Ledigidanmark.dk - Din hjemmeside til jobsøgning og karriere

10 sep 2012

Kold Kafka og varme hænder på Jobcenteret

/
Skrevet af
/
Kommentarer1
/

Pelle EsbensenSå var det den årstid igen. Jeg er kaldt til pligtigt møde i Jobcenteret. Jeg nu er i den ledighedsperiode, hvor man ikke bliver tilbudt en anden aktør, da jeg har mindre end et års dagpenge tilbage. I mit tilfælde er Jobcenteret lig med Karrierecenteret som det så flot hedder, beliggende på Amager, Sundholmsvej 22. Super. Det bliver en anledning til at udleve nogle af de strategier jeg har præsenteret over de sidste par uger.

Jobcenteret

23. august. 09:07. Her sidder vi så og venter i receptionen. Atmosfæren skabes desværre af støjen fra den obligatoriske Kafkamaskine, mens receptionisterne streger vores navne på listen ét for ét med lyserødt. Ingen af os ledige snakker med hinanden. Vi er alle inde i hver vores egen boble. Jeg blev lidt frustreret over ventetiden, så jeg nu sidder her ved en af de stationære, som meget tydeligt har markeret at de kun må bruges til jobsøgning, og skriver dette indlæg indtil de kommer og henter mig for at tale om procedurer.

Rummet her er omtrent det samme design som alle disse offentlige institutioner. Så firkantet og antiseptisk som muligt. Dekoreret i Jobnets blågrønne farver. Suk. Jeg spurgte vagten om der var en politik angående det at dokumentere herinde. “Nej det må du gerne,” var svaret, så jeg knipsede løs. Indtil jeg opdagede ordensreglementet på væggen, der forbød fotografering medmindre man havde lavet en forudgående aftale med Beskæftigelse og Integrationsforvaltningen. Humor.

Nuvel. Som Niels ganske rigigt påpeger så drejer denne blog sig ikke om at tude over systemets fejl og mangler, eller det uretfærdige ved at man skal have ørene endnu en tur i Kafkamaskinen. Her er dagens empowerment: Når nu konsulenten kommer lige om lidt – Andreas Brok, hedder han, hvis det er den samme som sidst (og det er det jo nok når det nu er mig, der forvalter Tidsrigdommen) – så bliver jeg glad igen. Han er en af de mest behagelige overraskelser jeg er stødt på i min tid i Jobnettet. Han er lige så imødekommende som han er kompetent og vores samarbejde kunne ikke være enklere. Jeg fortæller ham hvordan det går og han bakker mig op og foreslår, hvordan jeg evt. kan supplere min strategi.

Sidst jeg var her tilbød han mig et kursus, selv om jeg ikke var berretiget til et i min anden dagpengeperiode, eller overhovedet, når nu jeg har selvstædig bibeskæftigelse. Nogen tolker reglerne således at man i denne periode skal være i konstant aktivering. I denne forbindelse kan det også betale sig at blive bedre til opnå forståelse og indgå samarbejdsaftale med ligemænd. Jobcentrene kan nemlig omgå de fleste regler – det skal bare skrives ind i en Jobplan…  så er dét der gælder.

 

Jeg insiterede på selv at undersøge kursusmarkedet og ikke bare tage det Prince2 certificeringskursus han oprindeligt foreslog. En Videnspilot Praktik som projektleder hos Givrum.nu sikrede mig tid til at finde det helt rigtige. Mandag, 3. september, starter jeg på Ny AVG på Voksen Pædagogisk center lige rundt om hjørnet herfra og river mine studiekammerater lidt rundt i deres paradigmer.

Når nu denne halve times hyggesamtale er overstået så ligger mit kontorfællesskab kun 10 min væk på jernhesten. Jeg har et par blogs, der skal vedligeholdes og en konference at medarrangere. Samarbejde forpligter og livets virke venter ikke på nogen.

