Ledigidanmark.dk - Din hjemmeside til jobsøgning og karriere

30 maj 2012

D-dag – tilbageblik på en fyring

/
Skrevet af
/
Kommentarer17
/

D-dag – tilbageblik på en fyring

Linda-nu-i-jobI dag er D-dag. Eller vel rettere F-dag. Min 1 års jubilæumsdag for fyringen. Et år siden at jeg grædende og chokeret sad i solen og stirrede på min liguster.

For et år siden tog jeg på arbejde. Eller det vil sige, vi vidste godt at det fyringsdag, men ingen – og i hvert fald ikke jeg – regnede med, at det skulle blive den sidste. Det er jo den slags, der sker for naboen; Gud hjælpe den stakkel. Vi skulle tænde vores computer og vente på en mail med et tidspunkt, hvor vi skulle gå til møde med vores leder. På mødet ville vi få at vide om vi var inde eller ude. Valgt eller fravalgt.

Jeg vidste godt, at jeg var i farezonen; min afdeling ville blive nedlagt og alle de udadvendte aktiviteter droppet. Ikke mindst var det et vink med en vognstang, da Harald (red. Børsting, formand for LO) meldte ud på personalemødet, at nu skulle LO ikke længere være babysittere for de regionale politikere (…andre ville kalde det at sammekitte det nationale og lokale niveau, interessevaretagelse sågar lobbyisme f.eks. på det erhvervspolitiske plan, men lad nu det ligge.).

Det var imidlertid først, da jeg så mit tidspunkt, der lå faretruende tidligt og rækkefølgen, at jeg indså, at jeg meget vel kunne være blandt de fravalgte. Desuden vidste jeg som én af de eneste (den administrende direktør havde talt over sig til en frokost), at var der to i lokalet, var det en fyring. Var der én, blev man.

Det blev da også LO’s længste fyring

Der var to i lokalet til mit fyrings-møde. Min første og min sidste chef. Jeg havde ingen bisidder med, men det behøvede jeg heller ikke. Jeg har altid (i hvert fald før jeg blev arbejdsløs) været kendt for at kunne holde hovedet koldt, iskoldt! Det blev da også LO’s længste fyring. TR-repræsentanten, der ventede uden for, blev så nervøs, at jeg tror, han var bange for, at jeg var hoppet ud af vinduet… Jeg ville bare ikke slippe dem uden at tvære rundt i deres dårlige samvittighed. Jeg ville til benet, skære ind til sagens kerne, fortælle et par sandheden (uden at brænde mine broer) og ikke stille mig tilfreds med deres indstuderede sætning, som blev gentaget igen og igen som en anden Anders Fogh-klon.

Jeg måtte gå med uforrettet sag, men i det mindste ikke uden en kamp. Jeg forlod rummet med deres ‘Vi er virkelig kede af det’. Hvilket der kun var og er ét svar til: ‘Ikke nok!’

Så langt så godt. Så startede nedturen ellers. Jeg – uerfaren ud i fyringsrunder – havde ikke afsluttet mine ting, ryddet op og pakket sammen, men arbejdet ufortrødent til det sidste. Jeg er ukuelig optimist og ikke på vilkår om jeg ville forberede mig egen begravelse. Den gode leder havde krævet, at vi alle havde brugt en dag på at pakke sammen og sige pænt farvel. Med henblik på at afdelingen blev nedlagt og selv dem, som ikke blev fyret, ville blive spredt for alle vinde, men hvad kan man forlange af chef, der ikke engang er gammel nok til at have oplevet EM 1992!

Jeg måtte æde min optimisme bid for bid bitter og streng, mens jeg brugte timer på at lave mit rejsebilagsregnskab. Der, fordi jeg var rejsende konsulent, var på ganske mange bilag og penge. Pakke mine personlige ting fra stilletter til regnbukser, børnetegninger og lykønskninger, fra fagbøger til notesbøger sammen. Seks års arbejdsliv. Den dag i dag er jeg stadig så skide hamrende ærgerlig over, at jeg ikke stjal den klipsemaskine. Verdens bedste klipsemaskine, som jeg – dumme flinke-pige – ikke bare tog. Why? Fordi det gør man ikke og den havde nok også ædt sig ind i min samvittighed, men … LO burde have givet den til mig og jeg burde have spurgt!

