, nye budgetter og forhåbentlig opsving efter krisen.. Tiden blev lang, og jeg brugte meget af tiden  på at få opbygget min LinkedIn profil og udbygge mit netværk. Mit udgangspunkt var at jeg havde en LinkedIn profil, for det skulle man jo have, men så var det ikke blevet til mere. Jeg begyndte at følge forskellige grupper og oprette kontakt til forskellige mennesker, som gamle kollegaer, studiekammerater, venner og bekendte i håbet om at de kunne hjælpe mig videre.

Julen og et nyt år stod så lige pludselig for døren, og efter en god lang lungebetændelse var jeg i starten af 2014 klar med nye kræfter og en ny indgangsvinkel. Jeg begyndte at søge uopfordret i første omgang indenfor området, hvor jeg havde mine interesser og kompetencer. Og vupti, så kom gennembruddet. Jeg havde forberedt en ansøgning, og ville lige tjekke op på firmaet, hvilket jeg gjorde gennem LinkedIn. Der stødte jeg på en gammel bekendt, som havde været ansat i firmaet jeg var på vej til at søge hos. Ringede til ham og han virkede lidt overrasket, idet han rent faktisk sad og tjekkede min profil på LinkedIn, da han havde mig i tankerne til en nyoprettet stilling hos dem.

Fedt! – tænkte jeg

VI talte frem og tilbage om at mødes. Jeg valgte dog at sende ansøgningen jeg var i gang med, og det resulterede også i en samtale, som gik rigtig godt, men ingen job. I mellem tiden havde jeg dog sendt opdateret og målrettet CV til føromtalte bekendte, og vi mødtes til en uddybende samtale. Det gik rigtig godt, der var et godt match og kemi. Dog skulle det formelle lige vendes internt – ventetiden var dræbende. Rammer og betingelser var klar slut februar og jeg håbede at komme i gang i starten af marts, men der var nogle organisatoriske forhold der først skulle på plads, så startdato blev den 1. april – og jo det er ganske vist. Så efter godt 4 måneder lykkedes det for mig at komme i gang med et udfordrende og spændende job igen.

Mit budskab til jer der søger arbejde er, at ruste jer med tålmodighed, vær aktiv på LinkedIn, meld jer i forskellige relevante grupper og husk – brug jeres netværk, som helt sikkert vil hjælpe jer.

Med disse ord vil jeg ønske jer alle rigtig megen held og lykke fremover og slutte med Chris McDonald: ”TPL – tro på lortet og det lykkes.”

TILLYKKE med jobbet Michael og tak fordi du deler din SUCCEShistorie med os!!

Giv da lige Michael en kommentar, High-Five og klap på skulderen med på vejen herunder 🙂

Kunne du li’ hva’ du læste, så del det med dit netværk :o)

3 Kommentarer

  1. TILLYKKE med jobbet Michael og tak for inspirationen med uopfordrede ansøgninger som indgangsvinkel, krydret med brugen af genoplivet tidligere netværk.

    Held og lykke med det hele.

  2. Heid Nielsen

    Stort tillykke med jobbet. Jeg nød at læse dit indlæg og dit forløb og dine tanker og idéer som er helt håndgribelige.

    Jeg er selv i gang med at ruske i mit netværk og oplever at der er stor hjælp at hente. Så helt sikkert er det vejen frem og jo mit LinkedIn bliver flittigt opdateret.

  3. Susanne Andersen

    STORT Tillykke – giver blod på tanden til vi andre og er god inspiration at læse, at det KAN lykkes! :o)
    Og så er det ikke engang en aprilsnar!

Skriv en kommentar