Ledigidanmark.dk - Din hjemmeside til jobsøgning og karriere

19 nov 2012

Afslagets bitre eftersmag – uden filter

/
Skrevet af
/
Kommentarer9
/
Tags

Pelle EsbensenSå lykkedes det mig alligevel, at blive lidt for smart lidt for hurtigt. Jeg fik afsluttet min artikelserie her på bloggen (troede jeg) med en ordgejlsfest uden lige, der skulle tjene som afskedssalut og opsang til nationen. Niels udgav den samme dag som jeg var til den afgørende 2. rundes samtale til drømmejobbet. Altså: DRØMMEJOBBET!!! Alt var sat op til at klappe og falde i hak. Et meget smukt stykke koordineret livskunst kunne nu få lov at udfolde sig.

Not so fast, Sonny boy!

Afslagets bitre eftersmag
– uden filter

Men hov. Jeg havde vist lige glemt et enkelt, meget relevant emne, som jeg ikke havde berørt i min åh-så-selvhøjtidelige serie om de 10 superkræfter ledige har. Det var selvfølgelig meningen, at jeg ikke skulle behøve at skrive om dette emne overhovedet. I hvert fald ikke på det personlige plan. Jeg havde jo fulgt min egen innovative jobsøgningsstrategi og alt mit network og mine utallige investeringer i andre menneskers virke havde jo givet pote. Jeg havde fået et tip af en ny ven om drømmejobbet, der ikke var blevet slået op noget sted. Jeg havde outperformet mig selv i ansøgningen og den indledende samtale, således at det nu stod mellem mig og blot én anden kandidat. Dette på trods af at mit CV ikke indeholdt nogen direkte relevant arbejdserfaring indenfor området. Hvilken præstation.

Jeg havde brugt de sidste par dage inden anden runde samtalen på relevante sparringer og research, research, research. Kæresten havde kælet for deltaljerne ved mit outfit og havde sågar pudset mine sko. Jeg var så klar, som jeg aldrig havde følt mig før. “Den her nye fremtid er MIN!” Jeg kunne se det så tydeligt for mig. 11 siders tætskrevne noter og spørgsmål havde jeg med ind. I sidste ende betød min ihærdige forberedelse blot, at jeg fik givet mig selv mindre end de oprindeligt afsatte 2 timer til at løse de opgaver som holdet havde designet for “ikke at risikere at ansætte den der snakker bedst for sig”.

Ah Hubris, bastard child of sweet Karma, have you come to dance with me again?

Velkommen tilbage til tegnebrættet. Vi har desværre ikke mere papir.

Nu er det dagen derpå og jeg sidder med mit meget velfriserede skæg i en fremmed mands postkasse. Ham der kigger tilbage fra spejlet ligner en guldfisk på land, hvis gulerod er blevet taget fra ham, mens sukkermaden blev forvandlet til et pissoir. Hurra for en drama llama. Kom nu, Pelle. Brug de der satans sprogkunster til at vise, hvor synd du synes det er for dig selv. Udlevér dig selv maximalt og snup så en tudekiks med cola og send nogle flere ansøgninger.

Fuck af, hvor er der her frustrerende. Men da helt på sin plads, at jeg får lejlighed til at skrive om det i denne sammenhæng. Når jeg nu har valgt at sætte de ord ingen andre kan på hvad det vil sige at være ledig i Danmark. I dag er afgjort én af de følelsesmæssigt stærkeste oplevelser jeg har haft meget længe. Det er der godt nok også mange grunde til. For mange, til at jeg kan nå at beskrive i en enkelt post, hvor meget der var på spil for mig i går. Men én af de vægtigste grunde er nok, at jeg for første gang i mit liv valgte ikke at have de følelsesmæssige parader oppe til en jobsamtale.

Jeg fulgte et råd jeg fik dagen inden. “Hellere brænde igennem og så brænde ud, end ikke at vise dem, hvor meget du brænder for jobbet.” Tjaahh. Det lød som et godt råd da, og det gør det såmænd stadig. Men lige i dag – for mig – er det et godt råd med indbygget piskesmæld. For det er sgu sådan jeg føler mig. Brændt ud.

