Ledigidanmark.dk - Din hjemmeside til jobsøgning og karriere

11 okt 2012

Kom med på 08.15 Godmorgen

/
Skrevet af
/
Kommentarer11
/

 

Velkommen til dette nye og innovative tiltag på Ledigidanmark.dk.

Med 08.15 Godmorgen giver Ledigidanmark.dk dig mulighed for at mødes med bloggerene på Ledigidanmark.dk og andre læsere fra siden til et morgen kickoff møde med sparring, inspiration og mulige nye netværkskontakter. Så kom med og få en kickstart på dagen sammen med op til 9 andre læsere af bloggen og deltag i debatten på denne nye innovative måde.

Et morgen kickoff møde kan omhandle alt inden for jobsøgning, lige fra sparring på CV, ansøgninger og 6 ugers kurser til hvordan vi hver især finder motivationen og inspirationen i hverdagen.

Der er rimeligt frit slag så længe debatten er konstruktiv og inspirerende.

Se kommentarere fra deltagere nederst på siden.

Ønsker fra læserne

Jeg vil med tiden også bringe gæster med på nogle af møderne, så det vil sige at hvis du som læser har nogle ønsker, og de er realistiske, så kan jeg forsøge at bringe dem ind over møderne også. Det kunne for eksempel være hvis du kunne tænke dig at lære noget om LinkedIn, høre tips og råd fra en der har med 6 ugers selvvalgte kurser at gøre eller hvad det nu måtte være. Det er kun fantasien og realismen, i samspil, der sætter grænserne.

Hjælp systemet til at blive bedre

Jeg har også tænkt mig at gøre det den anden vej rundt, forstået på den måde at jeg gerne vil invitere Jobcentre, A-kasser eller Anden Aktører med til møderne som gerne vil have tip og råd til hvordan de som instanser kan gøre tingene bedre over for jobsøgerne. Det synes jeg kunne være en super interessant dialog at tage og kun noget jeg vil gøre med en konstruktiv tilgang. Dem i “systemet” som måtte finde idéen interessant og villige i at deltage ville gøre det fordi de vil gøre det bedre og derfor vil jeg også give dem den bedste konstruktive feedback til møderne.

Sådan kommer du med i 08.15 Godmorgen

Det eneste det kræver af dig som læser er at du har en Google+ profil og har du ikke det endnu, så kan du oprette en på ca 5 minutter på Google+

Når så du har en Google+ profil så finder du Ledigidanmark.dk siden på google og tilføjer den til det som Google kalder en cirkel. Det er Googles måde at følge eller connecte med andre på.

Når du nu har tilføjet Ledigidanmark.dk til din cirkel på Google+, så tilmelder du dig 08.15 Godmorgen her på Ledigidanmark.dk i Event menuen og bliver så inviteret til denne ca 15 minutter før mødet starter på Google hangouts. Det vil sige du skal være logget ind på din google+ profil for at være med. Skulle der forekomme venteliste til kickoff møderne så vil din plads gå til den næste på listen.

Skulle du være på venteliste til et kickoff møde, så kan du rent faktisk godt se og følge med i mødet via det live signal der vil blive sendt på min youtube kanal. Så selvom du ikke får en plads i mødegruppen behøver du ikke gå glip af mødet.

Det vil sige at 08.15 Godmorgen vil ligge på youtube til inspiration også efter møderne er afholdt, således at man kan gå ind og finde inspiration til hver en tid.

UPDATE!
Fra 1. januar 2014 bleu 08.15 godmorgen til 09.15 Godmorgen. Læs om det nye setup her

 Skriv endelig herunder hvis du har spørgsmål, så skal jeg svare hurtigst muligt.

Lad os sammen gøre hverdagen som jobsøgende mere inspirerende ved at gøre noget for hinanden

11 Kommentarer

  1. Jeg havde den store fornøjelse at deltage i ”premieren” på Niels’ Godmorgen program via Google+. Med ”på linjen” var også Pelle, og jeg vil gerne takke begge for at være utroligt hjælpsomme med hensyn til mine spørgsmål!

    Mit indtryk af Google’s ”hangouts”, som disse møderum kaldes, er rigtig godt. Som ved mange nye websider, skal man lige lære dem at kende, men Google+ minder på mange måder om Facebook. Teknisk set var der lidt småproblemer i opstarten af mødet, men jeg tror de fleste var ”Fejl 40” . Jeg havde hverken webcam eller mikrofon under mødet, men det fungerede fint ved almindelig chat, dog vil jeg overveje i det mindste at skaffe en mikrofon til næste møde, da det giver en bedre fornemmelse af ”at være med”, og et 10 sekunders verbalt spørgsmål kan hurtigt fylde det samme i en chat-tekst.

