Ledigidanmark.dk - Din hjemmeside til jobsøgning og karriere

17 apr 2013

Bruger du en pandelampe i din jobsøgningsproces? 

/
Skrevet af
/
Kommentarer1
/
Lene Heide - Bruger du en pandelampe i din jobsøgningsproces? 

Lene Heide

Hvad vil du tænke, hvis du så mig ved højlys dag gå rundt med en pandelampe og kigge nysgerrigt omkring? Jeg tror, jeg vil tænke: “Anderledes outfit ved højlys dag og hvad skal pandelampen gøre godt for?” Jeg har ikke gjort det, men overvejer at gøre det, fordi pandelampen faktisk er blevet et meget vigtigt redskab for mig i min jobsøgningsproces. Jeg ser pandelampen som et godt billede på mit fokus – både i forhold til, hvad jeg ser og tænker på.

Hvordan er dit fokus i din jobsøgningsproces?

Jeg har opdaget, at mit fokus spiller en helt afgørende rolle for, hvordan jeg skaber god energi og ser muligheder i min jobsøgningsproces og dermed kommer et skridt tættere på et job. Som jeg skrev i sidste blogindlæg, har det stor betydning for mig at sætte ind på energikontoen først. Den gode energi er for mig et meget vigtigt fundament for at løse de opgaver, der er forbundet med at være
jobsøgende, og gøre jobsøgningsprocessen udviklende og meningsfyldt.
Så jeg kommer videre både styrket, hurtigere og med god energi
i rygsækken til næste job.

Mit fokus er en fantastisk størrelse, som jeg selv har fjernbetjeningen til. Det vil sige, jeg kan skifte og vælge et nyt fokus. Forestil dig, at du går rundt et mørk sted med din pandelampe. Her er det meget tydeligt, at du kun er i stand til at se det, som ligger indenfor lyskeglen, som din pandelampe danner. På samme måde virker vores fokus – ved at holde vores fokus et sted, har vi sat spot på noget og mørklagt noget andet. Ved at flytte vores fokus, vil vi kunne få øje på noget andet.

Hvorfor er det vigtigt som jobsøgende at kunne flytte fokus?

Det gør en verden til forskel, om vi, som jobsøgende, har fokus på mulighederne eller begrænsningerne i vores nuværende situation. Jeg er af den overbevisning, at der er noget godt og skidt i alle personer, relationer og situationer. Det bruger jeg som jobsøgende, fordi jeg oplever som alle andre jobsøgende, at tingene ikke altid flasker sig, som jeg ønsker og håber. Jeg bliver ikke kaldt til samtale i drømmejobbet, får afslag eller tvivler på mig selv osv.. I de situationer går jeg på skattejagt med min pandelampe og leder efter fordelene ved at tingene gik, som de gik og/eller leder efter nye muligheder. Dermed skaber jeg et fremadrettet afsæt til at komme videre. Næste gang du står i tilsvarende situationer, kan du spørge dig selv, hvad er fordelene? Dermed har du allerede flyttet fokus fra det, som ikke lykkes til fordelene i din situation – hvis det er lidt uvant at finde fordelene, og de gemmer sig, skal vi, som med alt andet, øve os. En ting er helt sikkert: Fordelene er til stede og det er op til os at finde dem. Belønningen når du finder fordelene er god energi, glæde og fornyet tro på tingene.

Jeg har lagt mærke til, at når vi først har tændt for vores pandelampe og lyser i en bestemt retning, så er det som om, det har en magnetisk effekt og præsenterer os for mere af det samme. Her er det af stor værdi at huske, at vi hver især selv går rundt med fjernbetjeningen og muligheden for at skifte fokus. Ser vi de gode ting, det som lykkes og mulighederne, der er ved at være jobsøgende eller er vores fokus på det, vi mangler, det som ikke lykkes og at ting ikke kan lade sig gøre?

Hvordan har du det?