Remember, remember…   to shave off Movember

Det er ikke, fordi jeg ikke har andre jern i ilden. Eller fordi jeg mangler værdige opgaver at løse, for mennesker i mit netværk, som jeg har lovet at hjælpe. Det er heller ikke fordi, jeg er ophørt med at være bevidst om de 99% af verdens befolkning, der ganske sikkert har større problemer end jeg. Jeg er bare skuffet. Og vælger at dele den følelse med jer, ufortyndet. Fordi jeg har fået en anledning til at indse at det måske er den vigtigste og samtidig den sværeste superkraft for os jobjægere. At kunne æde sådan en skuffelse og komme ovenpå igen.

Min ven og sparringspartner – Jakob – stillede mig en af sine vidunderligt relevante og provokerende udfordringer i går aftes, efter at jeg havde fået afslaget og lagt kæresten i seng, for hvileløst at ende foran den bærbare – igen igen. “Det virker som om at flere og flere ledige er ved at fatte det,” bedyrede han over Skype gennem røgen fra den hjemmerullede cigaret. “De bruger faktisk deres tidsrigsdom til at blive klogere på dem selv og udviklingen. Den ide, ham Niels har fået sat i verden, indeholder virkelig mange frø, der vil spire i fremtidens samfund. Men der mangler stadig det sidste lille element.”

“Hvad mener du?” spurgte jeg træt. “Det er ikke svært at udvikle en bevidsthed for dem på undersiderne af samfundets mange lag, når man selv er der,” hans øjne veg ikke fra mine. “Det er ikke svært at se fejlene og manglerne i systemerne og gerne ville være med til at skabe innovative alternativer. Men hvor dybt stikker det samfundsengagement egentlig? Kan det overleve, at man kommer i job igen? Det virker som om de fleste glemmer deres spirende medborgerskab, det sekund de får lov til at opleve sig selv som succesfulde og får held til at sætte sig på en af de stole, som der hele tiden bliver færre af. Kan du holde fast i det du virkelig gerne vil med dit liv, Pelle? Eller er du blevet presset nok allerede, til at det nu kun drejer sig om at få dig selv ud af kategoriseringen som ledig?”

Det er et godt spørgsmål. Og det er noget større end min egen lille byld i maven af skuffelse over at have fået fingrene i klemme i døren til slikbutikken. Svaret må vel ligge i, hvordan jeg vælger at bruge min tid i morgen. Kan jeg leve op til de her idealer? Kan superkræfterne bestå den sværeste af jobjægerens prøvelser? Vil ilden vende tilbage i mit hjerte som en fugl Fønix fra den askesmag, der fylder min mund i dag? Eller har jeg fået solgt endeligt ud og trukket en lap til den bitre ende af dagpengedansen anno 2012? Nogle af os vil jo faktisk ikke komme i et akutpakkejob, men ryge ud af systemet. Situationen vi står i er helt og aldeles Danmarkshistorisk uhørt agtig.

Store spørgsmål. Dem har vi jo tid til at stille os selv. Imens det begynder at regne. Midt på en eftermiddag i november. En ledig og en blog.

Skrevet af

Pelle Esbensen

Kunne du li’ hva’ du læste, så del det med dit netværk :o)

9 Kommentarer

  1. Åh gud, hvor jeg føler med dig, Pelle. Jeg har lige været lignende igennem omkring et superjob tæt på bopælen, som ikke var slået op, blev nærmest “headhuntet” af rekrutteringsbureauet og hvor jeg med ét, var blandt de 3 sidste. Holdt telefoninterview på engelsk – som gik godt – og blev inviteret til personlig samtale på engelsk – som i bund og grund også gik godt – men hvor jeg vist alligevel blev lidt for “ærlig” og sænkede paraderne. Det blev sikkert mit vådeskud! Jeg fik ikke jobbet……. og hold da op, hvor er jeg skuffet! Men jeg vælger at sadle igen og tage turen endnu en gang. Jeg frygter det værste hver gang – men håbet lever stadig!

    Pøj pøj, good luck, break a leg og alt det dér, Pelle – vi finder drømmejobbet – på et tidspunkt.

    Knus fra mig

    1. Tak Eva. Jeg har sadlet op til næste. Det er ikke samme type job (det kommer ikke igen lige med det første), men man må jo smede mens skoende stadig er nypudsede 😉

  2. Øv med jobbet, giv dig selv plads til at være skuffet og så er det ellers op på hesten igen!

