Ledigidanmark.dk - Din hjemmeside til jobsøgning og karriere

Pelle Esbensen
20 aug 2012

Blogging er dit forskud på fremtiden – og et værktøj til at skabe den

/
Skrevet af
/
Kommentarer5
Pelle Esbensen

Pelle Esbensen

Hvem har brug for endnu en blog i et samfund med “information overload”? Hvorfor bruge tid på at skrive ud i æteren, i stedet for at skrive ansøgninger? Hvorfor udstille sig selv på denne måde, hvis man ikke satser på en karriere indenfor sprog og kommunikation?

Blogging er dit forskud på fremtiden

Blogs er en de vigtigste drivkræfter i den proces som vores informationssamfund har gennemgået i det 21. århundrede. Det handler om videndeling og det handler om konteksten for videndeling. Traditionelt set har medieinstitutioner haft monopol på brugerne af medier. Det monopol er blevet brudt på alle områder og trenden vil kun forøges i årene fremover. Internettet har gjort vidensmarkedet frit. Brugerne er så småt begyndt at udnytte denne frihed.

En blog kan ikke kun være en kilde til vigtig information samlet overskueligt, inspirerende og anvendeligt på ét sted. Den kan også være et væsentligt udviklingværktøj for skribenten. Det at nedfælde sine tanker, målsætninger, udfordringer og problematikker i et offentligt rum (med ønsket om at det bliver læst og kommer andre til gavn) er et stort skridt at tage. Det kræver at man kan tage sig selv seriøst nok til at sige: “Jeg har noget at bidrage med. Mit bidrag er folks tid værd. Jeg kan tåle både den kritik og/eller den manglende respons der måtte komme.”

De har blogget sig til job

En blog udvikler sig også over tid. Skribenten bliver oftest klogere, sikrere på sit eget budskab og vokser med opgaven og de kommentarer der kommer fra læsere. Denne udvikling tegner sig tydeligt for bloggens faste læsere og er med til at gøre bloggen mere personlig. De fleste af os deler allerede links til information via nettet. At starte en blog vokser oftest ud fra et ønske om selv at være med til at vælge eller skabe konteksten for den viden man deler.

Et af de mest kendte eksempler herhjemme er bloggen, Dagpengeland, hvor Lau Aaen gør godt grin med dagpengesystemet. Demonstrationen af hans evner som skribent og hans mod til at skrive lige ud af posen til et “live” online publikum, gjorde ham interessant nok for diverse dagblade til at han fik lønnet skrivearbejde, samt en mulighed for at udgive bloggen som bog. Skal det forstås sådan at god humor sælger bedre end gode råd?

Platforme og partnere

Man kan starte sin egen blog eller man kan blive blogger på en allerede etableret platform. Jeg har prøvet begge dele og vil klart anbefale den sidste løsning for førstegangsbloggere. At bidrage til en etableret blog har mange fordele. 1. Der er allerede en læserskare. 2. Der er en redaktør, som læser og kommenterer dine indlæg. 3. Der er andre skribenter, som udtrykker sig om det samme overordnede emne.

Hvis man starter sin egen blog er det en god ide at bruge lidt ekstra tid på brainstormfasen og formulere en klar målsætning for arbejdet med bloggen. Hvad er det du ønsker at opnå? Hvor længe regner du med at du vil have lyst til at skrive på denne blog? Hvordan skal indholdet afgrænses? Vil du have en positiv eller negativ vinkel på tingene? Vil du inkludere posts fra andre blogs (som du så re-poster på din egen)? Må andre skribenter melde sig under fanerne? Skriver du mest for dig selv…  eller for dit endnu ikke eksisterende publikum? Skal fokus være på dig selv, på de videnskilder du linker til eller på de mennesker du møder?

Der er adskillige gode, gratis platforme man kan bruge til at starte sin egen blog. De mest populære kræver nærmest ingen forkundskaber indenfor IT og er meget intuitive i deres brugerflade. Blogger bruges ofte til individuelle blogs, mens WordPress er den mest populære og brugervenlige platform for “community-blogs”. WordPress gør det også nemt at omskabe sin blog eller kopiere dele af det materiale man har skabt til en anden type hjemmside, f.eks. en virksomhedshjemmeside, hvis man fik behov for det senere i sin udviklingsproces.