    Denne type møde (networking) kan klart anbefales, og jeg vil opfordre andre ”Ledigidanmark” brugere til at komme med på vognen hurtigst muligt! Det er nemt, bekvemt og kan måske hjælpe én lidt på vej, hvis man i forvejen har svært ved at ”vise sig” til personlig networking?

    Med venlig hilsen,
    Christian.

  2. Hej Christian,

    Tak for din flotte anbefaling af dette nye og på mange måder lidt anderledes og innovative sparringskoncept her på Ledigidanmark.dk.

    Jeg synes det var super interessant at “møde” dig og høre hvilke udfordringer du går med og jeg er rigtig glad for at høre at du fik noget med dig fra premieren.
    Håber at se dig igen på onsdag og høre om du har rykket på nogle af de ting vi fik snakket om på mødet.

    Nu har jeg hertil aften lagt en intro video op som forhåbenligt kan hjælpe med at få flere med på vores 08.15 Godmorgen dags kickstart møder.

    Jeg er allerede i fuld gang med at lave nogle interessante aftaler med forskellige gæster som vil kunne bidrage til møderne med info om ting som har med beskæftigelse at gøre. Det bliver super spændende at få rigtig gang i dette nye mødeforum og på sigt vil 08.15 Godmorgen blive streamet live på min youtube kanal og derefter gemt til senere inspiration.

    Mulighederne er mange, så kom endelig med og få en god og inspirerende start på dagen sammen med os andre.

  3. Hej kære læsere!

    Jeg vil gerne give en kort update, og dele mine tanker i forhold til deltagelsen i Niels’ to morgenmøder på Google+, denne gang på det lidt mere personlige plan!

    Min hjerne er ofte ét stort tankekaos, som (ung) nyuddannet familiefar med en presset økonomi og en kort tidshorisont for at finde et job, inden vores økonomi presses yderligere. Min kæreste påpeger ofte, at det føles som om jeg lever i helt en anden verden, og jeg kan kun give hende ret. Det er faktisk noget udmattende i længden!

    I min omgangskreds, er der ikke umiddelbart nogle personer, som jeg kan ”tale arbejdsløshed med”, da de alle er i job. Derfor synes det er befriende at have nogle personer i en lignende situation, som jeg kan dele mine tanker med (mit næste skridt er at komme ud blandt de ”virkelige” netværks aktiviteter)

    Sagen er, at jo mere jeg deltager i disse morgenmøder, og jo bedre vi lærer hinanden bedre at kende, jo flere gode råd får jeg med på vejen og min motivation styrkes – selv om min bedre halvdel er god til at støtte og give opbakning, er de online verbale ”klap på skulderen” fra de andre deltagere enormt givende, da jeg ikke er for god til at rose mig selv, for mine jobjagt indsatser.

    Jeg vil bestemt se frem til de kommende ”hangouts”, med (forhåbentlig) nye spændende deltagere, hvor vi kan hjælpe hinanden!

    Med venlig hilsen,
    Christian,

  4. At deltage i morgenmøde på Google+, var en god start på dagen.
    God inspiration fra de andre deltagere, genkendelighed i forskellige situationer,
    og indspark til at gøre noget andet.
    At få luftet nogle tanker og ideer, og få feedback – det er da ihvertfald ikke den ringeste start på en onsdag.
    Man bliver smittet af det drive de andre bla. Niels besidder – så nu er det ud over stepperne, med at sætte pres på jobcenter for at sat nogle ting igang.
    Fantastisk at Tonny, som konsulent på et jobcenter, ville deltage – det gav også nogle andre svar end vi andre kunne byde ind med.
    så alt i alt en god oplevelse 🙂

    1. Tak Karina

      Det bekræfter overfor mig, at det har relevans at jeg deltager. Fantastisk at jeg kan få lov til at dele af de erfaringer jeg har.

      Så nu får jeg helt klart lyst til at deltage i den næste stribe af onsdagsmøder 🙂

      Vh Tonny

  5. Jeg arbejder til dagligt i et jobcenter som rekrutterings- og virksomhedskonsulent, og har via LinkedIn ved flere lejligheder snakket med Niels Reib. Derfor da jeg blev opmærksom på Niels morgenmøde “hang-outs” tænkte jeg, det skal jeg prøve!

    Jeg har lige deltaget i Niels morgenmøde. Jeg er absolut meget positivt overrasket hvor effektfuldt det er!. Det er er super fed og nem måde at mødes “live” på og få sparring og dele ud af sine egne erfaringer.

    Der var en fantatisk energi og lyst til at hjælpe hinanden.

    Så går du og roder med nogle tanker ift. jobsøgning m.v., så kan du få sparring her.

