Ledigidanmark.dk - Din hjemmeside til jobsøgning og karriere

Niels Reib
12 jun 2013

Begynd med slutningen – Din karriereplan

/
Skrevet af
/
Kommentarer2

Niels Reib - Begynd med slutningen - Din karriereplanVed at begynde med slutningen, kan du lave en karriereplan baseret på dine værdier og ambitioner.  Når du ved hvor du vil hen og hvad du vil i din karriere, sætter du dig selv i stand til at programmere dit eget karriereforløb, alt sammen med udgangspunkt i hvilke aftryk du gerne vil sætte i  karrieren.

Hvad er en god karriere?

Det kan være rigtig mange ting og kommer helt an på hvem man spørger og det bygger på vedkommendes værdier og ambitioner. En succesfuld karriere kommer i mange former, det afhænger af hvad din definition af succes er og ikke andres.

Hvad vil en rigtig god karriere så være for dig? Altså en karriere som harmonere med dine værdier, udfordre og udvikler dig (hvis ikke du udvikler dig, er du under afvikling) og som giver dig mulighed for at yde dit optimale, ved at bruge dine faglige, såvel som personlige kompetencer.

Man kan spørge sig selv, hvad er i grunden en god karriere og hvad er det for netop dig? Denne artikel tager udgangspunkt i dig, dine værdier, hvad succes og ambitioner er for dig.

Begynd med slutningen – Din karriereplan

Når jeg vælger at begynde med slutningen, er det for at skabe en vision for hvad det er du gerne vil opnå med din karriere og hvilke aftryk du ønsker at skabe på din vej. Men andre ord, hvordan skaber du din karriereplan?

Da jeg i sin tid var sygemeldt og begyndte at arbejde med mig selv for at komme på fode igen, var dette skridt et af de mest effektfulde. Det var med til at jeg inden for hver af mine vigtigste roller i hverdagen, kunne skabe et blueprint af hvad jeg gerne vil opnå og hvordan, jeg vil opnå mine ambitioner i hver af disse roller. Det er med disse redskaber jeg gerne vil overfører den form for retning, og dybere liggende formål, til dig i din jobsøgning og karriere.

Når jeg i dag ser tilbage på de ambitioner jeg skrev ned for to et halvt år siden, må jeg bare konstatere at jeg er på den helt rigtige vej. Den gang i efteråret/vinteren 2010 skrev jeg ud for min karriere rolle, hvad jeg gerne ville som langsigtet mål.

Her er hvad jeg skrev...
Jeg vil arbejde som enten coach, konsulent eller selvstændig og hjælpe ledige til bedre at håndtere hverdagen og på bedst mulige måde, hjælpe til at de kommer i job igen. Det vil jeg gøre ved at bidrage med mine erfaringer og på den måde hjælpe til, at andre ledige ikke skal gennemgå det jeg selv gjorde, grundet ledighed.

Dette blev skrevet over et år før jeg overhovedet havde tænkt tanken om Ledigidanmark.dk. Det har været så kraftigt et ønske for mig at bidrage, at det har drevet mig og givet mig troen på, at jeg på den ene eller anden måde, nok skulle komme til at arbejde inden for beskæftigelsesindsatsen.

Første skridt er at overveje, hvad det egentlig er du ønsker at udrette i din karriere. Her har du fuldstændig frit spil til at skabe din vision, for hvordan du ønsker din karriere skal udvikle sig, baseret på dine kerneværdier.

Det kan godt virke som nogle voldsomme spørgsmål, men når nu du har har mulighed for at tænke ud af boksen og skabe en vision for din karriere vej, så er det da bare at tænke ambitiøst, stort og samtidig realistisk. Det er aldrig for sent at begynde at bygge eller udbygge din karriere vej.

Hvem inspirerer dig?

Er der en eller flere du ser op til, som med deres bidrag har inspireret dig og hvorfor? Hvad har denne eller disse personer udrettet og er der noget i deres historie du kan bruge på din egen karriere vej som inspiration?

Hvis jeg skal komme med et par eksempler på hvilke personer jeg ser op til, så er min tidligere chef Helle en af dem. Jeg kørte i et par år og solgte t-shirts for Helle og lærte meget blev inspireret af hendes imponerende drive, handledygtighed, positivitet og menneskelige kvaliteter.