Hvis vi er i tvivl om vores fokus er på det ene eller det andet, så er der altid en rettesnor indenfor rækkevidde, der kan hjælpe os til at finde svaret på det spørgsmål – hvordan har vi det? Mit fokus har stor betydning for, hvordan jeg har det – hvor jeg lyser hen med min pandelampe, har betydning for min energi. Jeg bliver mindet om, når mit fokus er på begrænsningerne, det som ikke kan lade sig gøre, det negative ved at være jobsøgende osv. fordi det tager ganske enkelt min energi. Modsat giver det mig energi at holde fokus på de ting som lykkes, mulighederne og have en indre dialog, hvor jeg gør mig selv rigtig.

Tidligere troede jeg, at ydre omstændigheder skulle ændre sig for, at jeg kunne få det godt igen. Men jeg oplever gang på gang, når jeg flytter mit fokus, får jeg ny energi og et bedre fundament som jobsøgende at arbejde fra og dermed nemmere ved at ændre den situation, som jeg står i til noget bedre.

Ved at træne vores fokus-muskel kan vi, som jobsøgende, gøre en stor forskel selv her og nu og være medspiller i at få øje på ny muligheder og vejen til næste job.

3 tips til fokus-træning

  • Første opgave er at blive bevidst om, hvor vores fokus er – på noget der giver energi eller tager energi, noget vi ønsker mere af eller mindre af. Ønsker vi efter den iagttagelse at skifte fokus, vil jeg invitere dig til at gå på skattejagt efter fordele og nye muligheder og på den måde skifte fokus på et emne. Køb en lille bog og gør den til din Fokus-Bog. Her noterer du de nye energigivende vinkler du ser ved at skifte fokus. Jeg vil inviterer alle jobsøgende til at skrive ned, hvilke fordele der er ved at være jobsøgende, en god øvelse for at se fremad.

 

  • Et fokus vi har haft længe kan være udfordrende at ændre. Her vil jeg invitere dig til at give slip på et fokus, der tager din energi ved enten at komme ud af hovedet og ned i kroppen eller helt skifte fokus f.eks. med yoga, løbe en tur, koldt brusebad elle lytte til musik. Jeg elsker at lytte til Monte Carlo på P3, læse en bog mm. Ved at give slip på et fokus, giver vi plads til et nyt og efter en positiv oplevelse smitter det af på vores nye fokus helt automatisk.

 

  • Iagttag og lad dig inspirere af børn – de er rigtig gode til at skifte fokus, det ene øjeblik er de kede af det og 10 sek. efter er de i fuld gang med at lege og smiler over hele femøren.

 

For mig giver det god mening at gå med pandelampe, selv når det er lyst, fordi vores fokus er altid tændt, når vi er vågne og lyser i den retning, vi kigger og tænker.

Har du kommentarer så del gerne så den næste læser kan få glæde af dit input og tips.

Læs eventuelt også

Det, der har dit fokus får din tid

Tro på dig selv og få succes med personlig ledelse

Min energi er min GPS til mit næste job.

Er du nysgerrig på muligheder som jobsøgende?

Innovation i jobsøgning er det nye sort

Skrevet af

Lene Heide

Kunne du li’ hva’ du læste, så del det med dit netværk :o)

1 Kommentar

  1. Anne-Dorthe G. Rasmussen

    Ja, jeg har ikke set dig med pandelampen..endnu:) Kender dig jo fra netværket Powerjobsøgerne, Ballerup og du spreder ligesom herinde meget lys i din personlighed og så også det du skriver her. Tak fordi du deler det med os og som du ved elsker jeg også, at “bruge fjernbetjeningen” og finde andet fokus/energier. Går ikke med pandelampe meeeeen som du ved tager jeg nogle gange grøn paryk på:) Endnu engang tak fordi du er dig! Rigtig skøn solskins dag til Jer alle herinde:)

Skriv en kommentar