Ledigidanmark.dk - Din hjemmeside til jobsøgning og karriere

5 mar 2014

Fremtidssikret jobsøgning – Få 3 stærke tips

/
Skrevet af
/
Kommentarer2

3 stærke tips til en fremtidssikret jobsøgning

Vi er midt i et paradigmeskifte, hvor alt, hvad vi hidtil har lavet, prioriteret og ment, er til revision. Den teknologiske udvikling med automatisering og monitorering vil få betydning for alt og alle – også dig og din jobsøgning.

Så forbered dig allerede i dag og få en fremtidssikret jobsøgning.

Af Mette Sillesen

Fremtidsforsker hos Future Navigator

Fremtidssikret jobsøgning
3 stærke tips

1. Match dit udbud

Vi er på vej imod et samfund, der kræver fundamentalt andre kompetencer, end dem vores samfund bygger på i dag. Det betyder, at det er super vigtigt, at du allerede nu tjekker op på, om der er et match imellem dit udbud – hvad du kan og vil – og fremtidens efterspurgte kompetencer.

Fremtidens efterspurgte kompetencer bliver komplekse og specialiserede kompetencer samt egenskaber af interpersonel karakter. Og så kommer vi ikke udenom, at evnen til at dedikere sig, blive ved og modstå fristelser bliver super vigtig i en verden spækket med udbud og muligheder. Denne egenskab er, hvad Angela Lee Duckworth i sin populære TED Talk behandler under begrebet ‘grit’, som bedst kan oversættes med ‘viljefasthed’.

Se Angela Lee’s TED Talk lige her

 

Tricket at vurdere hvilke kompetencer, der bliver nødvendige for den branche eller virksomhed, du henvender dig til, og så udvikle disse kvalifikationer i dig selv, er naturligvis ikke den nemmeste opgave i verden. Ikke desto mindre er den uhyre vigtig. Fremtidens vindere er nemlig engagerede, passionerede og fremtidsorienterede mennesker, der formår at “lytte højere” og være på forkant.

Vil du være en af dem, så besvar disse tre spørgsmål næste gang du søger et job:

  • Hvilke kompetencer fra din uddannelse og tidligere jobs gør dig relevant for virksomhedens fremadrettede virke og strategi?
  • Hvilke personlige egenskaber kan du trække på, og hvorfor er de fremtidssikrede?
  • Hvad har du behov for at udvikle og opøve for at styrke dit udbud?

 

2. Kom ud af busken

Når du så har fået dit udbud på plads, handler det om at få det formidlet så godt og klart som muligt. Med andre ord skal du være knivskarp på dit personlige brand; din niche, din ekspertise, din dygtighed, din employability.

Og nej, selvfølgelig er “dit udbud” ikke tiptop til fremtiden bare ved at definere det. Det tager tid. Lang tid. Måske 10.000 timer. Eller mere. Og derfor hedder devisen “fake it till you make it”. Når du ved, hvad du vil, så er du faktisk halvvejs; resten er bare hårdt arbejde. Og hvis du ikke helt ved, hvad du vil, så er det heller ingen undskyldning.

At fokusere på din employability (din værdi på arbejdsmarkedet) er nemlig den eneste vej frem, og den der med, at et personligt brand kun er for kendte mennesker, den er lige så død som lønmodtagerkulturen, fastansættelse og pension.

Så kom ud af busken og fortæl verden hvem du er, hvad du kan, og hvad du vil. Tweet, post og pin om dine meninger og interesser, og allerbedst hvis du kan gøre det inden for det fagområde, du ønsker et job inden for. Og undlad endelige ikke at udfylde din bio. Det er det allervigtigste, da det er der, du kort og præcist skal formulere dit personlige brand. Hvad er det for nogle områder, begreber og “buzzwords”, du vil forbindes med?

Og ja, din beskrivelse kan blive bedre. Og nej, du er muligvis ikke “social media evangalist”, “best-selling author” eller “keynote speaker”. Og nej, dit billede er ikke taget af en professionel fotograf. Men start alligevel. Skriv den bedste beskrivelse du kan skrive i dag og find dit bedste billede. Du kan altid omskrive og tage et nyt billede i morgen. Det vigtigste er, at du kommer i gang. For personlig branding, sociale medier og internettet er ikke flygtige tendenser, men er kommet for at blive; – det lover jeg dig.

3. Blog, for helvede

Og nu tænker du nok, hvorfor skal jeg alt det? Jeg har da bedre ting at bruge min tid på.

Og ja, det er meget muligt. Men hvis du gerne vil have et job, så er det altså vigtigt at være synlig, aktiv og interessant. Vidste du fx at 56 procent af ansættelsesansvarlige er mere imponeret af personlige hjemmesider end CV’er? Så er det ikke nærmest dumhed ikke at give det et forsøg og dermed udskille dig fra de 93 procent af jobsøgende, som ikke har en blog? Prøv fx Strikingly.com, som du kan oprette på få minutter, og som ingen kodningsfærdigheder kræver.
Visualize.me og About.me er også to sjove alternativer til at give dit CV et mere personligt udtryk.

Og så er der Vizify.com, som nok er den platform, der kommer tættest på, hvordan jobsøgning kommer til at foregå i fremtiden. Vizify tapper nemlig ind i megatrenden monitorering ved at gøre brug af big data, som den henter fra alle ens sociale profiler (fx LinkedIn, Facebook, Twitter, Google+ og Instagram). Vizify er ikke lavet til jobsøgning/professionelle, men har til formål at give et overblik over din aktivitet på tværs af alle de sociale medier, du er på. I dag har jeg fået denne mail fra Vizify: “Hi! We found new updates for your bio. You’ve been awesome on social media lately, so we’ve picked out a few things that’d make great additions to your Vizify bio.”

I fremtiden kan du godt regne med, at din jobsøgning kommer til at foregå på mere eller mindre samme måde. Allerede i dag er det omkring 80 procent af alle jobs, der ikke bliver slået op, men sker via netværk. Om bare få år kan du forvente, at den traditionelle jobansøgning med ansøgningsfrist og bilag er fortid. Job”søgning” vil i stedet foregå monitorerede og kontinuerligt. Det betyder, at aktualitet og kompetenceudvikling bliver meget mere synligt – og vigtigt – end det er i dag. For der er ikke meget employability over at have siddet med de samme opgaver i den samme stilling de sidste 5 år, uden at have været på kurser, uden en blog og uden at være “out there” på nogen måde.

Så hvis du ikke vil ende med rygtet om at være hende/ham der, der “kommer for lidt ud”, så se at få fut i skriveriet, kreativiteten og kompetenceudviklingen!

 

FutureNavigator Mette&LouiseSkrevet af

Mette Sillesen

Fremtidsforsker hos Future Navigator

 

Kunne du li’ hva’ du læste, så del det med dit netværk :o)

2 Kommentarer

  1. Susan Murphy Lamprecht

    Hej

    Tak for en rigtig god og informativ artikel.
    Jeg var lige nysgerrig for at læse noget mere om Vizify.com og klikkede på dit link i artiklen. Her blev man ledt videre til en side som informerede om at Vizify.com er blevet opkøbt af Yahoo! og man derfor ikke kan oprette en ny konto. Så desværre kan man ikke gøre brug af tjensten som ny bruger…

    1. Hej Susan,
      Jeg regner med at man i løbet af de kommende uger vil kunne benytte Vizify.com som ny bruger, når overtagelsen fra Yahoo er helt gennemført.

Skriv en kommentar