Ledigidanmark.dk - Din hjemmeside til jobsøgning og karriere

1 apr 2012

Den er da helt gal med kvinder…..(eller er den?)!

/
Skrevet af
/
Kommentarer3
/

Den er da helt gal med kvinder…..(eller er den?)!

Pia Henningsen

Pia Henningsen

Får kvinder ’oppe i årene’ virkelige oftere stress end mænd – og resten af befolkningen?

For et stykke tid siden aflagde jeg min kiropraktor et besøg – som jeg gør med regelmæssig mellemrum. En kombination af en familieskavank i ryggen, siddende arbejde og mange års overvægt har været med til at gøre, det er en nødvendighed.  Jeg kom lidt tidligere end aftalt – fik fedtet mig frem til at blive skubbet frem i køen (det er fantastisk at være en god fast kunde) – men havde alligevel lidt ventetid. Den ventetid brugte jeg så til at gribe efter et eksemplar af Ugebladet Søndag – efter at have taget mig selv i at smile besnærende til et særdeles nydeligt eksemplar af den mandlige race, der, som jeg, sad og ventede på tur til ’knæk og bræk’.  Hvo intet vover intet vinder, tænkte jeg.

Nå, men det essentielle i denne historie er ikke min taktik udi forførelsens kunst – men derimod en udtalelse jeg faldt over i bladet, nemlig:

’Kvinder omkring 50 er ekstra meget udsatte for stress, fordi det er almindeligt, at vi knokler for at få tingene til at hænge sammen når vi er mellem 35 – 44. Når vi så nærmer os de 50 må vi betale prisen for at ville det hele’.

 Udtalelsen var såmænd ikke uddybet nærmere – men sat ind i en boks i det sundhedstillæg, der hører med til ugebladet. Den eneste kommentar var, fordi vi ville det hele og følte os ansvarlige for alt – skulle vi se i øjnene at vi – med alderen – ikke længere var i stand til at klare det samme som da vi var 35.

Da blev jeg en kende indigneret – og følte mig personligt angrebet. Det kan være jeg fejlagtigt har taget det ilde op – men jeg kunne ikke lade være med at tænke:

Ville et mandeblad have skrevet tilsvarende til deres læsere? Nej – vel?

Havde det været et mandeblad, så havde der i stedet været en skulderklappende artikel, der fortalte manden, at alder i virkeligheden kun er et spørgsmål om et tal – at med alder kom erfaringen – at kvaliteten forbedres med alderen – at karrieren stadig kan køre på sit højeste – osv. osv.

Det ville hele vejen igennem være ros og afstivning af selvtilliden.

Så i virkeligheden er der flere aspekter i dette: Når kvinder passerer de 40 så nedbryder de åbenbart langsomt deres helbred og ender med at få stress fordi de er sådan nogle svage sjæle, der med alderen kan klare mindre og mindre – samtidig med at vores medsøstre – her i form af ugebladsskribenter – ihverttilfælde nok skal sørge for at få os til at føle os mindreværdige? Og er mænd så åbenbart nogen rigtige kraftkarle, når de når op omkring de 50?

Pia, siger nogle – var der ikke noget med, at du selv har haft stress?

Og så er det her jeg lige må op og markere: Jo, jeg har selv haft stress – er måske endda lige ramt en kende p.t. Det blev helt sikkert udløst af mit arbejde – men det pudsige er dog, at det blev udløst, fordi jeg havde en chef, der benyttede enhver chance til at fortælle mig, at jeg var en idiot, dårlig til mit job, ingenting kunne osv. – altså blev jeg faktisk udsat for mobning.

Se – dét er dét, der senest har givet mig en stressreaktion, der førte til sygdom og hospitalsophold – men det er på ingen måde at have travlt med masser af opgaver at løse, for jeg trives bedst med udfordringer – og jeg véd, at jeg gør mit arbejde rigtig godt. Jeg går ganske enkelt sukkerkold, hvis jeg sidder og har for lidt.

Nu er det imidlertid et faktum, at når stress først har været i din krop, så sidder det der latent, og der skal ikke meget til, før du kan mærke symptomer. Det er jeg opmærksom på – og kan således af og til mærke det.

Men: Jeg bryder mig i den grad ikke om at blive nedvurderet og blive betragtet som svag, ’bare fordi’ jeg har rundet de 50. Jeg har – som udgangspunkt – en energi af den anden verden. Der er meget få, der kan følge med mig – og jeg lever et aktivt liv – som jeg altid har gjort. Udseendemæssigt ligner jeg ikke en, der er så ’gammel’ som jeg er. Desuden kender jeg mange kvinder på min alder, der ser forrygende ud og holder sig i form, er aktive – som kan klare det hele. Min egen farmor var aktiv i eget hjem stort set til det sidste. Min tante er en livlig, livsglad, aktiv kvinde – ja – jeg kan nævne utallige eksempler på, at selvom vi har passeret 40, så er der stadig gang i os kvinder.