    Super artikel i et levende sprog kræsende for detaljer, så man næsten kan mærke det du skriver – mere af det 🙂

    Du er omkring noget essentielt i jobsøgningen: at finde gejsten igen efter et afslag som føles som et slag dybt i maven. Hvor finder man energien til at starte forfra og troen på at det lykkedes igen? Det er noget vi hver især skal finde ud af. Her er det at vi kan gå hen og blive kloge på os selv. Hvis vi vælger og tør at reflektere over vores egen adfærd og egne mønstre. For vi har muligheden for at vælge at erstatte negativ adfærd med positiv adfærd og negative mønstre med positive mønstre. Valget er vores eget.

    1. Tak Rene. Jeg havde en dag med skuffelseskvalme. Hen imod aftenen havde jeg heldigvis en mandecirkel, hvor de andre deltagere hjalp mig til at forså oplevelsen i et nyt lys og fik dermed punkteret bylden så jeg kunne begynde at finde in motivation til det videre igen.

  3. Hej Pelle. Skøn udkrængning. Der er mange gode pointer – vil reflektere over et par stykker i den kommende tid. Rigtig god ven ham Jakob, og sikkert også rigtigt set, at vi ledige både bliver klogere på os selv og på samfundsproblemer. Men er de forandringer mere fasttømrede end at vi falder til patten, når den bliver stukket i munden på os? Og når han siger taburet, så falder mine tanker uværligt på politikere, på Tr’ere som bliver chefer, på medarbejdere der bliver mellemledere osv. Så frygter jeg, at drømmen og løfter, jeg har givet mig selv, glider i baggrunden – og samvittigheden dulmet af kompromissernes muligheder.

    Og så er vi jo ligevidt mht. samfundsreform. Der er nogle enkelte personer – vi kan kalde dem eksperter – som kan tillade sig offentligt at stille de skarpe og tunge spørgsmål til samfundet, erhvervsliv, uddannelse og til menneskelige relationer mv. Men kan almindelige mennesker (jobjægere) tillade sig den samme offentlige mening, uden at blive stemplet som rebel?

    Det er under lavkonjunktur, kriser og krige, at de største landvindinger og opfindelser er sket. Tør vi ændre vores liv?

    1. Fedt at du kaster bolden videre, Klaus. Det er virkeligt essentielle spørgsmål du her destillerer ud af min ordflommende tudekiks. Jeg tror ikke det er muligt at stikke hovedet frem og tage chancer som ledig uden at stemple sig selv som rebel i en eller anden udstrækning. Så det mener jeg er et valg man bliver nødt til at tage og så leve med det. Udfordringen består så i hvordan man udlever det valg og om man fremstår som en rebelspire (læs: en utilpasset rod) eller en potentiel fremtidig leder med fingeren på pulsen. Der er ikke nogen nem opskrift på det sidste (selvom min blogserie er på siden kan anbefales som udgangspunkt 🙂 ). Det spiller selvfølgelig også ind hvilke jobs man søger og i hvilken sammenhæng. Det er en tid, hvor rebellerne kan få ny opmærksomhed og blive årsag til skred i debatten (Dovne Robert i job, anyone?), men der er da ikke nogen tvivl om at det oftest har sociale konsekvenser i et land som Danmark, at stille sine valg til skue fordi man mener noget med dem.

      Jeg må dog sige at jeg nægter at opfatte mig selv som mindre medborger, blot fordi jeg ikke er i job (eller på folkevalgt, repræsentativ overførselsindkomst). Javist, jeg risikerer at det kan betyde afsavn for mig og mine indenfor det nuværende økonomiske paradigme. Men hele pointen er jo at jeg via min ledighed har fået tid til reflektion og videreuddannelse og derigennem har måttet indse at vi alle kommer til at skulle spænde livremme ind i de kommende år (for real). Jeg tror endnu på at det nytter at ville samarbejde med mennesker om nye, konstruktive løsninger – uden nødvendigvis at spørge om lov først. Tak fordi du melder ud, at vi er endnu én på det nye sociale landkort herhjemme.

