Ledigidanmark.dk - Din hjemmeside til jobsøgning og karriere

21 apr 2012

Danmark – Solskin på Drømmens Altan (en betragtning om dansk uimødekommenhed)

/
Skrevet af
/
Kommentarer0

Danmark – Solskin på Drømmens Altan

Pia Henningsen

Pia Henningsen

Lige meget hvem du er – lige meget hvor du er – så velkommen hér

synger Gnags sammen med Søs Fenger og Thomas Helmig.  Jeg kan stadig huske videoen fra en gang i 80’erne hvor de står på toppen af Hotel Atlantic i Århus – armene bredt ud mod byen – syngende om, hvor gæstfrie og åbne vi er i Danmark – og at vores største svaghed er at ’vi drikker kaffe fra kaffemaskiner hele formiddagen’.

Vi danskere vil rigtig gerne give indtryk af, at vi som befolkning er meget åbne, gæstfrie, fordomsfrie og parat til at favne verden. Vores lille eventyrland – hvad det jo bestemt er – er det eneste sted på jorden, hvor det er værd at bo – så lad os endelig blive her.

Inden jeg får for mange øretæver vil jeg kraftigt understrege, at jeg selv synes vi bor i et rigtig dejligt land – og på trods af, at jeg har rejst rigtig meget, har jeg den holdning, at ’man’ kan ikke tillade sig at rejse ud i den store verden uden samtidig at kende sit eget land – hvorfor jeg har brugt meget tid på at se Danmark. I skrivende stund ville jeg have svært ved at skulle udpege et favoritsted, men Nordjylland, Vestjylland omkring Blåvand, Sønderjylland, Vestfyn og Næstvedegnen er da absolut at fremhæve.

Vi udveksler ikke bemærkninger

Når det så er sagt, så må jeg så drysse malurt i bægeret og sige at jeg synes vi danskere er nogle rigtig tørvetrillere – og meget svære at komme ind på livet af.  Eksempelvis har jeg lige købt mig et abonnement i det lokale Fitnessdk center. Det er nyt, det er stort og der er – som jeg bedømmer det – rigtig mange medlemmer – af mange etniske oprindelser.  Imidlertid observerer jeg, når jeg sådan tusser rundt og sørger for at komme i form – at folk passer sig selv – helt og aldeles. Vi hilser ikke på hinanden – vi udveksler ikke bemærkninger – smiler ikke til hinanden, når vi overtager maskiner. Ingen interaktion – ingen høflighed – kun neutrale – grænsende til sure – miner. Havde det nu været i et fitness center i USA (hvor jeg har rejst rigtig meget – og hvor jeg HAR været til træning), så ville jeg have været meget længere tid om at komme igennem mit program, for jeg ville 1) i begyndelse skulle redegøre overfor indtil flere mennesker hvem jeg var – og hvad jeg ville med træning 2) senere i forløbet skulle redegøre for, om jeg stadig synes det var sjovt at komme i centret – og om jeg havde haft nytte af min træning. Small talk – ja – men også en interesse for dine medmennesker – noget der er naturligt for amerikanerne.

Min kusine er gift med en kenyaner. Han har nu opnået status til permanent opholds- og arbejdstilladelse –  – de er gift, har fået et børn. Han taler efterhånden rigtig godt dansk og han har i alt den tid, han har boet her, haft fast arbejde – men alligevel skal han med jævne mellemrum ’prøves’. For tænk nu, hvis han ikke kvalificerer sig til at være dansker! Gæt hvad? Han bliver aldrig dansker, for han er stolt af sin kikuyu-baggrund – men han bor i Danmark fordi hans livs kærlighed og deres fælles børn bor her. Imens lever han med de besværligheder det danske samfund – og danskerne – påfører ham, men han accepterer det, og er endda irriteret over at andre, der kommer udefra ikke bare gør det samme. Da jeg selv har oplevet den enorme gæstfrihed, kenyanerne udviser, er jeg sikker på at livet i Kenya bliver meget lettere for familien, når de en gang beslutter de skal bo en årrække dernede, bl.a. af hensyn til deres sønner.

Dette er et enkelt eksempel. Et andet eksempel er, at jeg havde en tysk kollega. Hun var udstationeret fra firmaets hovedsæde – fik sig efterhånden en dansk hverdag – taler rigtig godt dansk – fik integreret børnene – godt nok i den tyske skole i København – familien levede så vidt muligt et dansk liv, men beholdte deres tyske værdier, da de jo skulle tilbage til Tyskland. Hun har oplevede på egen krop dansk ’sådan-gør-vi-altså-hér’-mentalitet, når den er værst. Datteren ønskede i forbindelse med sin fødselsdag kun at invitere nogle få kammerater. Fra skolen fik de så læst og påskrevet, at sådan gjorde ’man’ virkelig ikke i Danmark – og hvis ikke hele klassen blev inviteret, så var der ingen, der skulle til fødselsdag. Hvad er det lige der sker? Hvis vi i Danmark påberåber os, at vi vil have vores personlige frihed, hvorfor er det så lige, at den tyske familie ikke kunne få lov til selv at vælge, hvilke gæster de ville invitere?

En anden tysk kollega havde fået installeret familien i et hus i det nordlige København – og ville gerne hilse på naboer. Der bliver langet en invitation over hækken – men typisk dansk så var holdningen ’det har vi ikke lige tid til i denne uge’ – hvortil der repliceres ’det behøver så heller ikke lige være i denne uge’ – men en mulig dialog rundes så af med ’nu må vi se, hvornår det eventuelt kan blive’.