Jeg spiste gud hjælpe mig også frokost (til min undskyldning skal siges, at LO har nogle meget dygtige køkkenfolk). Min sidste nadver med ynglingskollegaen, mens vi tudede så tårene sprang omkring os. Det kunne dog havde været værre; min kollega, som havde været ansat i LO i 25 år, mødte Harald på vejen ned til frokost i elvatoren. Harald vidste hun var fyret, han har kendt hende altid, men ikke et eneste ‘det er jeg virkelig ked af’ kunne han svinge sig op til. Nej, det Harald kunne svinge sig op til var et: ‘nå, hvad tror du vi skal have til frokost i dag’. Hun var desværre for flink til at give ham den skideballe, han skulle havde haft…

Tiden var kommet, det var slut

De næste døgn var præget af vild aktivitet. Vi vidste ikke, om vi måtte beholde vores telefoner. Hvor længe vi havde adgang til vores mailboks og kontakter. Vi skulle inden der var gået en uge have udarbejdet en uddannelsesplan (uden at vi kendte bugettet) for at det kunne passe med LO’s budgetplanlægning. Og vi skulle holde møde for de fyrede og ledelsen – og hvilket møde.

Vi ankommer til HK København, som venligst har udlånt lokaler til LO – eller det ville sige, vi blev stuvet sammen i den del af kantinen, der også fungerede som udgang til ryge-terassen. Der skulle vi sidde fuldt offentlig med al vores frustration, ked af det-hed og ydmygelse. Gudskelov var der masser af fyrede kvinder med ben i næsen, som tog sagen i egen hånd. Fandt et egnet lokale og fik bugseret den lamslåede ledelse derned; ja man skulle tro, at det var dem som var blevet fyret. Ledelsen satte sig bænket side om side med nedslåede blikke fuldstændig skudt af banen, så det endte med at vi – de fyrede – måtte tage teten. Pinligt.

Endnu mere pinligt blev det, da den administrerende direktør, Finn Larsen – af journalister kaldt Fin Laden – listede ud af bagdøren i pausen – under påskud af at skulle på toilettet – uden at sige farvel. Vi var målløse. Der var ingen, der overhovedet ønskede, at komme til det skide møde og så får vi sådan en kold og ydmygende afvaskning med på vejen. Hold da op, det krævede en grimasse, der kunne passe.

Det var ikke det værste. Det gav os i det mindste et skudsmål for vores vrede og noget at grine af. Det værste var, at ikke én eneste kollega (bortset fra ynglingskollegaen) skrev eller sendte en hilsen. Ikke eneste. Ikke et eneste ‘du bliver savnet i frokostpausen’ eller ‘jeg er ked af, at det skulle ramme dig, håber det bedste for dig’. Ingenting, stilhed. Det tog mig så lang tid at acceptere.

Senere fik jeg at vide, at LO havde hyret en psykolog, som havde sagt til vores ikke-fyrede kollegaer, at de ikke skulle skrive til os. At de, hvis de mødte os på gaden, ikke skulle være den første til at tage kontakt, fordi det kunne virke intimiderende. WTF!!!

Behøver jeg at sige, at jeg brugte en del af LO’s penge på at ‘tale’ med den pågældende psykolog og havde det han kaldte ‘en sund udadvendt vred reaktion’. Men helt ærlig – er der en voksen tilstede? Hvem er de kollegaer, som tror på den, og som ikke overskrider ubehageligheden og giver en fyret kollega en venlig hilsen?

Nå, men gudskelov havde mine samarbejdspartner ikke hørt den dumme psykolog og de skrev fra nær og fjern. Mails jeg har ligge i en mappe og hiver frem, når det er allermest mørkt og jeg trænger til at huske, at jeg altså engang var en succesfuld, vellidt ansat og kollega med et godt job.

Nu i dag skal dagen bare overståes. Af mangel på økonomiske ressourcer bliver desværre ikke med en shop-amok-aktion, som ellers havde været den bedste kur! Men med dynen trukket op over hovedet. I apatisk afventning.

