Ledigidanmark.dk - Din hjemmeside til jobsøgning og karriere

5 jun 2013

Hold da helt ferie som jobsøgende!

/
Skrevet af
/
Kommentarer5
/
Pia Henningsen - Bliv vikar - og styrk dine kompetencer

Pia Henningsen

Jeg er tilbage i mit sofahjørne. Jeg er jetlagged, selvom jeg sov stort set hele vejen over Atlanten – jeg er træt efter 3 ugers ferie med intense oplevelser – og så er jeg dejlig solbrændt. Kort og godt: Jeg har holdt ferie med STORT F!

UHA! Siger du nok! ’Hvordan tør hun holde ferie som jobsøgende – hun er jo ’jobjæger’ og burde/skulle søge job i uendelighed!’

HONK! Forkert antagelse – for ved du hvad?

Jeg har haft rigtig, rigtig godt af den ferie!

Giv dig selv lov til at holde ferie

Og det har jeg fordi jeg har givet mig selv LOV! Lov til at slappe af – lov til at tage indtryk til mig – lov til at ’være’ – lov til at opleve – lov til at nyde – lov til at give lov! Tankerne har fået frit løb – de er blevet positive – problemstillinger er blevet mindre – og viser sig nu som positive udfordringer. Der er truffet afgørende beslutninger, der vil forbedre min dagligdag – jeg har mod på at komme i gang med nogle af de projekter, jeg så småt satte i søen, INDEN jeg tog af sted – og angsten for dem er blevet til gå-på-mod.

Alt i alt ser jeg kun med lyst sind på de kommende måneder. Nårh ja! For resten: Jeg har lige i dag fået tilbudt et 3 mdr. vikariat – der kommer lige på det rigtige tidspunkt – og som er den rigtige nøgle for mig til at komme positivt tilbage på arbejdsmarkedet.

Kan jeg ønske mig mere (udover det faste job, jeg ved venter på mig lige om hjørnet)?

Nu hører det med til historien, at jeg ikke har siddet totalt på lufferne i alle 3 uger. Min tid på computer har imidlertid været meget begrænset – FORDI det var min hensigt at holde FERIE. Dog indrømmer jeg gerne, at både min nysgerrighed samt mit stærke ønske om at komme i job har gjort, at jeg alligevel ikke har kunnet holde mig helt væk fra elektronikken. Det har medført, at jeg to gange i løber af ferien er blevet kontaktet af headhuntere – en havde endda den ’frækhed’ at ringe til mig en tidlig morgen kl. 7 (lokal tid – men så kunne jeg jo komme op og svømme). At jeg har brugt lidt tid på at lure jobs i min ferie, har jo så resulteret i, at jeg nu skal starte i vikariat – men tro mig: Den primære fokus og tankerne har IKKE været på mit – manglende – job.

Et ’væk-fra-det-hele-øjeblik’

Derfor spørger jeg dig, om du ikke godt vil love mig noget? Lov mig, at du holder ferie! Lov mig, at du tillader dig selv at give dig selv – og din familie – et frirum – et pusterum – et ’væk-fra-det-hele-øjeblik’, hvor du tillader dig selv at være et helt menneske, der har fokus på det positive i livet – at nyde nærværet, enten det er med dine nære eller om det er med dig selv – at give dig tid til at stoppe op og puste ud. Det ER sommerferietid – og der sker med stats-og bankgaranti ikke meget på rekrutteringsfronten i juli og august – så hvorfor ikke være med på bølgen og skrue lidt ned?

’Jamen’, siger du måske ’jeg vil hellere gøre en stor og kontinuerlig indsats med at få job – og når jeg så har fået det, SÅ vil jeg holde ferie’ HONK! Forkert svar: Først og fremmest fordi du ’risikerer’ at blive bedt om at starte så hurtigt som muligt, når du har landet jobbet – FORDI du er ledig – og sikkert har anført i din ansøgning at du kan starte hurtigt! Dernæst skal du tage i betragtning, at ALLE har brug for at koble af – holde ferie – trække stikket ud – kald det hvad du vil! Det er et faktum, at vi som mennesker trænger til at komme væk fra den daglige rutine – og som jobjæger er vores daglige rutine at skrive ansøgninger, gå til jobsamtaler, være i kontakt med Jobcenter og a-kasse.