Rigtig god dag til alle jer ledige derude, der måtte sidde og lede efter inspiration på nettet. Her er mit bud: Hvis du begynder at tænke på det du oplever som din egen historie, som du gerne vil fortælle på din måde, så bliver det hele lidt lettere.

Opdatering fra kontoret: Efter en times ventetid blev det klart at Andreas ikke kunne tage samtalen fordi han engageret i et løbende infomøde for håndværkere, der overvejer emigrantarbejde i vores naboland – Olieemiratet Norge. Dermed varede mit møde med en konsulent de 2 minutter det tog at gå ind i Andreas kalender og booke et nyt møde på tirsdag. Konklusion: IRL Bureaukrati virker, men det er muligvis ikke den mest effektive samarbejdsmetode på markedet.

Den efterfølgende tirsdag…

12.25 er jeg fem minutter for tidligt på den til mødet, men fanger Andreas ved receptionen og bliver opstemt over 0 minutters ventetid. Vi smutter ind i et mødelokale og fortsætter ubesværet den venskabelige samtale fra sidst. Jeg opdaterer ham på udviklingen af de strategier i min jobjagt vi diskuterede da og kommer omkring nogle nye spørgsmål jeg har fundet frem til om det at være ledig siden sidst.

Jeg har en ide om at foreslå en arbejdsgiver til en kommende jobsamtale at dobble op i ansættelsen og ansætte to af os til samme løn via privat løntilskud, i stedet for kun en af os. Andreas hjælper mig med at finde blanketen og få overblik over de få krav til den private virksomhed for at kunne søge støtten. Han virker glad og opmuntret da jeg nævner at jeg skrev om ham i en blog, da jeg sad og ventede sidst. Han siger han har det fint med at blive nævnt ved navn men takker nej til at få sit billede med her i bloggen.

Jeg tillader mig på et tidspunkt at rose Karrierecenteret for deres variant af ledighedsfacilitering der, i hans hænder, er bedre end noget jeg er stødt på før. Han nævner at han er glad for at de formår at løfte den opgave de er sat i verden for at løse, men nævner samtidig at de allerede betjener et antal højtuddannede ledige, som ligger 35% over deres kapacitet. Og der er flere på vej. Jeg spørger ham om han ved, hvem der vil være den rette at kontakte for at dele mine ideer om, hvordan man engagerer flere ressourcestærke ledige i at hjælpe hinanden. Strategisk brugerinddragelse, simpelt hen. Han får et glimt i øjnene, som om han har ventet på spørgsmålet og kradser hurtigt en email og et navn ned.

Til sidst spørger jeg ind til noget,der har undret mig længe. Hvorfor får man som regel et ark at udfylde med personoplysninger som en del af det første møde hos en ny institutionel samarbejdspartner? Lever vi ikke i et gennemdigitaliseret samfund? Har de ikke adgang til mine oplysninger i deres systemer? På mig virker det demotiverende at skulle udfylde faktabokse, hvis ikke jeg kan se pointen. Han fortæller at der er flere grunde til det. Det er et spørgsmål om opdatering af kontaktoplysninger, en juridisk sikring af den ledige (hvis der er uoverensstemmelser mellem det der både skrives på arket og tastes ind i systemet, er det papirversionen, der er den gældende), dels får det samlet de lediges mindset om det det skal handle om ved dette møde – karrieren. Alle valide årsager. Han bekræfter mig dog i, at man ikke er juridisk forpligtet til selv at udfylde nogen dokumenter hos de instanser man samarbejder med omkring sin ledighed, hvis man foretrækker at lade være.

Alt i alt en gennemført optur. Endnu et lille mini-kursus i mit selv-studium i forandringsledighed i Danmark.

Skrevet af

Pelle Esbensen

Kunne du li’ hva’ du læste, så del det med dit netværk :o)

Læs eventuelt også

Jeg skifter A-kasse og siger fra!

Er du offer for krisen?

 

Skriv en kommentar