Ledigidanmark.dk - Din hjemmeside til jobsøgning og karriere

5 okt 2012

Bruger du ikke din ledighed til at udvikle dig?

//
Kommentarer0
/
Lars Kristiansen

Lars Kristiansen

Er du klar over, at du har en unik chance for at tilføje væsentlige kompetencer under din ledighed og imens du er på jobjagt? Du tænker måske:”Udvikling nu – er du gal mand, jeg er jobjæger. Jeg har da ikke overskud til også at udvikle mine kompetencer:” Jo det har du og du har endda en unik mulighed, for du er ikke bundet op af en arbejdsgiver, der i 37 timer hiver i dig.

Du er din egen herre, så benyt dig af det. ”Hør hov” – siger du så, ”- Er du klar over det at være jobjæger er et fuldtidsarbejde?”. Ja, det ved jeg (om nogen), men om du så var i job og ville have et andet, skulle du også kæmpe ud over den normale arbejdstid. Arbejdstid kan nok ikke defineres med 37 timer, når du er jæger. Altså, er byttet der – skal du være klar og slå til. Der er sguda ingen jægere for tusinder år siden, der skred midt i jagten, fordi klokken var blevet 15! (De havde heller ikke noget ur). Jobsøgning kræver din tid fuldt ud.

Det er en optur…

Jeg ser udfordringer og opgaver som bakker, højdedrag eller bjerge, der skal forceres. De er alle mere eller mindre svære at komme op ad. I nogle tilfælde går det let, i andre er turen op over anstrengende, tidskrævende og opslidende, men jeg fortsætter altid op. Kun ganske få gange er jeg vendt vendt om (Læs: ”har opgivet”). Men altså alle de gange toppen var nået og jeg kiggede mig tilbage, var turen slet ikke så slem, som den så ud til. Faktisk kan man deroppe fra se tilbage i sit liv. Alle de bjerge der har været på min vej, er nu kun bakker. Hvorfor? Fordi jeg udvikler mig hver gang, jeg skal over bjerget. Hver gang der er en udfordring, som synes hård, skal jeg stramme mig an – gøre mig umage og præstere, og hver gang lykkes det, fordi jeg har udviklet mig. Jeg har lært (lært af mine fejltagelser)og tilegnet mig ny viden.

Det er det, der er hele humlen. Tilegne sig ny viden. Lære af sine fejltagelser og komme videre op over bjerget.

Nu tænker du nok, jamen, jeg skal have et job og i min søgen mellem kaffemøder, jobannoncer, motion, sparring, netværk og hvad du ellers bruger dagene på, kan der umuligt være tid til udvikling. Turen op ad bjerget er hård nok. Enig – hårdt! , – men du har alt at vinde og det lyder en gang bedre, når du står foran din kommende arbejdsgiver og siger: ”Jeg har i min ledighedsperiode brugt tiden på at udvikle mine kompetencer indenfor xxx, hvilket gør, at jeg er parat til at møde de udfordringer, I har i netop dette job…”. Hvis jeg var arbejdsgiver, ville jeg se et aktivt og læringsvilligt menneske foran mig. Hvem vil ikke ansætte en, der tager ansvar for sin egen udvikling? Jeg ville juble.

6-ugers selvvalgt kursus under ledighed

Alle har mulighed for 6-ugers selvvalgt kursus under deres ledighed. Det skal du tage imod, men ikke nok med det. Du kan med fordel også selv forfølge et område, du brænder for. Kunne det være præsentationsteknik, mødeledelse, dygtiggørelse indenfor et computerprogram, projektledelse, … du ved hvad du kunne bruge!

Turene op ad bjerget er udvikling. Turene ned er badeferie, der sker ikke rigtig noget. Du kan nyde udsigten og køre på frihjul, slappe lidt af. Sidde lidt selvfed tilbagelænet, følge vejen og dreje på rattet, når vejen svinger, men ellers bare være fed på den ufede måde. Hvor meget er det lige man udvikler sig, når der er medvind på cykelstien og alting bare er en leg? Sjældent. Vælg at byg dit liv op med ture op ad bakke, perioder med ligeudkørsel, for igen at køre op. Brug kun nedkørsler til opvarmning (Læs: ”reflektion”) til din næste opstigning. Men underkend dem ikke. Det at lade op, er mindst lige så vigtigt som selve opturen. Glemmer du det, – er din vej til det stressede liv i gang.

Opgave!

Find din indre passion – det du virkelig brænder for jobmæssigt – og skriv så 3 mulige drømmestillinger på et stykke papir. Undersøg hvilken vej du skal gå for at komme dertil. Det kan tage lidt tid. Det kan også være enkelt og klart. Hold hele tiden fokus på passionen og glem ikke hvad ønskejobbet er. Kræver vejen dertil ny viden, så søg viden og søg hjælpen. Kontakt gerne nogle, der ved noget om den viden. Gå til stålet. Brug også kaffemøder til den fase. Du vil opleve en hjælpsomhed, du ikke anede eksisterede og du møder nye mennesker, nye vinkler, nye løsningsmuligheder.

Og ja, jeg ved det godt. Du er måske ikke typen, der er god til at ringe og få kontakten. Jamen så skriv. Fortæl den vidende om din udfordring i korte præcise vendinger, bed om et møde og tak – uanset om det lykkes eller ej. Du vil opleve langt de fleste takker ja og gerne vil guide dig. Tag imod. Giv en lille symbolsk gave og husk når du kommer i job (for det gør du), at fortælle det og ros vedkommende for hans/hendes aktie i det.

Det er nu en gang lettere at forfølge sine mål, når du ved hvad målet er (ud over ”bare” et job). Brug tid på at finde dit mål, finde en afklaring og når du har den, så gå derefter benhårdt efter jobbet. Jeg har mere respekt for dem der siger: ”Jeg er ikke helt afklaret med hvad jeg vil. Selv bruger jeg i øjeblikket tiden på research”. Det viser man har taget aktiv stilling til sin situation i stedet for – jamen, jeg søger lidt bredt og håber der kommer et godt job. Det gør der ikke, for når du ikke ved, hvad du vil, skinner det igennem – også til en evt. jobsamtale. Vær ærlig. Et par måneders research er ikke meget i et helt liv. Se det som, at du er ved at planlægge din rute op ad bjerget. Det er der jo ikke noget forkert i. Det er faktisk ret smart.

God tur op ad bjerget!

Gi ´den gas

Skrevet af

Lars Kristiansen

Kunne du li’ hva’ du læste, så del det med dit netværk :o)

Læs eventuelt også

Savner du formål og drive i hverdagen? Så begynd med slutningen…

Hvor har du indflydelse??

6 ugers selvvalgte kurser

Udvikling

Skriv en kommentar