Ledigidanmark.dk - Din hjemmeside til jobsøgning og karriere

26 feb 2014

Boost selvtilliden med virksomhedspraktik

//
Kommentarer8

Maria E. B. Nielsen

Maria E. B. Nielsen

Der findes flere aktiveringsmuligheder for ledige, der kan virke som grov udnyttelse af desperate arbejdsløse bl.a. virksomhedspraktik, hvor man som ledig arbejder gratis i fire uger. Er det overhovedet rimeligt, at denne mulighed eksisterer? Eller gavner den ligefrem de ledige? Tager man de positive briller på, er det ikke svært at få øje på de guldkorn, der kan erhverves ved at afprøve virksomhedspraktik.

Frustrerende ledighed

Nu er det ingen hemmelighed, at ledighed ofte går hårdt ud over selvtilliden. Nok især den faglige, men ledighed påvirker alle aspekter af ens liv. Det er frygtelig demotiverende at få afslag på afslag, mens man stadig skal samle ny energi til at søge videre på et jobmarked, hvor det er svært at få foden indenfor. Det virker til tider som en umulig opgave, og i takt med at afslagene hober sig op, daler motivationen.

Selvom jeg gennem min ledighedsperiode har arbejdet hårdt på at bevare troen på, at jeg har masser at byde ind med på arbejdsmarkedet af faglig viden og kunnen, så har frustrationen alligevel pludselig skyllet ind over mig og nærmest taget pusten fra mig. Det er lidt af en rutsjebanetur at gå ledig. Mon ikke alle, der har prøvet det, kan nikke genkendende til denne opfattelse. Jeg tvivler på, det er muligt at stå udenfor arbejdsmarkedet uden, at det skubber lidt til vores identitet. Og ikke mindst til troen på egne evner. Jo flere afslag man modtager, og jo længere tid man har tilbagelagt som ledig, desto fjernere virker arbejdsmarkedet.

Brug virksomhedspraktik konstruktivt

Som ledig har du mulighed for at komme i virksomhedspraktik. Det kan umiddelbart virke som noget, der er tiltænkt folk uden arbejdserfaring, eller dem der endnu ikke er færdiguddannet. Men virksomhedspraktik kan give mange fantastiske muligheder. Jeg er selv i gang med min nummer tre. Som nyuddannet er det svært at få foden indenfor på arbejdsmarkedet. Vi bliver ofte frasorteret til fordel for kandidater med erfaring. Det er selvfølgelig heller ikke svært at forstå, men ikke desto mindre er det frygtelig frustrerende. Her kan virksomhedspraktik give brugbar erfaring og lidt ekstra til CV’et, som måske er det, der gør, at man adskiller sig fra de andre nyuddannede kandidater.

Selv for ledige med mange års arbejdserfaring i bagagen, kan virksomhedspraktik være en god idé. For en periode får du en hverdag med reelle arbejdsopgaver og kollegaer. Du får noget at stå op til, bliver nyttig og får et – sikkert tiltrængt – afbræk i en ofte meningsløs hverdag, hvor det, at man intet arbejde har, fylder alt. Selvom en praktik ikke nødvendigvis fører til job, så kan det være en god måde at blive sluset ind på arbejdsmarkedet igen – et arbejdsmarkedet, der for mange har været uden for rækkevidde i lang tid og derfor kan virke uopnåeligt at komme ind på.

Udvidelse af dit netværk

Praktikken fungerer også som udvidelse af dit netværk. Det er ikke sikkert, der er en jobåbning i virksomheden lige nu, men næste gang de står overfor at skulle ansætte en ny medarbejder med din faglighed, står du meget langt fremme i køen. Med en praktik er det muligt at sparke døren ind til en virksomhed på den blide måde. Det kan være svært at sparke døren ind hos en virksomhed ved at søge uopfordret, fordi det kræver et stort overskud at skulle være opsøgende, men hvis du ikke direkte søger job, bliver du også modtaget med mindre skepsis. Kommer du og tilbyder din arbejdskraft helt uden beregning i fire uger, viser du et billede af en ihærdig og arbejdsom person – en der virkelig gerne vil arbejde. Og der er stor sandsynlighed for, at du bliver modtaget yderst positivt.

