Ledigidanmark.dk - Din hjemmeside til jobsøgning og karriere

28 jan 2013

Hvis jeg havde vidst… En jobsøgningsguide fra Pia

/
Skrevet af
/
Kommentarer1
/
Pia Henningsens jobsøgningsguide til jobjægere

Pia Henningsen

Egentlig er det underligt, at jeg kan huske datoen – for i virkeligheden ville jeg rigtig, rigtig gerne væk – så jeg fik bare, hvad jeg havde bedt om……….!

En jobsøgningsguide fra Pia

Lad mig begynde med begyndelsen:

18. november 2003. Nøjagtig på datoen 1 ¾ år efter jeg havde mistet min mand. Meget underligt – men – som sagt – garanteret med en mening med det hele. Jeg var ansat i en stor, skandinavisk bank (nej! Ikke den der skrives så meget om i øjeblikket), der i mit livs krise ikke havde formået at vise nogle hensyn overfor en medarbejder, der havde brug for støtte og opbakning.

At jeg så samtidig var dygtigere til mit arbejde end teamlederen og derfor ved flere lejligheder havde sagt hende imod, var ikke just karrierefremmende – så da vi i afdelingen mistede en stor institutionel kunde – og banken på det tidspunkt kørte ’head count’ politik, lå det lige til højrebenet at jeg – som til og med fik den største løn af medarbejderne i gruppen – sammen med en – i øvrigt ’også vanskelig’ deltidsansat, skulle fyres.

Afskedigelsen

Jeg kan ikke en gang sige, at jeg var chokeret – for som sagt: Jeg ville rigtig gerne væk – ja, faktisk var jeg i det små begyndt at se mig om efter et nyt job – både indenfor og udenfor banken. Dog havde de ansøgninger jeg havde skrevet, ikke givet pote – vel nok fordi jeg ikke havde skrevet ret mange ansøgninger gennem mine 22 år i bankverdenen. Når jeg havde skiftet job var det oftest sket via naturlig udvikling i karrieren. Derfor var jeg ikke skarp på den øvelse.

Selve afskedigelsen var en dårlig forberedt omgang, hvor jeg bare fik at vide, at jeg var blevet valgt på grund af min personlighed (som sagt: Jeg var ikke lige i kridthuset hos teamlederen) – men at jeg ville få en fratrædelsesaftale, hvor jeg fik 5 måneders løn, en ekstra måneds løn i fratrædelsesgodtgørelse samt tilbud om enten betalt uddannelse eller betalt outplacement forløb, hvilket var det jeg valgte – men mere om det senere.

Minsandten om jeg ikke også fik valget mellem at gå med det samme – eller vente med at slutte om fredagen (jeg tror dette skete på en tirsdag). Well! RIGHT! Hvad tror I selv? Jeg fik tillidsmanden til at hente mine ting – og så skred jeg. Det var lidt svært at komme ud af døren, for jeg havde hænderne HELT oppe over hovedet. Det føltes faktisk som en lettelse at komme væk fra firmaet.

Når det så er sagt, så vokser tæerne jo ikke ind i himlen. SELVFØLGELIG gik jeg hjem og spekulerede meget over situationen – hvad jeg nu skulle – og hvordan jeg kom videre. Jeg havde jo altid arbejdet og efter så mange år i den samme branche følte jeg mig fanget lidt i skismaet, hvor jeg godt vidste, at jeg var en dygtig bankdame – men havde svært ved at se, hvordan jeg kunne komme ud over rampen med mine kvalifikationer. Min kombinationsuddannelse af den erhvervsfaglige bankuddannelse og den teoretiske BA’er i erhvervssprog var jo en lidt speciel kommunikation. Samtidig er bankverdenen en verden, der har en forunderlig evne til at få fortalt dens medarbejdere – på skjult vis – at de ikke kan så meget andet end bankarbejde, så derfor var jeg naturligvis usikker på den professionelle fremtid.

Dét ændrede min selvopfattelse og mine visioner

Men som jeg skrev ovenfor, så fik jeg betalt et outplacement forløb – og dét ændrede virkelig min selvopfattelse og mine visioner for fremtiden blev noget mere positive. Jeg fik en jobkonsulent, med hvem jeg bare svingede – han forstod lynhurtigt at pin-pointe mine stærke sider – og fik mig til at kassere negative overbevisninger. En af de ting, der især hænger ved i dag, er hans spørgsmål om, hvorvidt jeg troede på, at jeg kom i job igen? Til det, kunne jeg jo blot svare, at det gjorde jeg da, men det var lidt svært at overskue tidshorisonten. Derpå tegnede han en pil på tavlen – satte punkter på den – og stregede nogle af dem ud. Derefter fik jeg at vide, at jeg skulle huske på, at dét at få job, var kun et spørgsmål om tid – og for hvert et afslag jeg fik – symboliseret ved de overstregne punkter – var det blot et skridt nærmere mod det job jeg SKULLE have!