Så i morgen er det slut med alt det selvynk. Op på hesten. På den igen. Der er jo for at sige det lige ud ikke andre end mig selv til at få mine drømme til at materialisere sig og det sker alt andet lige ikke under dynen!

Skrevet af

Linda Mylius Nielsen

Kunne du li’ hva’ du læste, så del det med dit netværk :o)

17 Kommentarer

  1. Vibeke Mortensen

    Kære Niels
    Synd du tilbragte dagen i går under dynen – du burde ha’ været ude at fejre den! Hvis du går 2 indlæg tilbage, skriver du, at du aldrig har haft det bedre med dig selv, end du har i dag, med det du har lært af nedturen og din nu åbne og positive tilgang til tingene – derfor var der ingen grund til at rive den dag ud af kalenderen 🙂

    Din blog er vidunderlig – du skriver dejligt – positivt, åbent og hudløst ærligt – det er velgørende læsning! Bliv endelig ved med det – der er brug for alle de positive “bølger” du kan sende ud i verden!

    De bedste hilsner!

    1. @Vibeke,
      Må lige tilføje at det er Linda der har skrevet indlægget på bloggen. Kan hun ikke lige fik skrevet det, men det fremgår af øverst på indlægget.

      Men tusinde tak for ordene omkring bloggen.
      Det er altid dejligt at høre 🙂
      Og jeg vil for en god ordens skyld sige, at jeg har det godt og jeg håber at Linda snart kommer tilbage på sporet. Det fortjener hun!

      Niels

  2. Ulla Knudsen

    hej Linda – det er godt at læse din beskrivelse – så føler jeg mig ikke så alene. En fyring kan selvfølgelig aldrig være en succes, heller ikke for ledelsen, men man kan godt undre sig over hvor uprofessionelt det bliver håndteret mange steder. Dybest set håber ledelserne vel bare at vi fyrede lynhurtigt forsvinder, for de har blikket stift rettet mod tiden efter fyringen – hvordan de skal få deres afdeling til at komme videre/hænge sammen. Men det er meget lidt pænt overfor de fyrede….
    Ha’ det godt allesammen.
    Ulla

  3. Marit LT

    Hej Linda, hvor er det dog befriende ærligt, og dejligt at høre, at du nok skal rejse dig i morgen igen. Jeg har fundet en billig måde at give mig selv en shoppingtur. Jeg gør på netshopping og samler sammen af lækre ting og sager i indkøbskurven, men undlader så at gå videre til betalingen. Med lidt øvelse kan du godt få det til at virke :-).

    Og må jeg så også lige sige, at jeg heller ikke havde opfanget, at du var forfatter til indlægget, så jeg fik nervøse tics på Niels’ vegne, da jeg læste om at han pakkede sine stiletter sammen!

    Godt brølt løve.

  4. søren

    Jeg kender flere i forskellige virksomheder, som er fyret på samme måde, hvor de har startet med at fyrer enkelt personer, og derefter gået over til hele afdelinger. Men at ledelsen skulle stikke af på den måde, synes jeg er respektløst, og det med at de bruger psykologer som middel, til holde de få medarbejder som stadig har et jobbet, adskilt fra dem de har fyret, er set flere gange. Det gør bare at tilliden til virksomheden aldrig kommer igen, og hvad sker der så, jo folk snakker og det vil gå i ring, så når vi igen for opgangs tider, har mennesker ikke glemt, hvad der er sket, og de vil så få svært ved at skaffe ny arbejdskraft, da skaden allerede er sket.
    Det vigtigste for en virksomhed, er et godt omdømme.

    1. lmn74

      Kære Søren

      Jeg må lige for god ordens skyld korrigere. Det foregik sådan, at vi d. 3. maj til et personale møde fik at vide at der pga. økonomiske besparelser skulle fyres en femtedel af medarbejderne. En arbejdsgruppe bestående af forbundsrepræsentanter (som jo er dem som ejer LO) havde udarbejdet en kommission for ‘Nyt LO version 2′, der dikterede LO’s videre retning og dermed indirekte, hvem der ikke længere skulle være ansat. På mødet fik vi udleveret kommisoriet og det nye organisationsprogram samt datoen for fyringen. Derefter skulle klubberne så i gang med at forhandle.