En anden er, igen en tidligere chef, Berith (Bibi) som jeg arbejde for i halvandet år. Bibi (og hendes mand Aksel) har en dansk møbelforretning  i Orlando, Florida. Jeg tror godt jeg kan sige jeg aldrig har mødt en kvinde som hende. Magen til livsnerve og drive har jeg endnu ikke set i andre på hendes alder. Bibi kravlede i træer, når grene skulle skæres, hun begyndte at gå til ridning i en alder af 60 år og hun arbejdede i butikken seks dage om ugen og viste hver dag vejen. Jeg vil altid huske Bibi for noget hun sagde dengang:

Gør ikke altid det andre mener er det rigtige, men gør det der virker for dig.

Et sidste eksempel kunne være Michael Laudrup. Ikke bare for hans indlysende kvaliteter på en fodboldbane, men mere fordi han altid har optrådt afbalanceret og professionelt i offentligheden. Jeg har mødt ham et par gange og han har hver gang hilst pænt og aldrig været krukket, som mange, i hans kaliber, inden for den verden i dag ellers har tendens udstråle.

Har du overvejet…

Great-Work-Great-Career-402424

Du kan finde mere inspiration i bogen Great work, Great career. Find den også på Itunes.

Har du nogensinde gjort dig tanker om hvad du gerne vil udrette i din tid på arbejdsmarkedet. Vil du nøjes med at hæve din løn og så bare lade det være ved det, eller vil du benytte dig af muligheden og bidrage til dit absolutte potentiale, sætte et aftryk og gøre en forskel inden for det du har indflydelse på?

Hvis du vil nøjes med det første, altså bare hæve din løn, så regner jeg ikke med spørgsmålene herunder er noget du vil kunne bruge til noget. Men vil du gøre en forskel og bidrage til dine omgivelser på en konstruktiv og inspirerende måde, så tror jeg du vil kunne få noget ud af at reflektere over spørgsmålene. I bedste fald vil de kunne hjælpe dig til at skabe en fornemmelse af hvilken retning, og hvilke formål, du gerne vil have din karriere skal bevæge sig i.

Det er tid til at visualisere hvilke aftryk du vil have lavet i din karriere, den dag du vælger at trække dig tilbage fra arbejdsmarkedet.

  • Hvilken forskel vil du have gjort, når du ser tilbage?
    (det kan være i forhold til kolleger, opgaver, kunderelationer, virksomheden osv.)
  • Hvilke bidrag vil du være stolt af at have givet?
  • Hvilken værdi vil du have skabt?
  • Hvor god til dit arbejde vil du være blevet?
  • Hvad vil dine kolleger og chef sige om dig?
  • Hvordan vil du tilføre dine kolleger og kunder værdi?
  • Hvor mange har du været mentor for og givet din viden videre til?
  • Hvor mange jobs har du haft?
  • Hvad vil have udviklet dig mest?
  • Hvilke kompetencer vil dine kolleger kende dig bedst for?
  • Hvilken kollega vil du gerne have været?
  • Hvad vil du have opnået?
  • Hvordan vil du beskrive din største arbejdsmæssige succes?

Afsæt lidt tid til at skrive dine tanker og visioner ned. Skriv dem gerne et sted hvor du også vil kunne skrive dine refleksioner til de kommende artikler.

Den næste artikel kommer til at handle om passion og drive. Hvad er din passion, det du elsker at lave,  hvad er katalysator for dit drive. Men andre ord, hvad kan få dig til at springe ud af sengen om morgenen?

Niels ReibSkrevet af

Niels Reib  – Ejer og Community Manager på Ledigidanmark.dk
Foredragsholder og konsulent
Reib Consulting

Kunne du li’ hva’ du læste, så del det med dit netværk :o)

2 Kommentarer

  1. Jan k Larsen

    Begynd med slutningen – og gør så det første først!

    Og en af de ting kunne være: brug aldrig sætningen – jeg skal bare have et job. Læs sætningen igen det hænger ikke sammen med din målsætning. Jeg skal bare…. Jeg skal have. Det er ikke bare et job og du får ikke et job. Det er måske bare ord – men tænk over det .

Skriv en kommentar