Og ganske rigtigt: Kort tid efter stod jeg med to jobs at vælge imellem! Sådan!

Efterfølgende har jeg været i ledighedssituationen nogle gange – og hver eneste gang har jeg tegnet en mental pil inde i mit hoved, hvor jeg har sat streger for hvert afslag jeg får – fordi det jo bare er et skridt på vejen til det job jeg skal have. Selv i min nuværende situation bruger jeg den metode, og den hjælper mig til ikke at gå helt i spåner eller lade mig fortabe i mørke tanker – for jeg VED jo, at jobbet er derude for enden af pilen.

Og det har naturligvis lært mig, at tålmodighed er en dyd (RIGHT! LLLIIIGGGEEE min spidskompetence! NOT!). Det har også lært mig, at ting tager tid – og at der er en årsag til alt. Der er en årsag til vi ikke får dét, vi tror, er JOBBET! For det er det ikke! Det har lært mig, at se nye veje – og læse mellem linjerne, når jeg ser interessante stillingsopslag – og SIDST – men ikke mindst – så har jeg lært at lytte til min mavefornemmelse.

Ja, jeg ved godt, at du, kære læser, nu sidder og ryster lidt på hovedet af mig – fordi ’det er jo så vigtigt at have et job – og vi bliver jo hele tiden jagtet – og pressen hetzer os – og jeg skal jo også have en indtægt – og – og – og-og – og – og’

Hvad jeg har lært – Min jobsøgningsguide til dig

Du får først det rigtige job, når du er klar til det! Færdig BUM! En fyring er i langt de fleste tilfælde en ordentlig øretæve (og tro mig: det har det også været for mig, selvom jeg altid gerne har villet forlade de jobs, jeg er blevet fyret fra). Du skal lige hente luft ind igen og finde balancen, FØR du starter på et nyt job – så LAD VÆRE med at forlade din arbejdsplads og starte med at søge job fra DAG 1! DU ER IKKE KLAR! Nyd dit liv lidt – læs den bog, du gerne vil læse – meld dig til et kursus og udvid din horisont omkring et emne, du brænder for (jeg har senest selv læst til Kostvejleder og Slankekonsulent med speciale i Mad, Nydelse og Nærvær samt Børn og Overvægt) – tag muligheden for 6 ugers selvvalgt uddannelse indenfor de første 9 måneder! MEN LAD VÆRE MED AT HASTE UD I ET JOB DU IKKE ER KLAR TIL!

Find ud af hvad du vil! Måske det nu er tid til at prøve kræfter med en anden branche – eller et andet job. Det KAN lade sig gøre. Tag det fra en, der ved det!

Mavefornemmelsen! Altså: Din krop er en stor forunderlig computer – men modsat den elektroniske version, du bruger uendelige tider foran, fordi du i udtalt panik søger job på job på job på job, så fortæller din krop dig, hvad der er rigtig og forkert. Det er videnskabeligt almindeligt kendt, at svaret ligger i din krop – så lyt efter – forestil dig eventuelt et scenarie, hvor du stiller dig ved siden af dig selv og betragter din reaktion – og tag så beslutning ud fra dét du ser. Jeg garanterer, at du tager den rigtige beslutning.

Tillad dig selv at være ked af det – at rase – at være sur – at være fortvivlet og urolig – MEN: Forsøg også at finde tid og rum til at nyde friheden og de muligheder det giver. For som min jobkonsulent sagde til mig: ’Du ved aldrig hvornår du får så meget frihed igen’. Også det har jeg lært er rigtigt – samtidig med at jeg har lært at sætte pris på de gratis fornøjelser. I skrivende stund er jeg lige kommet hjem fra en lang gåtur i det vidunderlige frostklare vejr – så jeg er glad og positiv med energi til at skive endnu en ansøgning. Jeg føler mig nemlig klar til mit næste job, hvor jeg vælger med mavefornemmelsen og ender det rigtige sted!

Tro på det! Det er nok det vigtigste JEG har lært!

Husk at smile!

Læs eventuelt også

Kunsten at være jobsøgende – En jobsøgningsguide fra Lars

2013 – A New Normal for Jobsøgende

Din værste modspiller som ledig er – dig selv

Magtesløshed – ikke her!

Din indsats som jobjæger er en administrerende direktør værdig!

Skrevet af

Pia Henningsen

Kunne du li’ hva’ du læste, så del det med dit netværk :o)

Skriv en kommentar