      Vi vidste derfor allerede d. 3. maj at hele vores afdeling ville blive nedlagt og der derfor ville blive fyret flest herfra, men også at man (vel i solidaritet…!?!) ikke bare fyrede hele afdelingen, men omplacerede enkelte og vil tage resten jævnt fordelt på afdelinger.

      På dagen kom alle så op til individuelle samtaler – vi vidste ikke om det var alfabetisk, efter ancinnitet eller (som det viste sig) de fyrede først og så resten. Men de to første mulighed blev jo ret hurtigt udelukket og derfor kunne jeg se, at jeg var i faregruppen.

      Så alle fyringer var samme dag og den dag blev vores afdeling nedlagt og dagen efter var der så flyttedag for resten af huset, da flere afdelinger blev delt op og sat sammen på nye måder.

      Mvh. Linda

      1. Søren

        Det minder meget om de ting jeg selv har opleveret Linda, det er godt nok en hård omgang at komme igennem. Før i tiden fyrede man først vikarer, og så deltid folk, og de fastansatte, og så chefferne. Men de sidste par år, er udviklingen nærmerest gå i modsatte retning, nu sparker man de faste ud, og holder på få antal billigere vikarer til minimums løn eller ligefrem giver det til udlændige fra polen eller andre lande. Så sidder mellemledere og afdelingsleder og cheffer mere løst på pinden efterhånden. Specielt i de store organisationer og firmaer.
        Først afdeling / personale møde, hvor de angiver fyringer, så går alle i frygt og skræk i flere dage eller uger, så for alle besked på at pakke alle deres arbejds redskaber sammen, og møde op med dem i en papkasse, og så bliver de 1 efter 1 kaldt ind og bliver prikket, hvorefter det tit sker at samme chef også ryger samtidigt med, men er tvunget til at gennemfører alle fyringerne inden han selv forlader firmaet for sidste gang.
        Og de få medarbejdere som er ladt tilbage, har det voldsomt dårligt, og skal bare arbejde videre som om ingenting er sket. Og det ender altid med de skal løbe 2-3 gange så hurtigt, og have frygten over hovedet om de bliver de næste som for samme ture måneden efter.
        Jeg har set det for mange, det er sku trist, men virkeligheden i DK landet. Og du har ret i at de så flytter rundt på folk igen, og i nye teams, og som regel holder det ikke lang tid, før de laver op på det endnu engang.

        Det er som min gamle farmor sagde, den gang hun levede, du skal have mindst 2-3 job i fremtidens Danmark, for du ved aldrig hvad der sker, de fyrer og laver om flere gange om året. Vi går en usikker fremtid i møde, men jeg håber ikke det bliver sådan.

  5. lmn74

    Kære Alle

    Tusind tak for jeres fine og søde hilsner. Jeg er på hesten uden sko, men jo der er bestemt drømme som udleves fint under dynen f.eks. lotto-drømme : – ) Så jeg har åbnet ny butik, som nåede at blive til en butikskæde. Har været hjemmegående- og rejsende mor samt økologisk gårdejer… Det er ikke så lidt, man kan få fra hånden, når man samler tankerne!

    Min blog var ikke en sviner til LO (der også gjorde mange gode ting), men det der står tilbage efter et års filtrering, som jeg bilder mig ind er en slags essens. Med andre ord en slags bud på, hvad der virkelig betyder noget.

    Linda

    PS. Jeg skal prøve at være tydeligere omkring, at det er mig, der skriver, så Niels ikke får skudt alt muligt i skoene … selvom Niels i stiletter, why not! : – )

  6. Søren

    Hvad skal det sige med butik kæde, har du job som selvstændig, eller er det en slags hobby hvor du har oprettet en hjemmeside, hvor du sælger varer fra.

