Ledigidanmark.dk - Din hjemmeside til jobsøgning og karriere

15 maj 2013

Har jobsøgning, håndbold og marathon noget med hinanden at gøre??

/
Skrevet af
/
Kommentarer1
/

Har du opbakningen fra dine nærmeste, så du kan skabe de bedste resultater som jobsøgende?

Lene Heide - om resultater som jobsøgende

Lene Heide

Lene beskriver her hvordan den rette støtte kan hjælpe dig på vej.

Jeg kan ikke huske, at jeg nogensinde har levet mig så meget ind i en herrehåndboldkamp, som den i dag (søndag den 12. maj), hvor Mors-Thy spillede mod Aalborg om en plads i DM-finalen. Det kan godt være jeg i skrivende stund er farvet af oplevelsen. Men det skal tages med i betragtningen, at jeg med stor indlevelse har set alle OL-finaler og mange store mesterskaber med dansk deltagelse både for mænd og kvinder. Dertil kommer jeg selv har spillet rigtig mange kampe, hvor jeg også har følt, der var meget at kæmpe for. Men jeg holder fast ved min udtalelse. Som morsingbo gik den her kamp
i hjertet på en særlig måde, men den gjorde også
indtryk på mig som jobsøgende.

Fejrer du dine succeser undervejs som jobsøgende?

Der er ingen tvivl om, at en af grundene for min indlevelse hænger sammen med tilknytningen til Mors. Når det er sagt har sport og oplevelsen i dag givet mig inspiration til dette indlæg. Jeg blev mindet om noget, som er vigtigt for mig at huske som jobsøgende.

De ikke særlig kendte Mors-Thy spillere, som til stor overraskelse overhovedet kom med i slutspillet, har i den grad været et eksempel på, hvordan man kan juble over og fejre hver sejr og dermed hver skridt mod målet. Et mål som faktisk har flyttet sig undervejs fra en målsætning til at blive i Ligaen, til en plads i slutspillet, til en plads i semifinalerne. Mit mål som jobsøgende er at få et job, det flytter sig ikke – men jeg ved ikke, hvornår det sker, og dermed hvor mange “kampe” jeg skal spille, før jeg vinder den afgørende kamp. Hver kamp Mors-Thy har spillet i slutspillet har været en mulighed for en sejr, succes og en stor oplevelse. Og de har taget for sig af retterne og spillet sig videre til semifinalerne imod alle odds.

Mine “kampe” ser lidt anderledes ud som jobsøgende, men jeg har også rig mulighed for at opnå succeser og gode oplevelser undervejs, fx når jeg skriver en ansøgning, kommer til samtale, netværker, kontakter en virksomhed, er i virksomhedspraktik mm. Der er mange måder at fejre succes på og jeg skal ærlig indrømme, jeg springer ikke rundt i stuen, når jeg har sendt en ansøgning. Men jeg ser hele tiden efter muligheder for at fejre mine succeser undervejs og give plads til at føle glæde og tilfredshed over det jeg gør, og ikke hele tiden tænke på den næste “kamp”.

Er det vigtigt?

JA.
Mors-Thy er et eksempel lige efter bogen på, hvad der sker, når man fejrer og jubler undervejs. Den glæde og begejstring som spillerne og alle omkring holdet fra trænere til tilskuere har vist hver gang, de har vundet en kamp, har været en energiudladning af dimensioner, som har påvirket et helt samfund på Mors og i Thy i en positiv retning. I sport er det åbenlyst, at det ville være røveri ved højlys dag, hvis jeg ikke måtte juble undervejs, og der er ingen grund til at lade være. Den tankegang mener jeg sagtens i en tilpasset form kan bruges i mit liv som jobsøgende, og skabe en positiv effekt på mange måder.

Energi, gejst, vilje og opbakning kan flytte bjerge

På papiret skulle spillerne fra Mors-Thy ikke have de største chancer for at skabe de resultater, som de har gjort. Men i den iagttagelse er der overset en meget vigtig medspiller – energi, gejst og vilje. De er selvfølgelig alle gode håndboldspillere, ellers kunne de ikke spille på det niveau, men for mig at se har det været tydeligt, at deres attitude og indstilling har gjort dem til endnu bedre håndboldspillere, fået ting til at lykkes og en vigtig årsag til de fantastiske resultater, som de har skabt. Igen kan man sige, at det er en helt naturlig del af sport og tydeligt at se når det lykkes. Det er knap så udpræget indenfor livet som jobsøgende – men hvorfor ikke? Jeg er meget bevidst om og bruger det, som en bevidst medspiller i min jobsøgningsproces, at –

Jo bedre jeg har det og jo bedre energi jeg har, jo bedre kan jeg præstere og skabe resultater som jobsøgende.