Fornyet tro på mine egne evner

Som tidligere nævnt er jeg selv i gang med min tredje virksomhedspraktik, og jeg kan ikke få armene ned over, hvor stort et boost det giver selvtilliden. Virksomheden havde via jobcentret fået en håndfuld CV’er tilsendt, og en af grundende til, de kontaktede mig, var, at jeg havde lidt ekstra på CV’et i form af to virksomhedspraktikker. En praktik er selvfølgelig ikke lig med job, men det er om ikke andet et skridt i den rigtige retning, og i dagpengeland er den slags skridt uundværlige. Midt i al frustrationen over at gå ledig har jeg pludselig genvundet troet på, at det er fedt at arbejde, og at det selvfølgelig nok skal lykkes at finde et job, fordi jeg ligger inde med kompetencer, der reelt kan bruges ude i den virkelige verden. Jeg har fået en fornyet tro på mine egne evner og genvundet motivationen.

En masse at vinde

Godt nok er jeg nyuddannet og har derfor ikke opbygget en mangeårig faglig identitet, som ville kunne mindske frustrationen over og mistilliden til egen faglighed, men uanset hvor lang tid man har været på arbejdsmarkedet, så bliver man på en eller anden måde ramt på sin faglige identitet, når man går ledig. Jeg tvivler på, det er muligt at gå arbejdsløs, uden at det ændrer ved ens selvbillede. Vi kan kæmpe nok så meget imod og forsøge at være uberørt af at skulle besvare spørgsmålet ”hvad laver du så?” med svaret ”jeg går arbejdsløs for tiden”. Vi identificerer os i så høj grad med vores arbejde, at det rammer os hårdt, når vi ikke har et. Ledighed påvirker selvtilliden, og lav selvtillid er i høj grad med til at dræbe motivationen – både for at søge job, men også motivationen i alle andre aspekter af livet.

Derfor kan virksomhedspraktik være en god måde at bryde den onde cirkel på. Vi har ikke noget at miste, men vi har til gengæld en hel masse at vinde.

 

Maria E. B. NielsenSkrevet af

Maria Elisabeth Bøgh Nielsen

Cand.mag. i kommunikation

Kunne du li’ hva’ du læste, så del det med dit netværk :o)

8 Kommentarer

  1. Lise Elisabeth Jensen

    Jeg vil lige gøre opmærksom på, at såfremt man er nyuddannet og ledig kan tilbyde sig selv i op til 8 ugers virksomhedspraktik, såfremt man ikke har været i “ordinær beskæftigelse”.

    Jeg kan bestemt nikke genkendende til artiklen. Jeg synes, at virksomhedpraktik kan være en super måde at prøve sin faglighed af i utraditionelle miljøer – det har jeg selv gjort 2 ud 3 virksomhedspraktikker.

    Jeg synes, man som udgangspunkt skal søge med henblik på at vise, at man kan skabe sin egen stilling og tilføre vækst/kompetencer til virksomheden, så man potentielt kan blive ansat efterfølgende. På den måde skal der også være et formål med virksomhedspraktikken. Tilfører man ikke virksomheden noget nyt, men udfylder måske en midlertidig tom plads indtil der skal ansættes en profil, man ikke kan honorere (de vil have en med min. 2-3 års erfaring eller noget andet), kan virksomhedspraktik omvendt være utrolig demotiverende (selvom man selvfølgelig udvider sit netværk og får noget erfaring).

    Jeg er pt. i virksomhedspraktik, og vi taler om muligheder for at fortsætte samarbejdet gennem et ErhvervsPhD-projekt. På den måde kan man få arbejdserfaring samtidig med at man specialiserer sig, og virksomheden kan bryste sig af forskning og betaler i øvrigt kun en halv løn i perioden, projektet står på.

    Ellers kan jeg anbefale, at man “sælger” sig selv på både virksomhedspraktik og videnpilot-ordningen. Sidstnævnte betyder, at man er ude af dagpengesystemet, i hvert fald for 1 år (virksomheden får tilskud på 150.000 kr.), så det kan bestemt være en god idé at lufte begge muligheder, når man nu er igang med at tænke kreativt!