  7. Cathrine

    Hej Linda
    Det er et godt indlæg og en god beskrivelse, som du har skrevet. Jeg genkeder især den del med tavsheden. Det, som jeg den dag i dag stadig er mest ked af, er, at der ikke var flere af kollegaerne, der havde overskud til at kontakte mig og sige “det er jeg ked af at høre”, da de fandt ud af, at jeg var en af dem, der var blevet fyret. Jeg har ikke hørt om, at der i vores tilfælde skulle være udstukket en politik om dette fra ledelsens side. Jeg er glad for at høre, at du havde mulighed for at fortælle den psykolog, at han var et fjols. Min oplevelse af forløbet var, at det var som om man havde fået en smitsom sygdom, og at det derfor var om at holde sig på størst muligt afstand. Jeg ved ikke om det er værre i politiske organisationer, hvor det handler om at være venner med de rigtige? Men generelt en rigtig kedelig oplevelse. Og her taler jeg ikke om det at blive afskediget. Udover at det aldrig er rart at blive fyret og træls fordi det er så svært at finde andet arbejde i øjeblikket, er det trist at opleve ligegyldigheden fra mennesker, man har brugt så mange timer sammen. Måske er det som du skriver, fordi man gerne vil blive ved med at tro på at det kun kan ske for naboen? Helt negativt har det dog ikke været for mig. Der er et par stykker som har været der for mig og har udvist menneskelig forståelse for mig og min situation. Det har hjulpet mig videre. Det er gået lidt over ét år for mig nu. Nu er jeg nået dertil, hvor jeg går ned af gaden med rank ryg og ikke bliver ked af det, når jeg bliver ignoreret, men bliver glad og positivt overrasket, når jeg møder tidligere kollegaer, der gerne vil kontakt med mig.
    Mange hilsner Cathrine

    1. Linda Nielsen

      Jeg har også siden hen fået kontakt til enkelte kollegaer og ja, man bliver nemlig glad. Jeg har desværre selv været sådan én, der aldrig fik kontaktet en fyret kollega, noget jeg er rigtig ked af i dag og fortryder. Så om ikke andet har min egen erfaring med at blive fyret lært mig, at man ALTID – hvis man bare har haft den mindste kontakt – skal sige farvel.
      Linda

      1. Morten Wallin Jensen

        Skidegodt.
        Er selv ansat som alm. soldat/håndværksuddannet i Forsvaret og vi kan høre slibestenenes larmen mens spareknivene slibes. Det ser ud som om der mangler en generel uddannelse af stort set alle i at håndtere fyringer så vi undgår de værste stigmatiseringer. Vi kunne jo starte med Folketinget.

  8. jette R

    Jeg har ikke læst alle indlæg fra ende til anden,-men har da erfaret at “hvordan”, “hvornår” og “af hvem”, varierer meget fra sted til sted. Der er tydeligvis også en meget forskellig tilgang til “den vanskelige samtale”, – i sammenhæng med, om det er en lille eller stor arbejdsplads, om det er en organisation, offentlig eller privat virksomhed,og om man er overenskomstdækket eller ej.
    Jeg kunne godt fortælle lidt om den 21. februar på en stor midtjysk arbejdsplads i en udenlands ejet koncern, men jeg springer over.

    Der er 2 ting, der mest hænger i mig, her efter den dato, – og nu går hjemme på 4. måned:
    A) man kommer fra tid til anden virkelig kommer i tvivl om sin faglige værdi, – hvad er jeg egentlig god til, – hvad har jeg, fagligt, anvendt de seneste 20 år til ? og
    B) – det sociale netværk, det daglige godmodige grin over hovsaer, – samværet med mennesker, man følte sig jævnbyrdige med ….. jeg savner det larmende fælleskontor – så meget at jeg får vand i øjnene, nu hvor jeg lige skriver om det …..
    At jeg samtidig ved at nogle af de tilbageblevende får lov at tænke på arbejde nærmest døgnet rundt, – ikke lige fordi jeg blev fyret,- men fordi de skal få tingene til at ske, helst bedre end før,- og med kun ca 30 % af hovederne,- og med en ny ledelse, gør egentlig ikke tristheden mindre.

    – og som forrige kommentator, Cathrine, så udmærket definerede det: Det er som at have fået en smitsom sygdom …. og der er kun een vej frem: Fastholde sit selvværd, sin energi, sin vilje og evne til at se muligheder, – de forsvinder bare ikke,mulighederne,-men man skal virkelig arbejde for dem ……

Skriv en kommentar