Det vil betale sig!

Alle disse rutiner er vores ’arbejde’ – og ganske som med et ordinært job, er det energigivende at slippe tøjlerne. I alle andre sammenhænge siger vi, at det er blandt verdens hårdeste jobs at være jobjæger – så hvorfor i alverden ikke holde ferie fra verdens hårdeste job? Ingen siger, du skal holde dig helt væk fra jobsøgningens spændingsmomenter – men overvej om en ferie vil være en god mulighed for:

  • At finde ny energi
  • At nyde sommeren – trods alt
  • At se din situation fra en ny side
  • At samle mod og få overskud til – igen – at søge job
  • At være sammen med mennesker – eller besøge steder – du holder af (måske begge dele)

Ja, i det hele taget at tillade dig selv at være det menneske, du godt ved, du er! For:

Hvad kan det ikke ende med? Et job – måske……?

Husk at smile – og god ferie


Pia HenningsenSkrevet af

Pia Henningsen

 

5 Kommentarer

  1. Søren

    Hvordan har du råd til at holde ferie som ledig?

    Til dem som har mistet jeres dagpenge, og er på enten akut uddannelsens ydelsen eller kontanthjælp.

    I må ikke holde ferie, i har heller ikke ret til at opspare ferie penge, eller ret til at tage ud af landet, da i skal stå til rådighed for arbejdsmarkedet. Det er hvad kommunen har fremsendt af dokumentation på området.

  2. Elisabeth Langvad

    Dejligt- Pia – at have din faste “klumme” retur fra ferie. Tillykke med vikariatet 🙂

  3. Kære Søren

    Nu synes jeg som udgangspunkt IKKE at min økonomiske situation og mine dispositioner omkring min økonomi og mine valg kommer dig ved. Jeg har med stor fornøjelse holdt ferie – Færdig BUM!

    Det er ganske rigtigt, at man som kontanthjælpsmodtager IKKE må holde ferie – ihverttilfælde ikke tage d af landet – men jeg spørger bare: Står du ikke stadigvæk til rådighed for arbejdsmarkedet selvom du låner tante Annas sommerhus i Blåvand? Kan du ikke komme hjem og være på et evt. job i løbet af ganske få timer? Synes du ikke, det bedste man kan gøre for sig selv i processen – hvor træls den end er – netop ER at få ladet op – på den ene eller anden måde? At give sig selv omsorg er OGSÅ at give sig selv nye kræfter til at være i situationen – og se så, hvad der er sket for mig i den forbindelse.

    God sommer

  4. Søren

    Hej Pia

    Når jeg skriver hvordan du har råd til at holde ferie, så henviser jeg ikke til hvor mange penge du har sparet op på kontoen til ferie.

    Men hvor lidt en ledig faktisk har at rykke med i forsørgelse pr. måned til at få tingene til at løbe rundt. Hvor ferie er nået af det sidste som ledige har penge og økonomi til i en stram hverdag med regninger og udgifter.

    Det er naturligvis klart, at ferie er godt for alle. Om det er i Danmark, eller udlandet der bliver udflugtsmålet, og nye indput.

    Jeg har i denne uge snakket med rigtig mange, som gerne vil på god sommerferie, men som de siger så skal der jo brød på deres bord.
    Jeg kan sagens følge dig i, at du for ny energi af at holde ferie.
    Hive stikket ud, og forlade skuden for en tid.

    På Erhvervs skolen hvor jeg har været en del på det sidste, er der mange som vælger at udsætte ferie, indtil de engang har fået overstået skole, praktik, SU og tilbage på arbejdsmarkedet så de kan få sparet op til en god ferie. Men de kan naturligvis godt hygge sig hjemme også, selvom det ikke helt er det samme som at komme ud i den store verden, og opleve en masse ting.

Skriv en kommentar