    1. Super god tilføjelse Lise og det lyder da rigtig spændende med dit mulige PhD-projekt for virksomheden og en fantastisk mulighed for både dig og virksomheden. Win-Win det kan vi godt li! 🙂

  2. Susanne Andersen

    Er fuldstændig enig med panelet omkring virksomhedspraktik og få prøvet nye og ukendte områder af.

    Efter 30 år som kontorassistent, blev jeg i 2009 opsagt og skulle finde et andet job. Jeg valgte at se opsigelsen som et “springbrædt” til at få afprøvet en drøm, jeg længe havde gået med, men på grund af fast job ikke havde turde kaste mig ud i. Nu var chancen der!

    Jeg valgte og fandt derfor selv 2 x 4 ugers virksomhedspraktik, og kom senere i løntilskud indenfor en – for mig – fuldkommen ny og ukendt branche, som social-og sundhedshjælper.
    Efter 6 måneder, havde jeg fået så meget blod på tanden, og min interesse var nu så vakt, at jeg valgte at uddanne mig til sosu-hjælper og fik i 2012 papir på mine nye kompetencer.
    Få dage efter min eksamen, fik jeg et fast vikariat og blev efter 1½ år tilbudt fastansættelse, som jeg på grund af en langtidssygemelding desværre måtte opgive.
    Men…pointen er, at min virksomhedspraktik trods alt førte til en ny uddannelse og tilbud om et fast job indenfor en helt ny branche 🙂

    Siden oktober 2013 har jeg igen været ledig, men på mandag starter jeg i 4 uger’s virksomhedspraktik i Odense Kommune som kontorassistent, med nye, ukendte og spændende arbejdsopgaver.
    Kontrakten til løntilskud ligger klar til underskrift, så går praktikken godt, fortsætter jeg i 6 måneders løntilskud.

    Jeg kan KLART anbefale virksomhedspraktik, hvis man er i tvivl i forbindelse med fx et brancheskift, da praktikken giver rigtig god mulighed for at få prøvet sig selv af, inden man beslutter sig.
    Under alle omstændigheder pynter det på CV’et og udvider ens netværk….og det er jo slet ikke så tosset 😉

    Jeg er ikke et øjeblik i tvivl om, at jeg skal i virksomhedspraktik igen, hvis jeg efter endt løntilskudsjob ikke er kommet i fast job, og hvem ved? Måske der venter endnu et brancheskift forude?

  3. Sacha Mortensen

    Som nyuddannet eller hvis man ønsker at skifte jobbranche kan jeg også se en masse fordele ved virksomhedspraktik – særligt fordi det giver den eftertragtede erfaring, som man netop mangler, når man står i sådanne situationer. Af den grund er jeg også selv meget opsat på at finde en, men mit problem er, at jeg bliver mødt af afslag. De steder jeg har søgt, synes umiddelbart, at det lyder som en god ide, men de ender alligevel med at takke nej, fordi de ikke synes, de har ressourcerne til en virksomhedspraktikant, der skal have oplæring og feedback… Og det er simpelthen så frustrerende! For hvordan får man så foden indenfor nogle steder? Jeg har tidligere arbejdet som pædagog (med flere forskellige områder) og vil nu gerne – efter endt uddannelse som cand. Pæd. i pædagogisk psykologi – skifte retning og arbejde med vejledning, og her vil hands on erfaring i en virksomhedspraktik være fantastisk, både for dem og for mig, fordi jeg netop kommer med en masse relevant faglighed og arbejdserfaring men samtidig er åben for at få en forståelse for, hvad arbejdet med vejledning i praksis indebærer. Er der nogen, som har en god ide til, hvad man kan gøre og sige, for at få den gode og relevante virksomhedspraktik i hus?

  4. Tine

    Jeg har søgt mange steder om at komme i virksomhedspraktik, men enten får jeg intet svar eller også har jeg fået afslag. Ja, det er godt at “booste” -som du udtrykker det- selvtilliden med!

Skriv en kommentar