Et andet eksempel: Morten Viums blog, ModerneJobsøger, har efterhåndet fået dækket rigtig mange relevante emner omkring online jobsøgning i det 21. århundrede. Det ville overraske mig meget, hvis ikke Morten kan få sig et job på baggrund af den præstation. Her på Ledigidanmark går vi lidt længere og peger på hvordan internettet radikalt har været med til at forandre samfundet og arbejdsmarkedet. Det er ikke en absolut nødvendighed i 2012 at kunne begå sig online for at komme i arbejde igen…   men det er efterhånden en nødvendighed for at få en lederstilling eller et reelt ansvar, i hvert fald i SMVer.

Blogging som ledig

Dette er jo på en måde det overordnede emne for alt det vi skriver her på siden. Forhåbentligt har vi allerede indikeret de mange elementer, der kan være med til at gøre blogging til en “superkraft” for ledige. At man får trænet sin skriftlige kommunikation og bestyrket sin identitet er blot starten. Man får også givet sig selv en mulighed for at indgå på helt nye måder i udveksling af viden. Man skal jo have noget at skrive om næste uge også. Nogle af fordelene ved en blog kan også opnås via en dagbog. Der er altid en terapeutisk virkning ved at nedfælde sine tanker på skrift. Men bevidstheden om at man rækker ud og stiller sig selv frem i offentlighedens lys når man blogger er en helt anden og langt mere kraftfuld.

I kombination med Research, Sparring og Networking kan man bruge sin blog til at belyse sin Historik og sætte et fokus på den udvikling man gennemgår. Man udnytter sin Tidsrigdom til at blive klogere på de emner man nu finder interessante og relevante for fremtidens arbejdsmarked – eller i det mindste for sin egen fremtidige drømmekarriere. Samtidig får man anledning til at kontakte de mennesker i ens lokalmiljø, der arbejder med de samme emner.

På denne måde kan din personlige blog blive den faste, tilbagevendende anledning til at optimere dine kommunikationskompetencer, så de er i topform når drømmejobbet dukker op og du ikke kun skal søge det, men også have det. Muligvis er blogging som værktøj mest relevant for mennesker, der har været ledige et stykke tid. For manges vedkommende er perioden som nyledig en meget såbar periode, da man netop er blevet berøvet sin arbejdsidentitet og omgangen med det professionelle netværk der hørte til. Det man har mest brug for er ofte personlig coaching og bekræftigelse af sin værdi som menneske, ikke nødvendigvis at udstille sin sårbarhed. Netop derfor er det en befrielse for mange af os at Niels Reib turde stikke sin hals og sin historie frem på den måde han gjorde ved at starte denne blog.

Vlogging (Video Blogging)

En videre udvikling af strategien Blogging er at arbejde med inddragelsen af andre medier. Billeder er et godt element til at bryde teksten op og få træning i at fortælle en historie på andre måder. Du kan se eksempler på denne strategi i min blog om social innovation i København på Denmark.dk. Næste skridt er at oprette en Vlog og indspille videoer som alternativ eller supplement til teksten. Dette er et uoverskueligt skridt for mange, der ikke har en uddannelse indenfor IT eller kommunikation – da de potentielle konsekvenserne kan virke enorme og de fleste har en ide om at det kræver mere udstyr og teknisk viden end man nemt kan skaffe som ledig amatør. Heads up: It Ain’t So!!!

Det kræver, nu hvor Google + Hanguots On Air også er blevet rullet ud i Danmark, kun et webcam og en bordmicrofon, samt at man tør udstille sig selv – og ser en pointe i at gøre det. Efter af have kastet mig ud i det og eksperimenteret med mulighederne indefor mediet i mere end et år nu, vil jeg anbefale at man ikke gør det med en hensigt om at promovere sig selv, men med et klart fokus på den viden man gerne vil henlede opmærksomhed på. Det er også en god ide at holde forskellige typer indhold i forskellige videokanaler. Vigtigst af alt er det nok at have faste samarbejdspartnere at sparre med om projektets udvikling og som medskabere og redaktører af det materiale I laver.

Den kameratræning man får som Vlogger og den personlige grænse man skal overskride for blive endnu et “talking head” – stillet til skue for potentielt set hele verden – er et meget stort skridt i en personlig udviklingproces. Man kan altid senere vælge at fjerne de videoer, man ikke længere ønsker skal være offentlige fra sin kanal. I min egen youtube kanal har jeg nu “skjult” mange af de tidligste videoer. På denne måde kan man stadig få en ide om den præsentationsmæssige og tekniske udviklingproces, jeg har gennemgået som kommunikator og samtidig behøver jeg ikke længere krumme tæer over at risikere at fremstå i nogens øjne som en nervøs nybegynder.

