Ledigidanmark.dk - Din hjemmeside til jobsøgning og karriere

18 maj 2012

AA – ikke kun for alkoholikere

/
Skrevet af
/
Kommentarer0

AA – ikke kun for alkoholikere

Linda-nu-i-jobI tidernes morgen gav Nyrup os Aktiv Arbejdsmarkedspolitik. Der skulle skabes arbejdspladser og antallet af ledige skulle formindskes.

Det var et par måneder før jeg blev student. Alle jeg kendte, der var blevet færdige før mig, var gået på socialen og havde fået både penge, møbler og telefon. Alt hvad hjertet kunne begære. Eller sådan gik rygtet i hvert fald. Og så kom Nyrup…

Alle studenter skulle i (tvangs-)aktivering fra dag 1. Fagbevægelsen havde trådt i karakter og sikret, at vi under ingen omstændigheder udførte rigtig arbejde som andre rigtige ansatte kunne havde tjent penge på.

Således stod jeg hele sommeren efter min studentereksamen i non stop hedebølge på kantinen i Nansensgade i en eller anden kommunal institution og udførte ikke-arbejde. Og jeg vil sige, der gik en del analyser til på den konto f.eks. blev det efter kort tid besluttet, at jeg ikke kunne skrælle gulerødder, for det var altså et rigtig arbejde. Det jeg kunne gøre var at rense alle stedets radiatorer til perfektion. Så der lå jeg under køkkenborde og vindueskarmen og skrubbede radiatorer som en anden Ditte Menneskebarn og græd som pisket, fordi min daværende og første kæreste tog til Indien for at realisere sig selv – vel og mærke uden mig! Men…

Det var jo dét der skulle til. For mens jeg lå der i sved og tårer blev det slående klart for mig, at dét der med at være ufaglært, det var i hvert fald ikke noget for mig. Jeg måtte hellere komme på universitetet i en fart.

Det betød så dengang efter et års sabbat … alt andet havde været utænkelig; tænk hvis vi skulle ende som Holland med deres mange kandidater, der var så umodne og uerfarne, at de slet ikke kunne bestride et akademikerjob. Vi skulle være hele mennesker dengang – ikke bare sådan nogle, der ambitiøse og målrettede strøg gennem systemet (…det var så her man kunne ønske man var født i en anden tid og jeg råder i hvert fald aldrig mine piger til ikke at være målrettede og så vil de som 40-årige begræde deres forsømte forår og råde deres børn til at tage den med ro og huske at leve og så …Nå sidespor!).

Langt de fleste gerne vil arbejde

Nuvel efter et år med fattigdom, alt for mange byture, en fantastisk rejse med min farfar og adskillige småjobs som stuepige og ‘tjener’ var jeg klar til at blive optaget på Universitetet.

Min pointe er, at selvom det føltes så utrolig uretfærdigt og selvom jeg muligvis nok var startet på en uddannelse alligevel, så tror jeg helt ærlig at manøvren havde en positiv effekt for både samfund og den enkelte.

Nå, det er sagt, så tog ‘nu skræmmer vi dem, der ikke vil arbejde, til at arbejde’-tankengangen overhånd (…hvem tænker sidste afsnit af A-klassen?). Vi mangler ganske enkelt en arbejdsmarkedspolitik, der fokuserer på, at langt de fleste gerne vil arbejde. At det ikke længere er sejt eller ønskværdigt at være uden job. At grunden til at der er folk uden arbejde er, at det er svært pga. manglende jobs, personlige udfordringer, særlige barriere … you name it!

Giv mig en aktiv arbejdsmarkedspolitik. Hvor jeg i stedet for kontrol kan få samtaler med en uddannet coach – her taler jeg kort sagt for at vi opretter en bachelor eller masteruddannelse for ansatte i beskæftigelsesindsatsen, så ledige er sikre på at få rådgivning fra én som ved mere end dem selv som jobsøgning, selv-motivering, arbejdsmarkedet, uddannelsesmuligheder m.m.

Kunne jeg derefter få en mentor (fra en virksomhed) som kunne være min inspirator og guide ind i en ny branche. Det ville være perfekt. Jeg ville såmænd gerne underskrive en kontrakt om, at jeg – når jeg fik arbejde – selv ville være mentor f.eks. i minimum et år.

På ønskelisten står også arbejdsfællesskaber. Ikke de der triste fællescomputere som enhver aktør med respekt for sig selv har stillet op i et fjerntliggende mødelokale med sur kaffe i plastikkopper, men et fedt, centralt sted med en frokostordning (brugerbetaling på både kaffe og frokost forstås), hvor man kan booke sig ind online og tage på arbejde engang imellem med kollegaer, frokost, kaffepause og hele molevitten. A la den slags som mange freelancere har. Hvorfor? Fordi ledige skriver ikke to GODE ansøgninger om ugen, fordi de er tvunget til det. De skriver to gode ansøgninger, når de ikke skal kæmpe med ensomhed, manglende input og inspiration = manglende motivation.

Giv mig en samfundsdebat, hvor jeg ikke hele tiden skal forklare, at jeg er noget værd på trods af at jeg arbejdsløs, men som anderkender, at det er et vilkår, der kommer til at ramme hveranden dansker og som derfor også rammer selv den bedste.

Skrevet af

Linda Mylius Nielsen

Kunne du li’ hva’ du læste, så del det med dit netværk :o)

Skriv en kommentar