Ledigidanmark.dk - Din hjemmeside til jobsøgning og karriere

26 mar 2014

Er din hverdag klar til et job?

/
Skrevet af
/
Kommentarer2

Er din hverdag klar til et job?

Pia Henningsen

Pia Henningsen

Med fare for at lyde som en gammel kone vil jeg sige:
Puha – hvor tiden går ekstremt hurtigt. Jeg når næsten ingenting!

Det jeg i virkeligheden ikke kan forstå, er at det nu er over 2 måneder siden jeg begyndte på mit nye job. Samtidig med, at det føles som om jeg har været i firmaet i en menneskealder, så er tiden bare løbet hurtigt. Meget hurtigt.

Det bedste er, at jeg er blevet utroligt godt modtaget. Der gik ikke mange dage, før jeg havde masser af selvstændige opgaver at tage fat på – bl.a. har det vist sig, at jeg skal stå for at udvikle firmaets HR- og kommunikationsstrategi – så der er nok af udfordringer – samtidig med at mine to nærmeste chefer skal serviceres ultimativt, der skal laves professionelle oversættelser, planlægges jubilæumsfest – bare for at nævne et par få opgaver. Så jo – jeg sover godt om natten!

Skulle have turdet nyde min frihed mere

Det er jo også fordi, at der er mange andre ting der skal nås. Jeg har kun mig selv til at klare alle pligterne – men i virkeligheden tror jeg ikke der er meget forskel på om du er single eller har en bedre halvdel, der kan deltage i de praktiske løjer! Opvaske, tøjvask, madlavning og budgetlægning klarer ikke sig selv – og turen i fitness centret (som jeg i øvrigt nu får betalt af mit firma, hva’be’har) skal der jo også helst være tid til.

Forleden dag kom så tanken til mig: Det er så udbredt at skrive om, at man som ledig skal prioritere sin tid – at man skal sørge for at få noget indhold i dagen – at det hele ikke kun skal gå op i skrivning af ansøgninger – at der skal være plads til åndehuller – at man skal huske at få sig selv med osv. osv. Jeg har selv flere gange skrevet, at en ledighedsperiode skal være en periode, hvor livet nydes, indenfor de rammer det er muligt, for man ved aldrig hvornår man får så meget frihed igen. Det kan jeg kun understrege igen: Få noget ud af friheden – for lige pludselig er du i gang igen (heldigvis) og vil sidde og tænke: Havde jeg dog bare turdet nyde min frihed mere…..

Samtidig med ovennævnte tanke, faldt det mig ind, at der ikke er nogle der skriver, hvor vigtigt det er at forberede sig til en hverdag, hvor der igen er arbejde på programmet – måske endda mere end de klassiske 37 timer pr. uge. Rent mentalt er man, når man er ledig, så langt fremme i tankegangen, at man sagtens kan se sig selv i en arbejdsrolle, hvor pendleriet er fantastisk, arbejdet altid problemløst, aftensmaden laver sig selv og energien til fitness eller anden sport er i top.

Er din hverdag klar til et job?

Men jeg kan godt skrive under på, at det kan være en brat (om end positiv) opvågning man bliver udsat for, når hverdagen melder sig. Nu er der ikke mere noget med ’bare’ at tage en halv time mere, fordi man ikke gider stå op. Næh nej: Morgenens rutiner kører på klokkeslæt – og bilen startes sjældent senere end 7.07. Jeg har gjort de observationer, at – mærkværdigvis – kører alle idioterne på Sydmotorvejen hver eneste dag samtidig med jeg kører der – arbejdet laver ikke sig selv – ej heller springer de ugentlige indkøb selv ned i kurven og ind i bilen – fitness maskinerne kræver menneskelig modstand og opvaske- og vaskemaskinen kræver også manuel håndtering for at fyldes, startes og tømmes. Madlavningen er ikke blot et venstrehåndsarbejde for mig – men fjernsyn er blevet en sjældenhed (som evt. foregår samtidig med at aftensmåltidet indtages *lad nu være at råbe af mig – jeg ved det godt!*)

Derfor har jeg nu udfærdiget en mental plan for, hvordan jeg får min hverdag til at hænge bedst muligt sammen – for ellers bliver det for uoverskueligt for mig:

  • Jeg sørger altid for, at der er mad nok i køleskabet til en uges madpakker
  • Jeg laver store portioner, når jeg laver mad, så jeg altid har god fast food
  • Jeg træner på bestemte dage
  • Jeg køber ind på bestemte dage
  • Jeg har aftaler på de dage, jeg ikke træner (hvis jeg har aftaler)
  • Jeg klatvasker ikke – men vasker kun en gang om ugen
  • Rengøringen betaler jeg mig fra (og har gjort det i mange år)
  • Store arbejdsopgaver bliver nøje gennemtænkt, sat i kalenderen – med notater i punktform
  • Hjemmearbejde slutter senest kl. 20 (så vidt muligt – og hvis jeg har behov for at arbejde hjemme efter normal arbejdstids ophør)
  • Jeg fortæller mig selv at det er dejligt at have tiden helt for mig selv i bilen, mens jeg lytter til radio, jeg ellers ikke ville lytte til
  • ….og så er der sikkert noget mere jeg gør, som jeg ikke helt kan huske

 

Så ja: Der er nogle ting, man ikke helt kan huske, hvordan er, når man går derhjemme. Verden er et sted, der bevæger sig utroligt hurtigt her i 2014 – og der er ingen tvivl om, at de krav, der sættes til os mennesker er meget store – hvad enten vi er ledige eller i arbejde. I begge tilfælde er planlægning et værktøj, der kan frigive ressourcer, så vi kan formå at præstere dét, vi nu skal præstere i den givne situation. Mit bud er, hvis du forstå at planlægge og få det bedste ud af din ledighedsperiode – så formår du at planlægge dit nye arbejdsliv. Vær opmærksom på, at der vil være en omstillingsperiode, der føles ekstremt hård – men fantastisk!

Er du klar til en hverdag med job?

Pia HenningsenHusk at smile!

PIA

 

Kunne du li’ hva’ du læste, så del det med dit netværk :o)

2 Kommentarer

  1. Jeg husker en ledig, som var hos min tidligere arbejdsplads for arbejdssøgning og kursus i den anledning. Hun havde en meget klar idé om den virksomhed, hun ville udbyde – fritidsundervisning, som hun ville gøre til fuldtidsjob – så hun spildte ikke et sekund af perioden, som blev brugt til at lave visitkort, foldere, hjemmesidemateriale og så videre. Da hun afmeldte sig som ledig var hele pakken klar. Dette er en håndfuld år siden, og hun er fortsat in business.
    Det inspirerede også de andre, der var henvist samtidig. Hun var et godt eksempel på en stærk iværksættermentalitet, og selv om der ikke lige var andre, der gik i den retning, så kom der en stærkere ånd af vilje til at undersøge og opsøge hos gruppen.

Skriv en kommentar