Dette sidste eksempel er nok det bedste jeg er stødt på hidtil. I 2011 lavede jeg mit første online interview med Joakim Ditlev. Joakim startede som ledig bloggen Content Marketing, der introducerede internationale nyheder indefor reklameindustrien til det danske marked. Det skaffede ham et job som Produkt Marketing Manager hos Trustpilot. Men mon ikke også hans Networking spillede en rolle?

Informationshavets Nautilus

Youtube er den absolut mest anvendte platform for Vloggere. For lidt mere seriøse projekter er Vimeo ved at blive den foretrukne platform selvom der findes utallige derude. Man kan nu også få funktionelle redigeringsprogrammer helt gratis online. Youtube har klart de fleste brugere, er nemt at gå til for os uden IT-baggrund og er allerede integreret med alle googles andre services.

Youtube er et unikt internetfænomen – lige som Facebook. Uanset hvad man mener om det kun få af os som fuldt ud forstår og endnu færre der styrer helt udenom disse to services. Rigtig mange har svært ved at tage indhold fra youtube seriøst som andet end underholdning og tidsfordriv. Men der er en voksende subkultur, der bruger mediet til at kommunikere deres selvbestaltede ekspertviden. Mange uafhængige journalister og radioværter udvider også deres publikum ved at uploade deres programmer som Vlogs. Youtube kan også fungere som socialt medie, så man kan både kommentere og kontakte andre kanalindehavere direkte, hvis man vil i dialog med dem. Vi har blandt andet brugt youtube på denne måde til at udvide vores internationale Network. Denne type strategier ligger dog på forkant med udviklingen i Danmark og man bliver nødt til selv at skabe koblingen mellem sin Vlogging og en øget arbejdsmarkedrelevans.

Nogle etablerede internationale Vloggere har rettet meget skarp kritik mod youtube angående deres politik omkring håndteringen af bruger-mod-bruger klager. Det er en interessant debat at følge, men ikke rigtig relevant for folk, der til at begynde med bare gerne vil eksperimentere med mulighederne i mediet. Som eksempler på de processer jeg har beskrevet i sidste del af denne post er her den tidligste, offentlige video på min kanal og en af de nyeste, der netop omhandler Tidsrigdommen der kan medfølge ledighed i Danmark.

Vi ses næste uge, hvor jeg konkretiserer yderligere hvordan man med fordel kan kombinere de strategier vi har diskuteret hidtil.

Skrevet af

Pelle Esbensen

Kunne du li’ hva’ du læste, så del det med dit netværk :o)

Læs eventuelt også

5 Kommentarer

  1. Genialt indlæg, jeg kunne ikke sige det bedre selv.

    Og så skal der lyde et stort “Kom igang” med at blogge til andre, der tænker på det – for jeg fik faktisk job på grund af min blogging: http://www.business.dk/karriere/maelkeallergi-blev-adgangs-billet-til-job

    -og selvom jeg arbejder indenfor kommunikation og sprog, synes jeg generelt bloggen er et super medie til at vise de ting man brænder for – om det er mormorfirkanter eller naturbilleder. Det er et fora, hvor man har samlet al det man kan på et bekvemt samlingssted. Og det er nemt for arbejdsgivere at klikke ind og blive informerede 🙂

  2. Hej Pelle,
    Jeg er meget enig i mange af dine betragtninger. Jeg har også selv begået en blog, som findes på http://www.bjoernjohansen.dk/blog. Ud over at dele den viden jeg har og får, er det også en måde, hvorpå jeg holder mig “skarp” og profileret på de områder, som har min interesse.

    Jeg forventer inden længe også i højere grad at bruge video på min blog. Jeg mangler bare lige lidt udstyr og så er det ellers bare med at komme videre.

    PS: sjov anti-spam-funktion du har

    1. Anti-spam funktionen må være specifik for ledigidanmark.dk, så det er nok Niels vi skal takke for at have sat det op. Jeg kan varmt anbefale skridtet over til Vlogging som supplement til tekstbloggen. Man lærer rigtig meget af det. Google+ hangouts on air gør det at interviewe interessante mennesker (der har en google+ profil selvf) meget meget nemt.

Skriv en kommentar