Ledigidanmark.dk - Din hjemmeside til jobsøgning og karriere

5 nov 2012

Er jobsøgende medborgere?

/
Skrevet af
/
Kommentarer0
/

Pelle EsbensenSå er der dømt “October Surprise” med et twist. Sandy har sat USAs østkyst og præsidentvalg på den anden ende. Herhjemme giver de lidt mildere vinde og faldende flammeblade anledning til roligere eftertanke. Mine tanker er efterhånden sporet godt og grundigt ind på fremtiden. Min langtidsledighed har gjort mig det klinkende klart, at der er nogle af de goder, min generation er vokset op med som selvfølger, vi ikke nødvendigvis vil kunne vedblive at tage for givet. Er det en grund til at være bange? Narjh. Er det en grund til at forberede sig på forandringer og øve sig på at værdsætte værdier i nuet. JA!

Ledighed sætter tingene i perspektiv

Har du været jobsøgende i Danmark i 2012? Så har du nok også skuttet dig lidt i årets “winds of change”. Det er en ret forrygende tid vi lever i. Verdensstemningen spidser mere og mere til. Den hjemlige politik overgår sig selv i niveauer af spin, farce, skandaler og komplekse korruptionsmistanker. Dagpengene slipper snart op. Man fristes sgu næsten til at citere de danske, olympiske guldvindere fra 1998: “OUUIIII!”

I denne ledighedsperiode har jeg især fokuseret på at lære nyt og networke. Det stod klart for mig allerede ved begyndelsen i januar 2011, at mit mål ikke var bare at komme i job igen. Jeg ville finde et virke, hvorved jeg kunne bidrage til samfundet på mine egne præmisser og ikke fokusere så meget på, hvordan min kommune havde mig kategoriseret i deres systemer. Den slags er jo faktisk endnu muligt for idealister i det danske velfærdssamfund. Jeg benyttede mig af chancen, mens den var der.

På dette plan, såvel som på andre, er jeg nok en atypisk jobsøgende. Men er der noget de seneste måneders networking har overbevist mig om så er det at vi ALLE er atypiske ledige – hver på vores egen måde. Det er så bare endnu en grund til at tage et større personligt ansvar for ens egen udvikling under ledigheden. Et system, der måler alle med samme laveste fællesnævner er ikke indrettet til at facilitere individuelle karrierer. Kontrol avler nu engang konsekvent mistillid. Det er en ond cirkel, der kun kan brydes indefra (læs: af dig). Den dag du tager skeen i den anden hånd og begynder at vise tillid til dig selv. Den dag du tør tro på at dine jobkonsulenter vil bakke dig op i din plan for fremtiden…   det er den dag, verden begynder at møde dig med den samme tillid.

Hvad var det for noget det der med borgerskabet?

I den lavpraktiske ende af disse højpandede tanker ser det ca. sådan her ud:

  1. Verden er i forandring og der er usikkerhed omkring udviklingen hen over de næste par år.
  2. Dit liv er i forandring og der er usikkerhed omkring udviklingen hen over de næste par år. Hey. Optur. Det betyder jo faktisk at:
  3. Din ledighed er en slags genvejsbillet til at komme i synkron svingning med verdens tilstand.

Hvis du ønsker det. Hvis du kan tage det på dig. Hvis du har mod på at lære at navigere i forandringens strøm og læse mellem linjerne med et gran salt.

Der er så mange faktorer i spil, der kan gøre én bekymret og bange for fremtiden. Men hvis man kigger nærmere på dem, viser det sig, at de alle sammen er illusioner. Samfundet er i kompleks udvikling. Sådan har det været, sådan vil det forblive. De fleste af os er ikke vant til at forholde os til globale samfundsproblematikker i det daglige liv. Vi lever vores egne stille tilværelser og forsøger at skabe små lommer af tryghed omkring os. Det er jo bare menneskeligt. Og hvem har tid til at genoverveje sine værdier i dette travle, statusorienterede, virtuelle hyperforbrugsamfund?

Vi jobsøgende har den tid. Vi er tidsrige. Vores ledighed er en mulighed for at indse hvilken kraft vi hver især har. Værktøjer og metoder du kan bruge til at blive klar til den fremtid, der ligger og venter i dit nye virke, deles nu af over 10 bloggere her på siden. Networking, research og sparring er blot de indledende kapitler. Men det begynder med en beslutning. Et beslutning om at bruge den tid du har fået givet til at forstå din situation bedre og viljen til at møde fremtidens forandringer proaktivt og frem for alt… uden frygt.

Medborgerskab som virtuelt nærvær

I onsdags var vi syv mennesker samlet fra hele landet til “Godmorgen med Niels Reib” via et Google Hangout. Det blev en unik oplevelse for os alle. Der blev delt erfaringer og tips på kryds og tværs og vi fik bekræftet at man sagtens kan få den samme intimitet og udbytte ud af et virtuelt netværksmøde, som af et virkeligt. Jeg vil faktisk mene at udbyttet kan være større, idet man lettere kan holde fokus på bolden, når alle sidder foran deres arbejdsstation og kan gå til og fra computeren når de lige har brug for en kort pause, eller når babyen skal skiftes.

6 jobsøgende fra 6 forskellige steder i landet og en jobkonsulent fra Ikast/Brande kommune på barsel loggede på for at dele problematikker og strategier. Et netværksmøde som dette ville aldrig have kunnet finde sted fysisk, da transporttiden ville umuliggøre det. Men online kan vi jobsøgende mødes for at hjælpe og inspirere hinanden. Helt uden det koster andet end strømmen til de computere vi alligevel sidder foran (samt muligvis et headset og et webcam, hvis man vil have hele oplevelsen med).

Fremtiden er her allerede og der er ingen grund til at være bange for den. Ledigidanmark har taget Danmarks mødom hvad angår online innovation på dette område. Hvis du læser dette her har du beviseligt en interesse i at hjælpe dig selv eller andre ud af en ledighedsperiode. Gør noget ved det! Giv en gratis gave der rykker. Vær anledningen til at en jobsøgende prøver noget nyt. DET er dansk medborgerskab anno 2012.

Skrevet af

Pelle Esbensen

Læs eventuelt også

Innovation i jobsøgning er det nye sort

Innovativ jobsøgning er kreativ ledighed

Bruger du ikke din ledighed til at udvikle dig?

Jobsøgende i DK: Gode nerver til godt nærvær

Jobsøgende på ondt og godt

Kunne du li’ hva’ du læste, så del det med dit netværk :o)

Skriv en kommentar