Ledigidanmark.dk - Din hjemmeside til jobsøgning og karriere

19 okt 2012

Innovativ jobsøgning er kreativ ledighed

/
Skrevet af
/
Kommentarer0
/

Pelle EsbensenSå fik vi gennemgået teorien i “Innovation er det nye sort“. Nu er det tid til at dele de bedste eksempler jeg er stødt på. Alle fem jeg nævner her er mennesker, jeg enten er eller har været i aktivt samarbejde med. De er en del af mit network og min voksende historik. Ingen af os har haft deciderede mentor-roller i forhold til hinanden, men alle har vi lært noget vigtigt via sparringer på vores vej. Nogle af disse eksemplariske ledige er nu registreret som non-ledige. Fælles for dem alle er at de er i gang med et virke.

Innovativ jobsøgning er kreativ ledighed

Innovativ jobsøgningAllan Hansted

Allan kontaktede jeg i forbindelse med arbejdet for Soul United. Han havde afleveret et meget innovativt speciale i filosofi ved KU. Specialet var så innovativt, at han dumpede og måtte bruge næsten hele det første år af sin ledighed på bureaukratiet omkring klagesagen, så han kunne få sin velfortjente 12’er. Lod han sig slå ud af dette? Nej. Han brugte sit netværk og med udgangspunkt i sit speciale formulerede han en ansøgning til en endnu mere innovativ erhvervs PhD til Novozymes A/S. Den der sigter højt… Han sidder i skrivende stund ved Berkeley University og PhDforsker  ved at interviewe eksperter.

 

Jeg har mødt mange “kreative ledige” i løbet af det sidste år og her når jeg kun at præsentere et lille udvalg. Et andet fællestræk ved disse fem er at de nåede frem til et sted i deres udvikling, hvor de ikke længere accepterede deres ledighed som et tab af identitet eller som begrænsning af deres muligheder. Der er afgjort en alderstrend indenfor kreativ ledighed. Mange er i slut-tyverne til sidst i tredverne. Men der er bestemt også ældre repræsentanter for denne tankegang.

 

Benny Walsøe

Innovativ jobsøgningBenny har jeg efterhånden mødt i flere sammenhænge. Først gennem netværket tværfaglige akademikere, som han var med til at starte op i sin tid. Benny vil lave kurser der virkelig batter for ledige. Det første han var med til at få sat i værk er nu ved at nærme sig, at over 70% af deltagerne efterfølgende er kommet i arbejde på baggrund af den kompetenceupgrade som kurset gav dem. Det er godt nok en imponerende statistik. Han er også et af de mennesker jeg har mødt, der ved mest om networking og det at kombinere iværksætteri, realisérbar innovation og ledighed. Så vidt jeg ved er han i skrivende stund ved at lave det næste kursus for ledige. Jeg tror snart det er på tide at jeg anmoder ham igen om en sparring.

Det drejer sig om en grundindstilling til det at networke. Hvis man kan finde ud af det og hvis man er god til det, så giver det pote, uanset om man er ledig eller ej. Det plejer også at hænge sammen med en villighed til at lytte til andre mennesker og byde ind med forslag og kontakter, de måske kan bruge til noget. Network går aldrig kun en vej. Det er en gensidig givende proces.

 

Joel Msw

Innovativ jobsøgningJoel og jeg blev oprindelig matchet op af Christian Fumz fra Givrum.nu .Christian havde spottet at vi begge gerne ville arbejde med at facilitere andres ledighed, så han sørgede for at vi mødtes. Det førte til et venskab og en masse sparring, men ikke et direkte integreret samarbejde, idet jeg gerne ville arbejde på det politiske plan (altså proaktivt gå til politikerne og give dem ideer til innovation, som de ikke vil kunne afslå), mens Joel ville arbejde uafhængigt. For mit eget vedkommende har jeg indtil videre mødt min kommunes siddende borgmester, samt både den siddende og tidligere minister for beskæftigelse. Alligevel er der endnu ikke kommet et konkret samarbejde på bordet jeg kan pege på. “Nej tak” eller “måske senere” er de reaktioner, jeg har måttet aflæse mellem linjerne. Joel, derimod, arrangerer allerede en række gratis innovationsworkshops for ledige via arbejdsplads.nu . Godt gået, især uden at have fået nogen støttemidler til opstarten.