      1. Hej igen. Siger også at det er en fed tudekiks, lige noget for en nybagt lommefilosof (mig selv).
        Rebel til det nye sociale landkort har nok spiret længe, men som ledig og et fantastisk CoachingManagement kursus (6 uger), så vil det filosofiske og rebelske ikke slippe sit tag i mig – vi må kunne gøre det bedre.
        kan så håbe på, at krisen får flere til at tænke ud af boksen, bryde vanerne, gøre noget vi ikke har prøvet før . i stedet for at krybe ned i vores komfortable hul, hvor mulighedernes lys ikke kan skinne.
        Og når der så prøves noget nyt, bygger det maget på gamle opskrifter, eller bygges ovenpå gamle fundamentet – set det i meget lovgivning og organisatorisk, som en fortalte mig det om Windows styresystemet: Næste generation bygges videre på gammel platform med knopskydning og tilføjelser, der forsøges gjort kompatible med større eller mindre held. Et er sikkert at det bliver et større og større system, og mere og mere uoverskueligt, og sværere og sværere at reparere. Inogle tilfælde bliver forvirringen for stor og med nye tiltag og tillæg, så bryder det sammen.
        Som nu din formidable indsats, der førte til sammenbrudet – uden sammenligning med Windows, men blot for at sige, at vi som regel gør vores bedste. Det håber jeg da, at de fleste gør – hele tiden, og afhængig af dagsformen, men trods alt gør sit bedste, og med oprejst pande kan sige, at vi gjorde vores bedste.
        Sammenholdt med Jakobs kloge ord om at se undersiden af samfundets mange lag, så gør man sit bedste i den situation man i øjeblikket befinder sig i, og kobler den med sine drømme og visioner, en meget dybfølt er at man gerne vil hjælpe andre, men virkeligheden er også et overlevelsesinstinkt hvor vi kan have svært ved at se forbi egen næse med oprigtig interessse: Høflighed på 100 dage, Tal ordentlidt (CallMe), Stop Mobning NU!(mig selv og mit nye job!) osv. osv. Som politikere der griber en chance (eller en dybfølt samfundsmæssig interesse) – kan vi se os selv i spejlet og sige at vi har kigget forbi vores egen næse?
        En ny verdensorden: Kan vi se forbi vores egen næse? Også os rebeller?

        Ville det f.eks. være rebelsk at foreslå en generel lønnedgang på 20% For at styrke Danmarks konkurrenceevne og stoppe outsourcing.
        Det ville sikkert hjælpe de stakkels SAS medarbejdere, som med en gennemsnitlig løn på næsten 45.000/mdr. har trængte tider – ja vi må spænde livremmen ind – men bør vi ikke alle gøre det. Og så beholde vores gode kompetencer på danske hænder? Ikke fordi jeg er Nationalist, men det er da dumt at betale dumme penge til forsørgelse, når vi besidder kompetencerne selv.
        Jeg tror et større problem er, at vi ikke bruger de gode komepencer de rigtige steder – men det er nok et ledelsesproblem (bredt set)
        Puha, der fik du mig til tasterne, og du snakker om ordflommeri! Trykker send inden jeg ser på, om de er noget volapyk.
        Klaus

  4. Hej Pelle.
    Det er faktisk godt at du er skuffet !!! (syg kommentar, men… det viser du har været fuldt fokuseret. Hvis jobbet havde været p….ligegyldigt, ville du jo ikke have følt sådan). Og at blive nr. 2 er bittert – ved det af egen erfaring.

    Det eneste du kan gøre, er at prøve at få feedback på, hvad der adskilte dig og de øvrige i den endelige beslutning, og måske tage det til efterretning og eftertanke.

    Derudover er det hamrende vigtigt at du får det raset ud af kroppen – så det er måske dagen, der skal løbes et halvmarathon, brændet skal flækkes, eller andet. Få det ud – og kom videre (jo mere man træner, jo “heldigere” er man også. Er der en sammenhæng?)

    Ha’ en god dag – andre jobs vinker forude…

  5. Jeg kan godt forstå du blev skuffet. Skuffelsen kommer jo hver gang med et afslag og føles endnu større når det nu var drømmejobbet. Jeg har også prøvet det. Efter en samtale trode jeg også at den var da hjemme, og det var ovenikøbet i en by i det yderste udkants DK. Men nej…

    I de sidste par måneder har jeg valgt at fokusere mere på de ting der gør mig glad, nemlig mine kreative hobbier. Foto, tegning og syning. Jeg var virkelig ved at synke ned i den der selvmedlidende sorte tunnel, hvor jeg tænkte at det lysglimt der forude, det er nok et tog på vej mod mig. Jeg har ligget vågen om natten og tænkt at jeg aldrig kommer i arbejde igen. Det skulle være slut.

    Nu søger jeg selvfølgelig stadig jobs, men jeg beskæftiger mig ikke med det så menge timer som jeg har gjort. Det magter jeg ikke efter næsten 3 års ledighed. Nu holder jeg fokus på at være tilstede i nuet og leve livet med de få ressourcer jeg har.

    Hvem ved, måske kan jeg begynde at sælge mine kreationer 🙂

Skriv en kommentar