    Vh Tonny

  6. Rigtig gode kommentarer. Jeg var superglad for at det lykkedes at hænge ud, også uden Webcam og mic (det virker helt fint og man bliver stadig draget med i diskussion).
    Som Chistian beskriver så fint med kaos, økonomi, familie, forståelse og frustrationer, så der er et fantastisk værktøj til simpel og uforpligtende at få vendt dagligdagen – men så sandelig også dragende og super motiverende og super givende inputs til egen vej frem i ledighedskøen.
    Vidensdeling og at hjælp andre er hjælp til selvhjælp – håber det bliver, nej omformuleret for det er en afhængighed, som jeg mangler rigtig meget som ledig. Men så er der jo 8.15 onsdag morgen, som inspirerer til at finde nye veje og måske nye netværk.
    Vi ses “derude” – Klaus

  7. Kære “med-kursister”.

    Grundet jeg nu er i virksomhedspraktik, for de næste 8 uger (og forhåbentlig længere derefter), er jeg nødt til at fravælge “Godmorgen” i det næste stykke tid.

    Det er ikke med min gode vilje, for efter 4 gode morgener med fantastiske mennesker, kan jeg godt mærke jeg er begyndt at savne morgenmødet, specielt fordi jeg har fået masser af god inspiration og sparring, og specielt fordi jeg så småt lærte jer at kende.

    Jeg kan kun takke jer alle for at agere sparringspartnere, for som nogle af jer ved, endte jeg i et dilemma efter mine virksomheds besøg, hvor jeg pludselig skulle tage stilling til det ene eller andet – det var selvfølgelig “ulempen” ved at være SÅ proaktiv 🙂 .. men heldigvis fik jeg gennem jer, svar på min problemstilling, og jeg mener i dag, jeg fik taget det rigtige valg takket være jer 🙂

    Afslutningsvis skal det nævnes, at jeg IKKE er fastansat (endnu?), og jeg synes tiden flyver afsted i den nye stilling. Derfor er der også en chance for jeg skal mødes med jer over morgenkaffen efter den 13 januar 2013, hvor min praktik udløber 🙂

    Ha’ det godt så længe 🙂

    -Christian.

  8. 08.15 blev til 09.15 d. 4 december.

    MEN DENNE GANG MED WEBCAM OG MIC.

    Hvis jeg syntes det var godt bare at kunne være med på en lytter og deltage med chat, så er det en hel anderledes oplevelse selv “at være på”.

    Og det er ikke som i de gode gamle dage med Walkies eller opkald til Dyrlægecentralen, når man på en vagt kørte rundt – eller blev kørt rundt med af vagtcentralbestyrerinden – altså med 10-4 skifter – slip knappen og hør – tryk knap ind og tal. Selvom det ikke er helt som at sidde i samme rum, så føler man stadig et nærvær – og det giver noget til samtalen – forpligtelse, humor og seriøsitet.
    Og ros til Niels, som styrer det her med hård hånd. Han bruger ikke hele taletiden selv – eller lader andre gøre det. Nej – der bliver givet plads til alle og spurgt ind til alle. Ja der er begrænset tid – men sikkert er det at der er et nyt Hangout snart igen.

    Må det være kommet for at blive.

    Klaus

  9. Der er ikke rigtigt så mange som kender til google plus i dk, men de fleste kender til skype programmet. Her kan der oprettes gratis grupper video-chat, hvor alle altid har hinandens kontakter lige ved hånden.
    Måske det var løsningen, hvor folk kan snakke sammen morgen/eftermiddag/aften når de har tid i deres kalender, så det passer ind i deres aktiverings forløb, kursus eller uddannelse. Kombineret med dem som har job og vil byde ind med hvad de har på hjertet. MSN er også ved at overfører alle deres bruger til skype i fremtiden.

    1. Google hangout giver nogle muligheder Skype slet ikke kan hamle op med.

      At man kan live streame møderne således at man kan følge med uden at have en aktiv plads er et kæmpe plus samtidig med at det efterfølgende vil være tilgængeligt på youtube til inspiration for dem der ikke kunne deltage.

      Det har indtil nu været en god succes med 08.15 Godmorgen på Google+ og som du kan læse dig frem til har dem der har deltaget været yderst tilfredse med det som de har fået via Google hangout.

      Og at der på forholdvis kort tid er omkring 60 der følger Ledigidanmark.dk på Google+ viser at der er interesse og det er jeg bare glad for.

      Der er mange herhjemme der kunne få glæde af at bruge Google+ hvis de satte sig ind i hvad det kunne gøre for deres virksomheder, hjemmesider og lignende…

      Det handler bare om tid Søren…

Skriv en kommentar