Togo, Turkmenistan eller Tåstrup

Selv bor jeg i et kvarter, hvor der bor mange forskellige nationaliteter – og indrømmet: Nogle gange kan jeg virkelig tvivle på, om det egentlig er Tyrkiet, Togo, Turkmenistan eller Tåstrup jeg bor i. Da jeg tit frekventerer den svømmehal, der tilhører vores bebyggelse, oplever jeg at være i kontakt med de kulturer som ikke er danske. Mine oplevelser i den forbindelse er meget pudsige, for faktisk giver jeg mig ganske ofte tid til at tale med de kvinder, der bruger svømmehallen på samme måde som de bruger deres offentlige badeanstalt i deres hjemland – nemlig som mødested. Desværre taler ikke alle lige godt dansk – men jeg kan mærke at de rent faktisk gerne vil tale med mig – og det er som om de virker taknemmelige, fordi jeg gør det. I virkeligheden er det ligeså meget for at tilfredsstille min egen nysgerrighed mht. andre menneskers liv, at jeg gør det – og jeg føler jeg får meget ud af at tale med dem. Og de danske kvinder, der kommer i svømmehallen gider jo ligesom ikke kommunikere. Det er for farligt – for det kunne jo ende med at blive fornøjeligt – ja måske endda berigende!!!!

Derfor må jeg så sige: JAMEN! Hvorfor har vi så stor berøringsangst? Hvorfor er det lige at vi danskere helst er os selv – har nok i vores eget?  Vi danskere er en af de befolkninger, der rejser mest ud i verden, hvilket jo så kan få mig til at spørge: Hvorfor? Hvorfor er det lige, vi synes vi skal ud og opleve verden, når verden kan opleves i Danmark – hvor vi alligevel ikke favner muligheden for at komme i kontakt med dels hinanden dels de fremmede, der bor blandt os? Hvorfor rejser vi ud, når vi alligevel lader os fragte rundt i grupper af andre danskere (jo – langt de fleste rejser stadig på charterrejse) – spiser mad, der er tilpasset dansk smag – bor på internationale hoteller, der ligeså vel kunne ligge i Danmark som i Dubai – og i øvrigt bruger ferien på at betragte lokalbefolkningen som var de en slags interessante dyr i en zoologisk have?

Beriget af at have været åben

Fra mine mange rejser ud i verden kan jeg kun sige, at jeg føler mig beriget af at have været åben, og min påstand er, at jeg har lært rigtig meget af det. Prøv at drikke frisklavet kærnemælk og spise friskkærnet smør på hjemmebagt brød fra en stenovn på en sæter i Østrig, hvorefter turen ned af bjergstierne fortsættes – at spise fyldt svinemave i Tyskland – at være på besøg i en kulturlandsby i Swaziland – og blive spået af den lokale sangoma (og jo: Jeg ved godt at de mennesker affører sig deres benhalskæder og lændeklæder og kører hjem i deres BMW’er iført jakkesæt, når dagen er omme og kulturlandsbyen lukker) – at stå på toppen af Table Mountain – at være med til bryllup i Kenya og møde hele den kenyanske familie – stadig at have kontakt med den familie i England, som jeg boede hos under en studietur i gymnasiet – at føle sig hjemme i USA og langsomt opbygge egen bekendtskabskreds derovre – samtidig med jeg altid får at vide ’you’re family’ – og sidst men ikke mindst: At arbejde i en international virksomhed, hvor forskellige kulturer skal håndteres i forhold til deres forskellighed.

Alt dét har gjort, jeg synes det er spændende at møde mennesker af alle slags – og det har været med til at forme mig som den person jeg er i dag. At jeg så samtidig mener, at de mennesker, der kommer her til landet skal respektere vores love og vores værdier – som vi skal respektere andre landes love og værdier, når vi er uden for landets grænser – er en helt anden historie.

Hvad har dette med ledighed og jobjagt at gøre – spørger du så måske, kære læser: Jo – prøv nu at sætte tingene i relief: Prøv at tage udgangspunkt i mine eksempler – prøv at tage udgangspunkt i den imødekommenhed, vi møder – hvis vi vil – når vi bevæger os ud i verden: Det beriger os meget – og hvis vi kunne tage ved lære af de oplevelser vi får, når vi kommer ud i verden – hvis vi griber fat i dét, at vi bare tillader os selv at komme ud i verden og se andre menneskers levevis – så kunne vi få så meget mere værdi i livet og i vores interaktion med andre mennesker i vores nærhed og dermed kan vi løse op for mange ting – og skabe mange flere kontakter. Det er en udfordring, når vi som danskere er så tillukkede og uimødekommende – det ligger i vores natur – men hvis vi overvinder os selv, er gevinsten uoverstigelig stor. Tro mig – jeg ved det…Jeg har prøvet det.

Konklusion

Min konklusion er altså, at vi danskere får nogle andre oplevelser og andre syn på tilværelsen, hvis vi bliver mere åbne. Vi rejser jo glade og gerne ud i vores ferier – vi rejser glade og gerne ud for at arbejde, hvis vi ser, det kan fremme vores karriere – men når det gælder om at beskytte vores egen lille andegård – vores egen lille privatsfære, er vi straks mere skeptiske. Jeg mener, Danmark skal være et multietnisk samfund, og jeg mener vi danskere skulle se at tage skyklapperne af og blive noget mere åbne overfor de mennesker vi omgås – både af national og international oprindelse. Det vil ganske enkelt give et mere spændende samfund at leve i – det er ikke spor farligt, for som amerikanerne siger: A stranger is just a friend you haven’t met yet!

Lad os få nogle nye venner!

Husk at smile

Skrevet af

Pia Henningsen

Kunne du li’ hva’ du læste, så del det med dit netværk :o)

Skriv en kommentar