En af grundende til at det kan være svært at omstille sig til tankegangen bag et networksamfund er manglen på personlige eksempler og oplæring i hvordan man konkret implementerer den. For de mange nyledige er den indledende periode en ensom kamp mod et system som alt for ofte skuffer og fremmedgør individet. Hvis du som læser føler dig kunstigt tilbageholdt i denne (s)tilstand, hjælper det måske ikke at jeg endnu en gang slår på, at det kun er dig selv der kan bryde ud af den. Det helt simple første skridt er: SPØRG EN AKTIV LEDIG OM RÅD!!!

Innovativ jobsøgningLone Vendelhaven

Lone mødte jeg til en fest. Vi fandt ud af at vi delte en passion for litteratur. Da hun hørte at jeg havde en færdig dannelsesroman liggende i skrivebordskuffen, tilbød hun at læse den, for at komme med et kvalificeret bud på, hvorfor de store forlag havde afvist den på helt og aldeles blankt papir. Det tog hende kun 2 dage at komme igennem de 500 sider. Hun gav mig noget af det bedste feedback jeg nogensinde har fået (under et tæppe på en bænk på Blaagaards Plads). Lone var gennem længere tids ledighed dukket fast op til Syntesetankens debatmøder om økonomiske reformer. Hun havde tilbudt dem gratis at omformulere og popularisere deres meget tunge udkast til en ny økonomisk grundmodel. De takkede af uransalige årsager nej, men til gengæld blev hun så headhuntet til at være  kommunikationsrådgiver for Fælleskassen af den fåmælte ældre herre, der havde siddet på rækken lige bag hende og lyttet med.

 

Der er så mange eksempler derude. Det bedste du kan opnå vil efter min mening være et mentorforløb hos et aktivt og engageret menneske, som du tilbyder din hjælp, mod at du læres op i nogle andre handlemønstre end du har nu. En personlig coach i forandringsledelse, simpelthen. Selvfølgelig vil det være fedt hvis du kan få dette mentorforløb registreret som en erhvervspraktik eller endnu bedre (og ikke set endnu), som et kursus. Men hvis ikke det kan lade sig gøre, så lad ikke det stoppe dig. Bare gør det alligevel når du finder den rette samarbejdspartner.

Innovativ jobsøgningGry Esbensen

Gry er nok mit yndlingseksempel på en god historie om ledighed herhjemme. Gry er fra Norge. Hun flyttede til København sidste år, efter at have afsluttet sin uddannelse i Oslo. Vel landet her fik hun networket sig til at leje et værelse i Jægersborggade. På et tidspunkt blev det så lettere at flytte sammen med den nye kæreste, som boede på Christianshavn. Hun levede af en lille opsparing og sit netværks streetwise gavmildhed. På et tidspunkt var hun forbi et vikarbureau til samtale om et job hun virkeligt ikke gad have. Det fortalte hun dem og spurgte om ikke de havde noget andet, der passede med hendes uddannelsesmæssige baggrund. Det havde de og næste dag sad hun til en anden ansættelsessamtale. Hos Google. Gry er i dag account manager for Google adwords.

Det jeg aller bedst kan lide ved Grys eksempel er, at hun som både norsk og dansk statsborger benyttede sig af sin ret til bureaukratiløst at flytte hertil. Ikke på noget tidspunkt af det halve år hun gik ledig, modtog hun dog nogen form for støtte fra hverken den danske eller den norske stat. Hun klarede sig via networking. Den slags kan man åbenbart godt, når bare man formår at sætte tæring efter næring.

Det er ikke alle, der kan følge Grys eksempel. Der er nok ikke nogen anden, der vil kunne gøre nogen af mine udvalgte eksemplariske ledige kunsten efter på præcis samme måde. Sådan er det jo. Men vi kan stadig lade os inspirere. Alle ledighedsforløb er unikke og ingen ved hvordan dit ender. Jeg hævder her igen, at det er din iver og virkelyst, der kommer til at afgøre det. Og netop der ligger forskellen mellem traditionel jobsøgning og innovativ jobjagt. Traditionelt fortæller man folk om hvad man kan og har præsteret tidligere. Innovativt viser man dem det ved allerede selv at være i gang.

Skrevet af

Pelle Esbensen

Kunne du li’ hva’ du læste, så del det med dit netværk :o)

Læs eventuelt også

Innovation i jobsøgningen er det nye sort

Webinar for noget??

Sparring kan løse op for din jobknude

Skriv en kommentar