Det er forskelligt fra jobsøgende til jobsøgende, hvad vi skal gøre for at have det godt og være i den gode energi, men vi har alle muligheden for at tænke den faktor med ind i jobsøgningsligningen.

En anden faktor, som med stor effekt kan tænkes ind i ligningen, er opbakning fra dem omkring en. Igen er Mors-Thy et eksempel der er værd at fremhæve, den opbakning som tilskuerne og lokalsamfundet har vist før, under og efter kampene har sat nye standarder indenfor håndboldverdenen – selv Landstræner Ulrik Wilbek anerkendte det på åben skærm. Den stemning, som der blev skabt under kampene, har uden tvivl været en medvirkende faktor til den succes, de har opnået. Det har haft en stor betydning for spillerne og været med til at løfte dem til at præstere over evne.

Har du opbakningen fra dem omkring dig, så du kan skabe de bedste resultater som jobsøgende?

Jeg har selv oplevet tidligere i sportslig sammenhæng, hvordan opbakning gjorde en verden til forskel. I 2011 løb jeg Copenhagen og Berlin Marathon. Det som gjorde allermest indtryk på mig, var den oplevelse det var at løbe i 4,5 time og være omgivet af mennesker, der klappede, heppede og kun kom med positive og opbakkende tilråb i bedste “You can do it” stil. Det var helt vildt. Der var selvfølgelig ingen andre til at løbe mit marathon end mig selv, og jo, det gjorde ondt, men med den opbakning kunne jeg bedre flytte mit fokus og dermed komme i mål. Der er heller ikke andre til at være jobsøgende i mit liv end mig, og det gør ondt nogle gange, ingen tvivl om det, men det hjælper altid, hvis nogle omkring mig bakker mig op i min nuværende situation og holder fanen højt for attituden “You can do it”.

En sidste ting jeg vil overføre fra kampen i dag til mit liv som jobsøgende, er evnen til at turde at være nytænkende. På et tidspunkt, hvor Mors-Thy er bagud med 4-5 mål, og tingene begynder at se lidt kritiske ud i anden halvleg, hiver de en fantastisk scoring frem bestående af et dobbelt vip. Det var med til, at Mors-Thy kom med i kampen igen, og jeg er sikker på Aalborg spillerne stadigvæk kan huske den scoring . Et godt eksempel på hvordan det lønner sig at være nytænkende selv i pressede situationer, hvor det ellers ville være mest naturlig at spille på det sikre. Jeg skal til at overveje, hvordan jeg laver et dobbelt vip i min jobsøgning.

Mors-Thy var et mål fra at komme i DM finalen, overført til mit liv som jobsøgende, kom jeg ikke i mål med et job og har på sin vis tabt i dag. Når skuffelsen har lagt sig over håndboldkampen, er det langt fra min konklusion. Den glæde og begejstring jeg har oplevet ved at følge Mors-Thy er der ingen, der kan tage fra mig. Det er med til at give mig inspiration og danne et positivt grundlag for de “kampe” jeg skal spille fremover som jobsøgende.

Læs også

Beløn dig selv! Det er vigtigt som jobsøgende

Velvære som jobsøgende – Hvad er vigtigst for dig?

Jobsøgende på ondt og godt

Er du den motiverende chef i din jobsøgning?

Guide til jobsøgning – Networking og netværksgrupper

Skrevet af

Lene Heide

Kunne du li’ hva’ du læste, så del det med dit netværk :o)

1 Kommentar

  1. Kim Lorentzen

    Hmm… “Individuals play the game, but teams beat the odds”! Det er i høj grad gældende for dit håndbold eksempel, men jeg er ikke sikker på, at det gør sig gældende i henhold til jobsøgnignen. Der er det dig som individ der må spille spillet. Selvfølgelig kan du få opbakning og støtte af dit hold af familie, venner og netværk, men det er dig selv som jobsøgende, der skal “beat the odds”.
    Der passer maraton analogien måske lidt bedre til jobsøgningsprocessen 😉

Skriv en kommentar