Ledigidanmark.dk - Din hjemmeside til jobsøgning og karriere

2 jan 2013

Davids kamp mod Goliat

/
Skrevet af
/
Kommentarer0

gaestebloggerJeg har nu været aktivt jobsøgende i 4 måneder. En proces der har været hård, ikke fordi jeg har behov for medlidenhed. Jeg har bare behov forståelse.

Jeg har stiftet bekendtskab med et system, hvor jeg er blevet puttet i en boks, en såkaldt matchgruppe. Dette er imidlertid også fint nok, eftersom vejledning så kan blive bedre og mere kvalificeret. Metoden også god nok, da man må formode at forudsætningerne indenfor hver matchgruppe er de samme.

Der kan så laves statistik på hvor lang tid den enkelte matchgruppe gennemsnitligt et tilknyttet systemet, en startside der i og for sig kan være meget opmuntrende når man som jeg higer efter at komme i gang.

Jeg har absolut intet at udsætte på min kontakt hos den eksterne aktør, jeg er tilknyttet, jeg oplever faktisk et menneske det forsøger at gøre sit arbejde så godt som overhovedet muligt. Men desværre bliver bremset at systemet. Desværre er jeg uddannet lærer, og blev ramt af nedskæringer. Min a-kasse fortæller mig at jeg først kan få mere uddannelse når alle jobmuligheder er udtømte eller jeg har været ledig længere dvs. i 26 uger.

Jeg har forsøgt at tænke uden for boksen, ved at søge andre job der var beslægtede med det jeg hidtil har beskæftiget mig med, desværre uden resultat da jeg ikke har de nødvendige formelle kompetencer. Jeg

Der er imidlertid blot nogle ting jeg ikke forstår, hvornår er mine jobmuligheder ud tømte? Og hvilken interesse har samfundet i at passivt forsørge mig i stedet for at hjælpe mig videre?  Jeg kan godt forstå at appelsinerne ikke falder ned fra himlen, og jeg vil også meget gerne selv gøre en aktiv indsats for at komme videre.  Jeg er efterhånden temmelig afklaret med at jeg skal skifte branche, da jeg har større potentiale end at blive i folkeskolen. For det første fordi jeg har oplevet det som demotiverende at slæbe sig på arbejde uden så meget som at få et skulderklap, en julegave eller en betalt julefrokost. For det andet jeg brænder for mennesker, hvilket i sin tid også var min motivation for at blive lærer. har altså intet papir på det jeg kan, og i min bestræbelser på at få tilegnet mig disse bliver bremset af et system hvor jeg er et sags nummer, og ikke en potentiel ressource for samfundet.

Men helt grundlæggende så savner jeg at blive behandlet som et menneske, et menneske med et potentiale, der mange år tilbage på arbejdsmarkedet. Og ikke blot et sagsnummer, der af og til skal til ses.  Jeg vil gerne spille sammen med systemet, således jeg kan komme i job, men det er svært nok jeg gang på gang oplever at det jeg gerne vil, det der motivere mig og den vej jeg gerne vil gå, bremses af stive regler.

Men forhåbentlig går det som det gik med Davids kamp mod Goliat, at den lille mand vinder til sidst, og dermed viljen.

Skrevet af

Klaus

Kunne du li’ hva’ du læste, så del det med dit netværk :o)

Skriv en kommentar