Ledigidanmark.dk - Din hjemmeside til jobsøgning og karriere

18 sep 2012

Fest For Fyrede – En fest Simon Emil burde have deltaget i

/
Skrevet af
/
Kommentarer1
/

Niels ReibJeg brugte mandagen i Aalborg, hvor jeg var blevet inviteret til at lave et oplæg til den første Fest For Fyrede deroppe. Sikken en dag!!! Et stort og flot fremmøde med 200 energiske og nysgerrige jobsøgende der vil frem og ikke hænger i sofaen. De kom ud og fik inspiration, nye netværks-kolleger, fornyet motivation og alt i alt bare en vitamin indsprøjtning af fornyet mod og energi. Hvor ville jeg ønske at der havde været et par politikkere og journalister fra Ekstra Bladet med, så de kunne få øjnene op for at ikke alle jobsøgere er luddovne og ugidelige!

Dagen igår var et helt fantastisk eksempel på hvordan min verden ser ud i forhold til hvad jobsøgende laver og gør for at komme videre og finde nye muligheder og vejen tilbage på arbejdsmarkedet. En skærende kontrast til den sørgelige holdning der spreder sig i nogle medier for øjeblikket og dermed også smitter af på den del af befolkningen der ikke har prøvet på egen krop hvad det vil sige at gå med den uvished, det konstante håb om at den næste ansøgning bliver den sidste og jobbet bliver landet.

Fest For Fyrede var den første af sin slags i Aalborg og en succes!!

Det hele startede kl 9.00 og på programmet var der flere oplægsholdere og tid afsat til at netværke og lære nye kolleger at kende. Man ved det er en succes når man har svært ved at samle 200 mennesker efter en frokostpause fordi de har travlt med at mingle og møde nye mennesker. Men det var tilfældet… Der blev skabt nye brugbare kontakter på kryds og tværs af brancher og uddannelser. Vidensdelingen startede og jeg har en stærk fornemmelse af at den ikke stopper fordi “festen” sluttede igår. Der blev udvekslet visitkort og kontaktoplysninger og dermed blev grundenlaget lagt til endnu mere sparring og endnu flere muligheder.

Jeg kunne have ønsket at der havde været deltagelse af et par af landets politikkere, så de kunne få lidt mere indblik i hvad jobsøgende gør for at skabe nye kontakter, nye muligheder og vejen tilbage på arbejdsmarkedet. Tror de ville få et noget mere nuanceret indblik i virkeligheden end den de åbenbart læser om i Ekstra Bladet og tror på.

Se indslag fra TV2 Nord (24 sekunder inde i indslaget)

Seriøs journalistisk på P1 Morgen

Med til “festen” var også Jakob Skaaning fra Danmarks Radios P1, som jeg blev ringet op af i sidste uge.
Jakob kom til Aalborg fra København for se hvad Fest For Fyrede var for noget og for at møde et par af dem som han har valgt til at være en del af den programserie som P1 starter i uge 43, hvor de sætter fokus på hele situationen omkring de dagpengemodtagere der står overfor at falde ud af systemet.

Det var super cool at møde Jakob og få talt med ham og hørt lidt mere om hvad programserien kommer til at indeholde. Vi fik udvekslet lidt idéer til programmet og tanker omkring situationen som jobsøgende og de udfordinger der er i hverdagen.

Jeg fik også mulighed for at møde et par stykker fra Aktiveledige.dk, blandt andre René som var kommet hele vejen fra Lemvig til Aalborg for at deltage i festen. René og jeg har haft lidt mailkorrespondence på Aktiveledige.dk, så det var fedt at få trykket ham i hånden og mødt ham. En super fyr med en masse at tilbyde! Så hvis du befinder dig i det vestlige Jylland i Lemvig området og kunne bruge en udadvendt og frisk sparringspartner, så kan du nemt finde ham på Aktiveledige.dk.

Ikke et enkeltstående tilfælde

Der er mange der lige skal overvinde at deltage og tage afsted til sådan et arrangement. Jeg ved da at jeg selv var lidt forbeholden da jeg blev inviteret til det første arrangement. Men når man bliver bliver budt velkommen og mødt af smilende mennesker, så er det jo altså ikke så farligt.

Så hvis du sidder derude og får mulighed for at komme til Fest For Fyrede eller et tilsvarende arrangement, så er min mening at det ville være super ærgerligt at forspilde den mulighed for at komme ud og væk fra skærmen og møde en masse nye mennesker. Nu har jeg efterhånden deltaget i flere fest for fyrede arrangementer og det er den samme gode energi der er til hvert af dem. Folk bliver inspirerede og motiverede, fyldt med god energi, mod og vilje hver gang.

Jeg håber at den næste Fest For Fyrede vil blive med deltagelse af en eller to af landets politikere så de kan se den anden side af dagpengemodtagerne og se hvad der bliver gjort rundt omkring, ting som de måske kunne blive inspirerede af og dermed måske tænke lidt ud af boksen i håndteringen af jobsøgende.

Her til sidst vil jeg bare takke alle dem oppe i Aalborg for at gøre dagen igår til en helt fantastisk dag. Det arbejde I har lagt i at arrangere festen fortjener et stort klap på skulderen, I kan være stolte af at få det hele til at spille i første hug!

 

Niels ReibSkrevet af

Niels Reib  – Ejer og Community Manager på Ledigidanmark.dk
Foredragsholder og konsulent
Reib Consulting

Kunne du li’ hva’ du læste, så del det med dit netværk :o)

Skriv en kommentar