Stress bliver mere og mere fremherskende

For at sætte tingene i perspektiv, så synes jeg måske heller ikke det er særlig relevant ’kun’ at lave en miniartikel baseret på et køn og en aldersgruppe. Det ubesvigelige faktum er, at stress bliver mere og mere fremherskende i dette samfund – og rammer alle. I mit jobsøgningsnetværk er der rigtig mange mennesker, der har fortalt mig, at de har været helt nede og bide i græsset med stress – med følgende afskedigelse til følge – og der er INTET mønster i, om det er kvinde eller mænd – unge eller gamle. Det rammer bredt, hvilket kan illustreres ved, at jeg i min perifere bekendtskabskreds endda er vidende om en ung mand på 25, der har været sygemeldt siden september sidste år – og først lige har genoptaget arbejde på fuld tid, men alligevel er spændt på, hvor længe han kan holde til det – for han er ret sikker på, at han aldrig bliver helt rask. Det er godt nok barsk! Og det er godt nok barsk, at så mange mennesker bliver ramt af en så alvorlig sygdom, der i bund og grund ikke bliver taget alvorligt!

Derfor skal opfordringen være til damebladene: Hvis I absolut skal skrive om, hvor hårdt vi midaldrende kvinder har det, tag nu lige at muntre os op – selvom vi ikke er årsunger. Vi kan – som udgangspunkt – godt klare det – vi har erfaringen – vi har gejsten – vi har overskuddet. Kære dameblade: Tag ved lære af mandebladene – ellers tror jeg vi er nogle der er nødt til at skrive en artikel om forunderlige kvinder – og få den trykt i et mandeblad, der har positiv approach til – ikke blot mænd – men til mennesker!

Sidst men ikke mindst: Måske det var en idé at såvel damebladene som mandebladene startede en artikleserie om stress – og om hvor alvorlig en lidelse det reelt er? Lad os få noget fokus på, at lidelsen rent faktisk er invaliderende hvis den ikke bliver behandlet – og lad os få noget fokus på at alle har et ansvar med hensyn til imødegåelse af stress og sammenbrud – ALLE: Kolleger, arbejdsgivere og os selv.

Det er ikke en skam at have stress!

Husk at smile.

Skrevet af

Pia Henningsen

Kunne du li’ hva’ du læste, så del det med dit netværk :o)

3 Kommentarer

  1. Touché, Pia :o) … Kanon skrevet – og giver dig fuldstændig ret i, at man ikke skal have ondt af os kvinder – som for lang tid siden passerede de 40. Vi kan tit det, vi vil – og vi er gode til det! :o)

    Og hvad angår stress: Så er min personlige holdning, at mange ledere/chefer kunne bruge oplæring i, hvordan man spotter (i tide) at en medarbejder enten er ved at miste overblikket, eller bare går rundt og har det skidt.

    Problemet er at de fleste ledere/chefer netop bliver ledere/chefer fordi de har de faglige kompetencer i orden – men for at være en god leder, så skal de personlige/jordnære/empatiske kompetencer være i tip-top-stand. Fordi man er fagligt dygtig på sit felt er ikke ensbetydende med at man samtidig er en god leder. Det kunne mange virksomheder lære noget af, når de skal ud og finde ledere/chefer :o)

    De bedste påskehilsner
    fra Susan :o) (årgang: ’64)

    1. Tusind tak, Susan. Du har også ganske ret i dine betragtninger. Jeg har mødt alt for mange af den slags chefer i min tid…min seneste havde desværre hverken faglig ballast ELLER empati – og det gik så ud over mig. Fantastisk
      Også forrygende påske til dig.
      Kh
      Pia

  2. Bente Kjer

    Hej Pia
    Hvor har du ret i dine betragtninger. Vi kvinder bliver stadig vurderet som svagere end mænd. Når det er sagt, mener jeg også, at nogle ledere åbenbart ser det som sin fornemste pligt at få alle sine medarbejdere til at bøje nakken og blive ensrettede til lederens standard.
    Det er nemt at gøre ved at fortælle medarbejderne, hvor dårligt de passer til firmaets profil, hvor dårligt de klarer jobbet (der er altid nogle, man kan bruge som sandhedsvidner), og hvor meget man skal være anerkendende. Det er bare ikke noget de selv udøver i deres virke. Det må være en særlig race, der bliver rekrutteret til lederuddannelserne.

    Hilsen Bente

Skriv en kommentar